Er det ikke noget med, at man skal have været nede i sit liv, før man ved, hvordan det føles at være oppe igen?

Sådan er det med den sygdom, du har, Mia. Den er ikke altid til at styre, og der vil indimellem komme dyk i den, men det vigtigste er, at vi ved, at du kommer op igen,” forklarede min behandler mig, som var forbi i morges.

 
Jeg er nemlig lige for tiden indlagt på S8 på Skejby hospital. For dem af jer, der ikke kender til psykiatrien i Aarhus, så er det en psykose afdeling på det fine nye super sygehus. Men min behandler var så sød at komme forbi for at se til mig. Hende er jeg virkelig glad for, at jeg har fået.

 
received_882800962069074Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det skidt?
Men det er en af de nedture, som sygdommen kan byde på, som har ramt mig nu. Jeg har nok ikke været god nok til at passe på mig selv, men det er ikke kun det, der er årsagen. Faktisk frustrerer det mig meget, og gør mig også meget bange, at jeg ikke ved præcist, hvorfor jeg har det skidt.

 
De fleste andre gange har jeg kunnet sige til mig selv, at jeg havde det skidt, fordi jeg havde brugt mig selv for meget. Og så var løsningen nem; jeg skulle ”bare” slappe mere af. Men nu føler jeg mig mere på bar bund. Hvad gør jeg for at få det bedre?
For jeg er sikker på, at jeg får det bedre. Det er der ingen tvivl om, men jeg vil bare gerne finde den nemmeste vej derhen. Det ville være dejligt, hvis jeg f.eks. kunne ændre i min medicin eller noget, så jeg undgår at skal være indlagt 2 uger. Men som de læger, jeg snakker med her på afdelingen, siger, så tager vi det en dag af gangen lige nu. Og heldigvis går det den rigtige vej.

 

received_2802848116397702received_1228052507370026
Jeg var godt nok ved at have en lille Pepsi Max krise, fordi jeg næsten ikke havde mere, men så var min dejlige kæreste heldigvis så sød at komme med tre nye flakser, og hans gode selskab.

Det er helt bestemt også noget, der hjælper.

 

Når sygdommen får magten
Men jeg ved i hvert fald, at jeg er nede lige nu, for jeg kan ikke lade være med at lytte til stemmerne i mit hoved, og de siger bestemt ikke noget pænt. Jeg ser også skygger og silhuetter af mænd, som jeg frygter er efter mig. Det ved jeg dog heldigvis, er tegn på, at jeg er syg lige nu. Så jeg er ikke helt så syg, at jeg tror, at jeg er rask.

received_624118368035035
Det lyder måske mærkeligt, men rigtig mange med skizofreni har svært ved selv at se, at de er syge. Der er specielt mange, der oplever, at når de er på medicin, så har de det rigtig godt, og kan egentlig ikke forstå, hvorfor de skal tage medicin, når de jo har det godt. Så derfor stopper de på medicin, og så får de det først rigtig skidt. Jeg er selv slem til at gøre dette. Og er jeg først stoppet med at tage medicin, så kommer stemmerne for alvor, og truer mig, så jeg ikke tør tage min medicin igen. Så det er bestemt en dårlig kombination.

 
Der er fire hvide vægge at kigge på
Men det er ikke det fedeste at være indlagt, for der er bestemt ikke meget, man kan lave. Jeg er ikke meget for at være i fællesmiljøerne, så jeg opholder mig egentlig mest på mit værelse. Jeg kommer kun rigtigt ud, når der er måltider. Men jeg har heldigvis Rasmus, der kommer på besøg, men ellers er der kun fire hvide vægge og min fantasi. Heldigvis har jeg et hækleprojekt, som jeg er i gang med, og jeg får også skrevet lidt dagbog, men tiden kan hurtigt komme til at snegle sig afsted herinde. Men på den anden side, så er der en låst dør, så jeg kan fysisk ikke komme til at gå ned til vandet.received_594304927745416

 
Men er jeg så ikke også skærmet for selvskade og selvmordsforsøg, når jeg er indlagt?

 

Godt nok har dem, der har indrettet de nye stuer herude, gjort hvad de kan for at sikre stuerne, men hvis man virkelig vil selvskade eller begå selvmord, så er man så kreativ, at intet kan stoppe en. Kun et bælte eller en fastvagt. Men heldigvis er jeg ikke derude. Jeg må indrømme, at jeg har lysten til det, fordi det er en gammel vane, men jeg har også afgivet et løfte til mig selv og Rasmus om, at jeg aldrig vil selvskade igen. Så det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at holde ud.

 
received_2097218970391808Og jeg vil også gøre, hvad jeg kan for at få det bedre, så jeg kan udleve min drøm om at flytte sammen med Rasmus ude i fremtiden. Den drøm betyder alt for mig, og den er virkelig med til, at fremme min bedring. Heldigvis. Det er virkelig min recovery! Så hvis jeg må bide et par kedelige dage mere i mig herude, for at kunne få en fremtid med ham, så er det sådan, det er.

Elsk dig selv og din krop

DR1 sender lige for tiden en miniserie om at lære at elske sin krop. Programmet hedder I krig med kroppen, og kan findes på DR1’s hjemmeside. Serien handler om seks mennesker, der alle har det svært med noget ved deres krop. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på folk, der har været i krig mod selvskade. Jeg ved, at mange, der har skåret eller brændt sig selv, har svært ved at vise sig frem i det tøj, de egentlig gerne vil, fordi de har det skidt med de ar, de har fået. Det forstår jeg fuldt ud! Men jeg synes også, at det er så synd. Jeg har den holdning, at alle skal have lov til at gå i det, de vil. Ingen skal skamme sig over deres kroppe! Det gælder også folk, der har selvskadet!

 

woman-4137911_1280.jpg

 

Jeg er klar over, at når man viser sin ar frem, så kan det påvirke folk, men det påvirker også folk, hvis en overvægtig går i bad efter fitness centeret. Folk vil altid kigge, men hvorfor skal det være så vigtigt, hvad andre tænker?

 
Jeg er bestemt ikke bedre selv. Jeg har brugt det mest af mit liv på at tænke på, hvad andre mennesker tænkte om mig, og nærmere hvad de tænkt om min krop. Men jeg kan også huske, hvor dårligt jeg hele tiden havde det med mig selv. Jeg havde det med at slå mig i hovedet hele tiden, fordi jeg ikke var pæn nok eller god nok. Det var et rent helvede.

Men i dag kan jeg slappe af. Jeg kan tage en badedragt på i svømmehal, selvom jeg vejer 125 kilo, og har masser af ar rundt omkring på min krop. Jeg føler mig så fri, når jeg kan få lov til bare at nyde tiden i svømmehallen, i stedet for hele tiden at skulle overveje, hvad den ene og den anden tænker. Men jeg ved også, at det bestemt er svært at slippe sine bekymringer. For det kræver et stort mentalt arbejde.

 
Lige netop derfor synes jeg, at det er så fedt, at DR1 sætter fokus på det, sådan at man kan se, at det er okay, at have forskellige kroppe. Alle har noget, de er trætte af, men hvis man lærer at ignorere det, så bliver det hele så meget lettere.

 
received_2288478854806450Jeg har gjort stort brug af min støtte fra min familie og min kæreste, men min lillesøster har specielt været en stor støtte gennem det hele. Hun har selv haft det rigtig svært med sin krop, men hun lærte, at man ikke behøver ligne en supermodel for at være glad. Det kunne hun give videre til mig, og jeg er hende evigt taknemlig. Og jeg vil så gerne, hvis jeg kunne give det videre til dem, der har det svært derude. For ingen fortjener at have det skidt med sig selv.

 

De sociale medier
Men det er ofte en svær kamp at komme til at elske sig selv og sin krop, for de fleste er så fanget i Instagrams perfekte billeder. Man følger de mennesker, der hver dag lægger billeder op af dem selv, hvor de er fuldstændig perfekte i forhold til samfundets mode. Men desværre påvirker det mange. De føler, at de også skal gøre alt for at være perfekte. Og måske ender de faktisk med at selvskade, fordi de ikke kan klare presset om at skulle være så perfekte. Og så bliver kampen bare endnu hårdere.

 
Men det er svært at ændre samfundet, for det kræver, at rigtig mange mennesker ændrer deres adfærd. Men DR1 kan forhåbentlig være med til at ændre noget. Jeg håber virkelig, at det kan gøre noget for de folk, der går med selvhad, for alle er smukke, og alle er fantastiske mennesker.

 
Jeg synes virkelig, at det er helt okay, at man ser anderledes ud end andre. For hvem gør ikke det? Der findes ikke to, der er ens. Og Gud ske tak og lov for det! Jeg har ar, og jeg elsker min krop alligevel. Mange af mine venner har ar, og jeg elsker at være sammen med dem alligevel.

 

20170524_091852Jeg kunne aldrig finde på at dømme en person ud fra deres udseende, men i stedet ud fra deres personlighed. Så jeg kan kun sige, elsk dig selv, og elsk din krop, for livet er for kort til alle de bekymringer, selvhad giver.

Vi bliver nødt til at snakke om selvskade, for stilheden dræber!

Selvskade hænger ikke direkte sammen med selvmord, men mange af dem, der har selvskadet, har også forsøgte at begå selvmord. Derfor er det så vigtigt, at man kan snakke med nogen om de problemer, som man går med, når man selvskader.

 

20190415_143437.jpg

 

Desværre er selvskade et kæmpe tabu i dagens Danmark. Folk tør ikke snakke om det, fordi man bliver stemplet som ”opmærksomhedsluder”! Og det kunne ikke være et mere forkert stempel at sætte på folk, der selvskader. Er der en ting, som folk, der selvskader, ikke ønsker, så er det at få opmærksomhed for deres sår. Nej, de ønsker i stedet at opnå omsorg, fordi de trænger så forfærdelig meget til det!

 
Det smerter mig, at så mange må holde deres selvskade for dem selv. For det er jo et tydeligt tegn på, at man lider. Og arrene skal man gemme væk for evigt. Man er for evigt dømt til at gå med lange ærmer, fordi man har skåret i sine arme. Hvad er det for et liv!

 
Men selvskade er lig med skam og skyld. Jeg føler skyld og skam over at have selvskadet. Mest fordi jeg blev mødt, som jeg gjorde, når jeg havde selvskadet.

 

Jeg har mødt personale og læger, der har været stenhård. De fik mig til at føle, at jeg var så forkert og i vejen, at jeg allermest havde lyst til at begå selvmord, for ikke at være til besvær.

 
20190415_142437

Men jeg har til gengæld også mødt personale og læger, der virkelig har været omsorgsfulde, og som har betydet alt for mig. Jeg blev ikke rask af at høre på de stenhårde mennesker. Jeg blev rask af den omsorg, jeg fik af de andre. De fik mig til at føle, at jeg kunne kæmpe imod min trang.

 

Samfundets rolle i selvskade

Sundhedsvæsnet er presset til det yderste. Vil du have hjælp, så skal du være lige ved at dø! Det lyder måske hårdt, men det er alligevel min opfattelse af vores samfund i dag. Der er læger og personale, der gør et fantastisk arbejde, men alligevel er der langt fra tid til at hjælpe. Kommer man med et sår, bliver man syet, forbundet, og sendt til psykiatrisk modtagelse. Her skal du virkelig have skåret dybt, før du kan få en seng, for der er ikke plads!

 
Og får man først en seng eller en stue, så har du en låst dør, men hvis du vil have hjælp, så skal du godt nok råbe højt. For der er langt fra personale nok på afdelingerne. Og de hører kun dem, der virkelig har det skidt.

 
Der er rigtig mange, der skader sig selv, når de er kommet på en afdeling, fordi det er deres forsøg på at råbe højest. Og det er så synd, at man skal føle, at man skal skade sig selv, før man kan få den omsorg, man har brug for. Jeg har selv gjort det. For jeg har været desperat!

 
Og det er her bare hospitalerne, der presser til selvskade. For samfundet er den helt store synder. Vi skal nå så meget, og vi skal præsterer så meget. Det er klart, at unge mennesker føler sig pressede som aldrig før. De føler, at de ikke kan leve op til de krav, der stilles til dem. Det leder til så meget psykisk frustration, og følelser, som man ikke kan holde ud. Og hvem skal man snakke med det om, for deres forældre har ikke tid, de tør ikke gå til skolepsykologen eller bare den almindelige psykolog eller læge. Vennerne kan man heller ikke snakke med, for det ville give flere forklaringsproblemer end løsninger. Men en ”ven” har man tilbage; selvskaden.

 
Jeg synes, at det må være så vigtigt, at vi får fokus på, at unge mennesker får nogen, de kan snakke med. Jeg ved godt, at regeringen har lovet gratis psykolog til en vis aldersgruppe, men at gå til psykolog er også stadig et tabu. Så det hjælper lige lidt.

 

Nej, jeg synes, at der bør laves kampanger, der har fokus på, at det er okay, at være unge, og have ondt i sjælen. For det har mange, og ingen skal gå alene med det.

 

Jeg har virkelig lyst til at give den største krammer til de folk, der går rundt med bare arme, selvom de har masser af ar fra selvskade. De er de sande helte, for de er med til at vise, at det ikke er noget, man skal skamme sig over!

 

Jeg har også ar, og jeg kunne ikke drømme en eneste gang om at skamme mig over received_2097218970391808dem. Og jeg vil heller ikke skamme mig over, at jeg har været selvskader!

 

Du kan læse meget mere om selvskade på dette link, og på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside.

 

https://www.lmsos.dk/viden/hvad-er-selvskade/

 

Lad os stå sammen i kampen for at åbne om selvskade!

Et ønske om at tabe mig💪

Jeg tror, at rigtig mange, der får anti-psykotisk medicin har det som mig. De er endt med at tage rigtig meget på. Nogen har måske været så seje, at de har kunnet tabe det igen. Jeg selv har prøvet, men så endte det hele bare med, at jeg tog det dobbelte på, fordi at jeg startede i ny medicin. Men nu skal det være!

 
received_624118368035035Jeg skal til samtale med min behandler og læge i APE (Ambulant Psykose Enhed), som nu hedder Klinik 1. Her vil jeg virkelig sørge for at få trumfet igennem, at der skal ske noget. Jeg vejer i dag over 130 kg, og jeg bliver bare ved med at tage på.
Jeg vil på ingen måde sige, at jeg hader min krop, for jeg har det egentlig fint med den, men jeg er træt af alle de følger, det har at være stor. Jeg kan f.eks. ikke gå ret langt uden jeg straks bliver forpustet, og begynder at svede. Og for slet ikke at snakke om alle de hjertesygdomme, det kan medføre. Nej! Nu skal der ske noget!🏋️‍♂️

 
Jeg ved ikke, om svaret er en diætist, eller om jeg simpelthen skal helt af den medicin, der gør, at jeg tager på. Jeg har nemlig også mange andre bivirkninger, så måske det er tid at prøve noget nyt. Men nyt betyder også forandringer. Og jeg er ellers lige blevet så stabil i forhold til min sygdom, så måske det er farligt? Men det er også farligt at veje 130 kg! 😐

received_2157231881050328.jpeg

Men på den anden side, så synes jeg selv, at det går rigtig godt. Jeg er som sagt i en stabil fase i mit liv. Jeg er bestemt ikke rask, men jeg har det meget bedre. Jeg havde så sent som i går aftes en rigtig hyggelig aften med min gode veninde her på kollegiet. Vi sad og hyggedrak lidt, og det var egentlig mening, at vi skulle have været i byen. Men jeg havde været i sommerhus med min kæreste i en lille uge inden, og var egentlig godt smadret, da jeg kom hjem i går eftermiddags. Men nu havde jeg lovet min veninde, at vi skulle drikke, og jeg ville egentlig også gerne, så jeg forsøgte at slå min træthed hen. Jeg vidste godt, at det rigtige for mig i denne situation ville have været at udskyde byturen til en anden aften, for jeg havde brug for at slappe af, sådan at jeg ikke kom for langt ud i forhold til mine symptomer. Men nogle gange, så vil jeg altså bare være ”menneske”, og lave fejl. Så jeg tog chancen. 🥂

 

received_323224518545667
Vi havde faktisk også en rigtig god aften, hvor vi virkelig fik hygget, men omkring klokken halv tolv, kunne jeg ikke mere. Jeg var simpelthen for udmattet, og stemmerne var ved at tage over, sammen med lysten til selvskade. 🤛🔪

 

Jeg vidste igen godt, hvad det rigtige at gøre var, at gå i seng, men jeg havde bare ikke lyst til at skuffe min veninden. Men i dag sidder jeg, og har det nogenlunde fornuftigt i forhold til tømmermænd, og jeg har ingen ar efter selvskade, og jeg var heller ikke forbi modtagelsen. Med andre ord, så klarede jeg faktisk ”bare” at gå i seng, og falde til ro. Og min veninde var så forstående, og var helt med på, at vi sluttede aftenen på det tidspunkt. Hun er virkelig fantastisk! Så alt er faktisk godt. 🍀

 
Så det jeg egentlig vil sige med den lange smøre er, at før i tiden, så var jeg formentlig taget med min veninde i byen, og ved første lejlighed jeg havde fået, så var jeg smuttet fra hende, og ned på stranden for at drukne mig selv. Så der er sket rigtig meget. Og jeg er så glad for det. Jeg er så glad for, at jeg faktisk har lyst til at vælge livet til, og ikke har brug for at skulle hives op af det iskolde vand lige før, at jeg var druknet. ❄🌊

 
Men at jeg er så stabil, får mig også til at tro, at jeg kan klare at stoppe på det medicin, der gør, at jeg tager på. Det er heldigvis ikke den anti-psykotiske medicin, men noget stemningsstabiliserende. Jeg ved godt, at det også er vigtigt for at holde mig stabil, men det er mindst ligeså vigtigt, at ikke dør af overvægt. Men nu må vi se, hvad der bliver besluttet. I hvert fald har jeg sat mig for, at jeg vil forsøge at gøre, hvad jeg kan, for at tabe mig. 🏋️‍♂️🤗

Vi har alle en historie at fortælle🌍

Jeg har altid ønsket mig, at jeg havde nogle gode historier, jeg kunne fortælle, når jeg var sammen med andre. Jeg husker nemlig, at jeg var ganske imponeret, da to fra mit daværende håndboldhold fortalte om, at de havde været ude at rejse, da de var yngre. De havde så meget at fortælle fra den rejse, de havde haft til Australien. Jeg husker, at det eneste jeg kunne tænke var; ”prøv en gang at tænk, hvis jeg engang fik et ligeså spændende liv!”

received_1222684044575156
På det tidspunkt gik jeg stadig i gymnasiet, men jeg havde ingen intentioner om at skulle ud og rejse. For det første, så turde jeg det ikke, men for det andet, så havde jeg slet ikke penge nok. Men jeg ville alligevel gerne have et spændende liv, som jeg kunne fortælle om en dag. Jeg følte virkelig ikke, at mit liv var noget værd at fortælle om. Jeg gik i gymnasiet, og fik middel karaktere, så der var ikke meget at fortælle om. Jeg oplevede næsten aldrig noget, fordi jeg var for bange. Bange for, at jeg ville dø, hvis jeg prøvede. ⚰

 

Men i dag sidder jeg med en bog om mit liv, som lige straks er klar til udgivelse. En bog om mit liv! For det er gået op for mig, at alle menneskers liv er spændende. Alle har oplevet noget, som for dem har været enormt spændende. Det er bare med at finde det. 😄

 

For mig har min sygdom været det spændende for mig. Den har vist mig en helt ny verden i form af psykiatrien, som jeg ikke vidste eksisterede. Den har også gjort, at jeg har forstået verden meget anderledes end de fleste. At det sommetider har haft voldsomme konsekvenser, så er det konsekvenser, der hører med, men som er spændende at blive indviet i for så mange andre. Der er mange, der gerne vil forstå min sygdom, fordi den er så fjern fra deres verden, men alligevel spændende. 😉

 

Jeg ved selv, at det helt gibber i mig for at få lov til at fortælle nogen om, at jeg har kørt i en politibil. På det punkt, bliver jeg som et lille barn igen. Det har altid været en stor drengedrøm for mig at køre med politiet. Det er ganske sjovt, for jeg har altid frygtet politiet, fordi jeg var bange for dem, som mindre. Men i dag har jeg haft så mange gode oplevelser med de mest medfølende betjente, der virkelig har udvist medmenneskelighed. Det har gjort, at jeg helt nyder at sætte mig ind i en politibil. Og det er til trods for, at jeg et par minutter før har tumlet rundt ude i vandet, fordi jeg har villet tage mit eget liv. Men når jeg kommer ind i varmen, og politimanden ved siden af mig klapper mig på skulderen, og fortæller mig, at nu skal jeg nok få hjælp, så slapper jeg straks af. Jeg ved, at jeg ikke kan flygte, og det har jeg heller ikke lyst til. Jeg har bare lyst til at sidde musestille omme bagi sammen med den ene af betjente, og forsigtigt kigge rundt på alt inde i politibilen. Det er der alligevel ikke mange, der har prøvet. 🚔

technology-2500010_1280
Der er heller ikke mange der har prøvet at se effekten af at trille op på siden af en billist med politiet. En billist der godt selv ved, at han eller hun har kørt lidt for stærkt. Hvordan vedkommende, straks bremser fint ned, og kører som et pragteksemplar. Jeg kan ikke lade være med at nyde det bare en lille smule.
Det var bare en ting, ud af så mange forskellige ting, jeg har prøvet. Det er også de færreste, der har været indlagt på psykiatrisk hospital, men som vil tænke, at det er spændende at høre om. Og ligesådan er jeg sikker på, at vi alle har spændende oplevelser, som er spændende for os selv, og som vi selv har lyst til at fortælle. Jeg føler i hvert fald, at jeg har masser af spændende ting at fortælle om, når jeg er sammen med andre nu.

received_303857146930397
Så det jeg vil sige er, at dit liv er ligeså spændende som alle andres, så hvis du tør, så er det bare med at fortælle om det, for jeg er sikker på, at der er masser, der gerne vil høre lige netop dine historier. 😊🤗

Jeg har endelig lyst til at leve igen ❤

Jeg er nået langt i mit sygdomsforløb
Det er ikke længe siden, at der ikke gik en dag, uden at jeg havde selvmordstanker, og endnu værre – nemlig også selvmordsimpulser. Jeg havde det virkelig dårligt i den periode, og havde meget svært ved at overskue livet. Det gjorde med andre ord ondt at leve, og det var til trods for, at jeg havde masser af ting, jeg var glad for i mit liv. Men selvmordsforsøg var ikke fjernt fra min hverdag ☠

 
Når man slipper fri af en depression
Men på det sidste har jeg kæmpet meget med min sygdom, og det er som om, at de depressive symptomer, som har været så altødelæggende for mig, er ved at slippe mig 😍

 
Men jeg har alligevel været bange for sådan noget som at køre bil, for jeg var ikke sikker på, at jeg kunne stole på mig selv. Kunne jeg virkelig modstå selvmordsimpulserne, hvis de kom? Men for cirka en måned siden var jeg hjemme ved min forældre, og her blev jeg nødt til at køre bil, fordi min mor pludselig havde fået bøvl med ryggen. Det var bestemt en angstprovokerende tur, jeg fik kørt første gang, men jeg kom igennem den, og fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne stole på mig selv 💪

received_2335431219824108

 
Det lyder måske ikke af meget, men for mig var det en enorm sejr. For ikke mindst fandt jeg ud af, at jeg kunne køre bil, men jeg fandt også ud af, at jeg faktisk kunne stole på mig selv. For jeg havde impulserne til at køre over i den anden vejbane, men jeg formåede at sige til mig selv, at jeg ikke ville dø!

 
Jeg har kunnet sige det til mig selv i mange situationer, men det har aldrig rigtig haft nogen effekt. Men nu har jeg faktisk fundet lysten til at leve igen. Og det er ikke bare den her episode med bilen, der har vist mig det. Nej, der har været et hav af episoder siden, hvor jeg har været enormt tæt på at falde tilbage i de gamle vaner, men jeg har også været i stand til at standse mig selv hver gang. Jeg har været i stand til at sige til mig selv, at jeg havde lyst til at leve. Det har betydet alt for mig 🤗

 
Jeg stod så sent som i forgårs, og lavede mad med personalet fra mit bosted. Jeg havde haft det lidt dårligt, mens vi lavede maden, men jeg havde fået det lidt bedre, fordi vi havde snakket under madlavningen. Men samtidig med vi lavede mad, så havde en af de andre beboere det rigtig skidt. Det påvirkede mig rigtig meget, for det betød vagtlæge og politi. Da vi er ved at være færdige med madlavningen, gik den ansatte, da han skulle ned på toilet. Men mens jeg stod der helt alene i køkkenet, kunne jeg høre det meste af, det der foregik, og jeg fik det ekstremt skidt igen. På bordet ved siden af mig lå en stor, skarp kniv, og det eneste jeg kunne fokusere på, var at tage den op, og skære mit håndled op 🔪

 

Havde det været i ”gamle” dage, så havde jeg formentlig også gjort det, eller noget ligeså dumt, men jeg formåede faktisk, at lade den ligge, og blende den suppe, jeg var i gang med, færdig. Det var så uudholdeligt at stå i den situation, men da jeg kom igennem den uden at have skadet mig selv, var jeg simpelthen så stolt af mig selv. Jeg følte virkelig, at jeg havde valgt livet 🥂Resized_20181006_131927

 
Depressionen ødelagde meget, men…
Jeg føler mig heller ikke deprimeret længere. Jeg føler mig glad og fri. Glad for livet, og fri fra de tunge lænker, som depressionen holdt mig i. Men har man først slået sig engang på noget, har man svært ved at tro på det næste gang. Det samme galt min tro på mig selv. Men nu har jeg efterhånden bevidst overfor mig selv, at jeg godt kan stole på mig selv, og jo flere af disse positive oplevelser, jeg har, jo mere tiltro til mig selv, får jeg også. Så derfor skal jeg bare blive ved med at kæmpe for det!

 

spring-4022427_1280
Depressionen ødelagede virkelig meget på sin vej, og den var lige ved at tage livet af mig, men nu kan jeg endelig begynde at rydde op i mit liv efter den. Og det går over alt forventningen. Jeg håber bare, at det også bliver ved med at gøre det. For jeg har virkelig lyst til at leve, og lyst til at have det godt ❤

Drømmen om et “rigtigt liv”🤗

De sidste julesalmer er sunget. Det sidste nytårskrudt er ved at være fyret af. Hverdagen er sneget sig ind på os igen, og vi længes allerede efter ferie igen 🎄

20190122_114544

Struktur hjælper på psyken

Jeg selv er faktisk ret glad for, at hverdagen er begyndt igen, for alle de ustrukturerede dage, som ferien bød på (selvom de var fortryllende dejlige), var lige ved at blive et kaos. Jeg er for nylig begyndt til psykolog, og hun fortalte mig, at dette var ganske naturligt, når man lider af skizofreni som mig. At hvis der ikke er stram struktur på noget, har det det med at blive et stort kaos 😨

 

Derfor er det rart at starte på hverdagen, som er mere struktureret, fordi der er aftaler og faste holdepunkter 📆📌
Men bare fordi der er en form for struktur, så løser det ikke det hele. Mine psykiske vanskeligheder er der stadig 🙁

 

Mit sidste indlæg var d. 26. december om morgen. Men faktisk allerede om aften havde jeg det så skidt, at jeg stod ude i havet, og måtte hentes af politiet. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, men jeg tolker det som en reaktion på alt det pres, der var hen over julen. Og hen over resten af ferien, drillede min psyke for alvor, men det var som om, at den kom lidt under kontrol, da hverdagen meldte sig.

 

Nu er jeg selvfølgelig også så utrolig heldig at have min dejlige kæreste Rasmus ❤, som hjælper mig rigtig meget. Men i en kombination af de to ting, så har jeg faktisk været i stand til at holde forholdsvis styr på min psyke, med en enkelt undtagelse. Så jeg har efterhånden erfaret, at struktur på hverdagen (og Rasmus), for alvor hjælper mig til at holde sammen på mig selv. For det er en af de udfordringer, som min sygdom stiller mig overfor, men som man heldigvis kan planlægge sig ud af. Så man lige netop kan få styr på ens psyke 💪

received_2480550765291807

 
Et ”rigtigt liv” – sammen med Rasmus
Og netop det at have styr på psyken, var meget vigtigt for mig i sidste uge. Rasmus og jeg havde nemlig været så heldige, at vi måtte låne Rasmus’ forældres sommerhus ved Henne strand fra torsdag til søndag 😄

 

Men det var kun Rasmus og mig, der skulle afsted, og vi ville være meget langt fra Aarhus og psykiatrisk hospital. Så det var enormt vigtigt, at jeg kunne styre mig selv. For jeg ville ikke udsætte Rasmus for, at han skulle stå i en situation, hvor han f.eks. skulle hive mig op af vandet, fordi jeg var hoppet i. Det kunne jeg simpelthen ikke byde ham. Så det var enormt vigtigt for mig, at jeg kunne stole på mig selv. At jeg var i en form for balance. For selvfølgelig ville han være der til at støtte mig i svære tider, men han skulle ikke redde mig. Men heldigvis kom han heller ikke til det 🤗

 
For trods alle mine mange, mange bekymringer for weekenden, så gik den faktisk helt vildt godt. Vi nød virkelig hvert sekund. Vi formåede at sætte grænser for, os selv og hinanden, sådan at vi ikke hev hovederne af hinanden. Men i stedet hyggede vi os, og brugte virkelig al tiden på at slappe af foran pejsen 🌡💑

 
Men var også noget andet, som jeg oplevede derude. En følelse, der gav mig et mod på livet, som jeg aldrig har haft før. For da vi kørte fra Hasle Kollegiet, som vi normalt bor på, var det som om, at vi lagde alt det psykiske bag os. Vi kørte ud i livet. Ud i det ”virkelige liv”. Det var også tilfældet, mens vi var i sommerhuset. Vi var på en måde fri af sygdommen, for der var ikke fokus på den konstant. Vi var bare to unge mennesker, der var på ferie, og som hyggede sig 🤗

 
received_338884040035837Det var ikke fordi, at vi så var fuldstændige raske, men så længe, at vi bare huskede at tage vores medicin, så var vores fokus egentlig på alt andet end sygdom. En enormt rar følelse. Men det, der gjorde mig allermest glad ved hele weekenden, var noget helt andet.

 

Det var at jeg fik chancen for at se, hvordan et liv med Rasmus, ville se ud i fremtiden. Hvor skønt et liv med ham ville se ud. Det gav mig mod på at leve videre. For det er virkelig noget, der er værd at kæmpe for. Noget, jeg virkelig har lyst til at leve for ❤ ❤