Jeg var rædselsslagen for at blive rask! 😨

Det er ikke altid let at skulle snakke om det, som man skammer sig over – men hvis man kan finde modet til at åbne op, kan det være, at det bliver lettere for andre at åbne op omkring det også? Men hvordan åbner man op for sådan et emne, som man egentlig helst vil holde for sig selv? 😳

Jeg var bange for at blive rask

Men jeg har noget, jeg tænker er vigtigt at få ud i offentligheden, noget som jeg skammer mig helt vildt meget over. En skam, som længe har holdt mig fra at indse, hvordan jeg bare hev mig selv længere og længere ind i min sygdom. Jeg turde nemlig ikke indse, at hvor bange jeg faktisk var for at blive rask! 😱

Jeg husker, at noget af det første, som min behandler i OPUS sagde til mig, var, at han var helt sikker på, at jeg nok snart skulle blive rask. Jeg husker, at jeg havde lyst til at løbe grædende derfra. Hvordan fanden kunne han sige sådan noget? Nu havde jeg kæmpet så længe med min sygdom – kæmpet så længe for at komme ind i systemet og få hjælp, og så sagde han bare, at jeg snart var rask igen. I mine øre var det han sagde, at jeg sikkert snart blev hurtigt rask, og når jeg vat rask, så var der ikke mulighed for, at jeg kunne få mere hjælp. Men jeg har aldrig rigtig været ”rask” i mit liv, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive det, men jeg kunne til gengæld godt forestille mig, at jeg fyldte for meget, og at folkene i OPUS ville gøre alt for at komme af med mig igen – sådan havde jeg nemlig tænkt hele mit liv. Så det endte med, at behandlerens udmeldelse gjorde, at jeg bare holdt endnu mere fast i min sygdoms titel! 😟

worried-girl-413690_1280Og desværre var det også noget, der kom til at præge mig gennem resten af mit sygdomsforløb – frygten for at blive rask! Jeg var så paranoidt bange for, at mine behandlere bare ville meddele en dag, at nu syntes de, at jeg var rask, og derfor ville de ikke længere hjælpe mig – og det måtte for alt i verden ikke ske, for jeg følte mig så syg, at jeg ikke havde den mindste tro på, at jeg kunne klare mig selv. Set ud fra mit perspektiv i dag, tror jeg heller ikke, at jeg ville kunnet have klaret mig selv, men på den anden side, så tror jeg heller ikke på, at der var en eneste af mine behandlere, der var i tvivl om, at jeg var syg. Desværre fik de det bare til at virke, som om de var i tvivl om det 😢

Jeg gjorde alt for at vise, at jeg var syg
traffic-lights-49698_1280Så jeg brugte rigtig lang tid på at kæmpe imod, når folk forsøgte at række ud for at hjælpe mig. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var syg, for det var jeg, men jeg gjorde ikke rigtig noget for at få det bedre. I stedet gjorde jeg faktisk alt for at få det værre. Alle tegn – selv det mindste – på bedring skulle straks udryddes og erstattes med et sår, der krævede behandling 🤕

Det hele blev ikke gjort meget bedre af, at løb ind i et stort tvivlsspørgsmål omkring min diagnose. I den periode følte jeg mig meget syg, men jeg var også meget syg, men i den periode var der ingen hjælp at hente, fordi jeg blev sat mellem to afdelinger – P og Q. Og ifølge myndighederne og alt det der, så måtte ingen af dem yde hjælp, før alt var på plads omkring min diagnose 🙁

Tvivlen drev min selvskade
I den periode var jeg så rædselsslangen for, at jeg ville blive afsluttet, at jeg virkelig gjorde alt for at overbevise alle om, hvor syg jeg var. Jeg sikrede mig, at min selvskade var så voldsom, at den krævede behandling hver gang, for så var derda i hvert fald ingen, der kunne komme og sige, at jeg ikke var syg – nu havde de da for helvede et synligt bevis 🤕

Heldigvis faldt der ro på, men hvorfor denne tvivl og frygt?
Heldigvis faldt hele tvivlen omkring min diagnose på plads, og jeg fik tildelt en behandler og læge, som for første gang arbejdede med mig på en måde, så jeg ikke længere følte det her store pres.

alone-2666433_1280Men hvorfor er det så skidt at være syg? Stiler man ikke altid efter at være rask?

Jeg vil tro, at i mit tilfælde, har jeg været så skræmt for at blive rask, fordi jeg følte, at jeg havde et eller andet krav på at få hjælp. Jeg havde hele min barndom og ungdom kæmpet med en usynlig fjende, som havde tæret på min kræfter 😫

Diagnosen blev mit skjulested og min hovedpude
Da jeg kom ind i systemet, havde jeg nået mit bristepunkt jeg havde ikke flere kræfter. Men så lige pludselige faldt den her fantastiske gave ned i mit skød – en diagnose, som jeg kunne gennem mig bag. En diagnose, som gjorde, at det var okay, at jeg ikke var som alle andre, og at jeg ikke kunne det samme som alle andre. For det var jo sådan, at det var. Jeg kunne ikke mere. Så derfor så jeg min diagnose som en gave. En meget tiltrængt sovepude, som jeg kunne bruge til at tage en lur med 😴

Men problemet var bare, at puden blev så blød, at jeg ikke ville af med den igen. Jeg vidste, jeg var syg – det havde jeg altid været, så det kunne der sikkert ikke laves meget om på. Jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag, hvor jeg var ”rask”. Derfor var min tanke omkring andres brug af ordet rask, at de bare ville tage min nye titel fra mig, uden at gøre mig rask. Min titel, der gav mig privilegere, som jeg havde så desperat brug for. Derfor måtte jeg for alt i verden ikke give dem en grund til at tro på, at jeg var rask 😨

Hvad så med i dag?received_2216822751920199

I dag er jeg heldigvis ikke bange for at blive rask mere, for jeg har lært, at jeg ikke ”bare” vil blive smidt ud af systemet. Og bare fordi, at jeg har en god dag, betyder det slet ikke, at jeg er rask. Det tager lang tid at komme dertil, hvor jeg kan klare mig selv, og jeg har fået lovning på, at der vil være nogen bag mig hele vejen. Det var en information, jeg savnede meget i min tidlige fase af min sygdom. Her handlede det hele tiden om, at jeg havde så og så lang tid, for jeg lignede en, der snart ville blive rask.

Og det er sandt – mit sygdomsforløb har formentlig ikke været så turbulent som mange andres, og min prognoser ser måske bedre ud end andres, men derfor er jeg stadig syg, og jeg har stadig brug for hjælp. Desværre er det bare sådan, at der i dag ikke altid er ressourcer i vores psykiatriske system til at give os tiden. En skam, da jeg er bange for, at andre måske har det ligesom mig, og faktisk bliver mere syge af det pres, der bliver lagt på dem?

Indlagt på S8 🏥

Som sagt er jeg blevet indlagt på et af de fast sengeafsnit – det her hedder S8, og var det gamle P2 og P3 ude i Risskov. Det betyder også, at der to personalegrupper nu, som er slået sammen. Det skal man lige vænne sige til, men jeg vil nu sige, at de har gjort det godt indtil videre 😊

Egentlig har jeg ikke så meget lyst til at være her, men det første jeg plejer at sige, når jeg har overnatte en nat på modtagelsen eller et afsnit, er også:

“Jeg vil gerne hjem i dag.” 

For jeg har sjældent lyst til at være indlagt, men jeg kan for det meste godt se, at det sikkert er for det bedste, at jeg lige får ro på i nogle dage. Det er også det, der er tilfældet den her gang 😪

Jeg er ved at have vænnet mig til 20181125_103518omgivelserne, de nye patienter og det nye personale. Fredag var den altid dejlige Adiba, som hev mig op, og lørdag var det min kontaktperson Lone, der hev mig op, men det triste i de sætninger er, at jeg behøver at blive hevet op. Men desværre er det sådan, at det står til lige nu. Jeg har det egentlig fint nok om dagen, og får også noget ud af den, men ligeså snart klokken nærmere sig 18, og mørket har sænket sig udenfor, så forsvinder mit overskud og erstattes i stedet af et altoverskyggende sortsyn. Derfor vil man vel også tænke, at det er meget godt, at jeg er indlagt, så der er nogen, der kan passe på mig, når nu jeg er selvskadende? 🤔

Men skal jeg være helt ærligt, så er jeg faktisk ikke sikker på andet end, at det gør det hele meget værre. Det, at der ikke er noget at aflede mig med, gør, at jeg lettere bliver fanget i mine tanker. Og det er slet ikke for at kritisere personalet herude, men det er simpelthen bare et faktum, at de ikke har ressourcer til at aflede mig. Så er det nemmere at være hjemme i trygge rammer, hvor der er flere muligheder for at aflede mig – og nu er jeg også heldig, at jeg bor på et rigtig godt bosted, så der er også sikkerhed derhjemme. Dog ikke helt den samme sikkerhed, som der er herude, da dørene herude er låste 🏡

Men nu skriver jeg, at jeg skal aflede mig, men jeg har oftet ænkt over – hvornår stopper jeg med at “aflede” mig selv, og faktisk nyder de ting, jeg laver? Hvordan kommer jeg til det punkt? For lige nu synes jeg, at alt i mit liv drejer sig om at aflede, så jeg for alt i verden ikke kommer til at mærke mine følelser. Men hvorfor er det så farligt at mærke mine følelser? 😨sunset-2440669_1280

Jeg var på kursus for ikke så lang tid siden, hvor psykologen, der holdt fordrag, forklarede, at folk med psykiske lidelser ofte har meget stærkere følelser end alle andre. Noget, jeg faktisk ikke vidste. Det er ofte dem, der selvskader, der har de her rigtig voldsomme følelser. Det kan f.eks. være, at man tabte et spil – det kan udløse en følelse af tristhed eller vrede, der er så enorm, så den kan sammenlignes med de følelser, andre oplever, hvis de var ved at blive skilt. Så det er meget voldsomme følelser, der er på spil, og det er derfor, det kan være så svært at være i dem. Derfor gør man også næsten alt for at slippe af med dem – derfor afledning! Selvskade kan være en måde at aflede på, men det er ikke en særlig holdbar en. Derfor gælder det selvfølgelige om at finde andre metoder at håndtere sine følelser på.

Min altid kloge kontaktperson Astrid har fra dag et af, holdt på, at jeg skal lære at mærke mine følelser, acceptere dem, og mærke, at de ikke er farlige. Men det skal jeg hilse og sige – det er ikke noget, man bare lige gør, for det er altså som sagt meget voldsomme følelser. Så derfor kommer afledningen på banen igen. Men så er det, at jeg bliver helt håbløs, for hvornår kan jeg begynde at leve mit liv, og ikke aflede mig hele tiden. For når jeg afleder mig, er det ikke fordi, altid er glad, men jeg er bare i en tilstand, hvor jeg kan holde mine følelser ud 😥

Så jeg er lige nu i en proces, hvor jeg skal lære, hvordan jeg kommer mine stærke følelser til livs, så jeg kan starte med at leve mit liv, og ikke bare overleve. En af løsninger er formentlig, som jeg har skrevet meget om, at jeg skal forsøge at tage det mere med ro, for hvis jeg ikke overbelaster mig, så er der chance for, at jeg ikke presser mine følelser derud, hvor det går galt. Men jeg vil nu alligevel meget gerne ned til kernen af problemet, så jeg kan få ryddet op og virkelig arbejdet med min sygdom. Derfor håber jeg også, at jeg kan få et forløb ved en psykolog snart – indtil da holder jeg ud og overlever. For jeg har livet foran mig, og jeg har (i gode perioder) en tro på, at det nok skal blive bedre for mig. At jeg nok skal få det liv, jeg drømmer om!  💪Resized_20181006_131927

Ny psykiatri – de samme dejlige mennesker😊

Det gik rigtig hurtigt, alt for hurtigt. Der gik faktisk ikke mere end et par timer, fra at jeg havde lagt det sidste indlæg ud, til at jeg var på vej ud til Skejby skadestue for at blive syet. Men sådan kan det gå en gang i mellem. Jeg fik det meget pludseligt dårligt, og søgte egentlig også hjælp, men i sidste ende var det hjælpen desværre ikke nok til at stoppe mine stemmer. Jeg var så bange for dem, at jeg forsøgte at dæmme op for, hvad de ville have mig til at gøre, så jeg skar i mig selv. Egentlig ville de nemlig have, at jeg skulle hoppe i havet, og selvom det lyder voldsomt at skære i sig selv, så var det trods alt en mere kontrolleret handling. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville dø af at skære i mig selv, men derimod var chancen stor for, at jeg ville ende med at drukne, hvis jeg hoppede i havet på denne her årstid 😨

Men såret skulle have behandling, så jeg fik samlet mig nok til at tage op på skadestuen. Her blev såret set på, men heldigvis var det ikke alvorligt, så lægen satte bare nogle strips hen over til at holde det i spænd. Så var der styr på det fysiske, men det psykiske var i den grad i “stykker” 🤕

Hele den her uge har været stor flytte uge for psykiatiren, der er flyttet fra Risskov til Supersygehuset i Skejby. I går var det så psykiatirisk modtagelses tur til at flytte. De åbnede allerede klokken ti om morgen ude i Skejby, og lukkede ned klokken tre i Skejby. Derfor var den nye akut psykiatriske skadestue egentlig åbnet op, da jeg sad i skadestuen, men der var en masse forvirring om, hvordan og hvorledes alting skulle gøres, for der var enighed om, at jeg skulle videre i systemet. Det var ikke til min fordel, for det betød, at lægen og sygeplejersken fra somatisk skadestue løb frem og tilbage, mens jeg egentlig bare havde brug for at snakke med nogen 😢

Men som overskriften også giver udtryk for, så er det heldigvis de samme dejlige mennesker, der er flyttet med ude fra psykiatrisk modtagelse. Og til mit held var det et kendt ansigt, der pludselig stak ansigtet ind til en snak, da jeg havde allermest brug for det. Var han ikke kommet forbi, ville jeg formentlig være gået, og være taget ned til vandet, for mine stemme var helt ustyrlige. Men sammen med personalet fra den gamle modtagelse, som jeg efterhånden kender rigtig godt, fik jeg en seng i den nye modtagelsen, og jeg vil måske ikke ligefrem sige, at jeg fik trygge fysiske rammer, for det hele var spritnyt, men de socialrammer var der. Og det betød en verden til forskel 😊

For det var noget af en omvæltning, når man har det rigtig skidt, at skulle et nyt sted hen. Faktisk var jeg ved at gå helt i panik, allerede da jeg cyklede ud til Skejby, for der var så meget nyt, og jeg kendte ikke vejen, og det var samtidig med, at jeg havde to stemmer inden i mit hoved, der skreg alt, hvad de kunne. Så noget kendt kan ofte gøre en rigtig stor forskel. Men når det så er sagt, så er det faktisk nogle flotte bygninger, som de har fået lavet herude. Men jeg må indrømme, at jeg var ret paf, da sygeplejersken viste mig ind på min stue.

Her er det så.

Men det vi gik ind i mindede altså mest om et mødelokale. Der var for det første slet received_1205665742942211ikke nogen seng. Det var ret bizart. Men for det andet, så stod der et bord med fire stole – ellers lignede det egentlig godt nok en stue. Meget alá de nye stuer, som de har fået i somatikken, hvis man bliver indlagt der. Med fjernsyn (der så godt nok ikke virkede) og det hele. Sengen kom så godt nok ret hurtigt, så der var egentlig ikke noget at klage over. Det er selvfølgeligt meget nyt at skulle vænne sig til, men jeg tror nok, det skal komme. Jeg er i hvert fald fortøstningsfuld 😉

Der er så en del andre ting, der også følger med, at modtagelsen er flyttet. En ting, jeg ved, at de fleste fra personalet i hvert fald lige skal vænne sig til, er, at de skal gå i det samme tøj som deres kollegaer i somatikken. Det skal man lige vænne sig til, fordi det ellers altid har heddet sig, at de ansatte i psykiatrien har gået i normalet tøj. Noget der egentlig har været rart, synes jeg, da det har gjort, at jeg ikke har følt det så hospitalsagtigt, men det er selvfølgelige hele idéen bag, at psykiatrien er blevet rykket ud som en del af Supersygehuset 🏥

Noget andet er, at der kun er seks stuer, hvor der på den gamle modtagelse var hele ti stuer. Det gør, at der ikke længere er den store mulighed for at tage nogen ind til “en enkelt overnatning”. Faktisk er det sådan, at man i akut psykiatirsk skadestue har valgt at lave deres eget venteværelse. En beslutning som jeg, og jeg tror også mange andre, er glade for, da tanken om at skulle dele venteværelse med små børn og andre med helt almindelige skader, ikke var noget der tiltalte ret mange psykiatriske patienter. Men det har også betydet, at der er gået en af de seks stuer til det. Og oveni, så bruges en af stuerne også, hvis der er plads til det, som samtalerum, så så har man kun fire stuer. Det er godt nok grotesk, at der skal spares så meget, men det er svært at sætte sig op mod folketinget, når de ikke vil høre det mindste efter 😤

Og som det sidste, så er der nu kommet en regel om, at man egentlig “kun” må være ireceived_323520431585027 skadestuen i fireogtyve timer. Før i tiden har der været mulighed for, at hvis man havde brug for det, så kunne man blive en nat mere, men det er der simpelthen hverken plads eller ressourcer til. Måske meget godt, og måske skidt – nu må vi se. Jeg vil i hvert fald bare rose personalet på den nye akut psykaitriske skadestue, fordi de tog så godt imod mig i går, og fordi, at de, selvom de stod mit i et flyttekaos, stadig fandt plads til at tage sig rigtig godt af patienterne. Det gjorde i hvert fald, at min aften og nat blev til at holde ud 😌

I morges blev jeg sendt videre i systemet, og blev rykket over i endnu et flyttekaos på en af de faste sengeafsnit, men heldigvis kender jeg også rigtig mange fra personalet herovre, så jeg er optimistisk 😊
Tak til jer, der vile læse mit lidt lange indlæg – og rigtig god weekend til jer alle 🙋‍♀️

Så er det snart jul 🎅🎄

Så er der kun 9 dage til at det er d. 1. december – det betyder, at der skal pyntes op 😄 Hvis der er noget, der kan løfte mit humør, så er det at se julepynt – en masse lys og glitter, og så mens “Last Christmas” toner ud af høretelefonerne, så er det bare himlen😉 received_291011068185399
Siden jeg kom hjem i mandags, har jeg brugt de fleste af mine kræfter på at få ryddet op på mit værelse, sådan at jeg kunne få pyntet op til jul. Det trængte efterhånden til en kærlig hånd, da jeg som sagt ikke havde været hjemme i et godt stykke tid. Det endte alligevel med at være 19 dage, jeg var indlagt, så der havde samlet sig diverse støv samlinger 🙆‍♀️

Men “bare” det at skulle gøre rent på mit værelse er en stor udfordring for tiden. Jeg har simpelthen ikke overskuddet eller kræfterne til det, men mit hoved har bare ikke fået det memo. Det svinger pisken fremad, for at jeg skal fortsætte, og så pludselig står jeg i en situation, hvor der står en bjørn ovre ved sengen, og kigger sultent på mig. Så ved jeg dog heldigvis godt, at den er gal, men idéen med al min behandling er jo, at jeg skal stoppe op, før jeg kommer helt derud, hvor min verden bliver en anden. Men som sagt “var mit hoved syg den dag, det blev sagt i klassen”. 🤕

Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at jeg ikke kan andet end at gøre en lille smule rent, og så deltage i fælles aftensmad. For mig er det et enormt nederlag, at jeg er sunket så dybt. Før hen kunne jeg jo stå op klokken 6, tage på gymnaiset, deltage i en fuld dag der, og så tage på arbejde til sent ud på aftenen, uden det gjorde det store. Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at min krop er begyndt at sige fra. At jeg skal lytte til mine egne behov. Det lyder skørt i mit hoved – men hvis jeg vil undgå sultne bjørne i mit værelse, så er det altså en ting, jeg må lære. 🐻

Jeg må med andre ord lære, at det faktisk er et fremskridt, at jeg kan holde til at gøre rent og deltage i fælles aftensmad. Før jeg har før hen været helt dernede, hvor jeg slet ikke kunne holde til bare at se tv. Så det er jo et stort skridt fremad, selvom det føles som 15 tilbage. 🚶‍♀️

received_311501369454285Så det er det, jeg arbejder så meget med – hele tiden at acceptere mine begræsninger, men også samtidig at få dem vendt til fordele. For det er med at se livets positive sider, og ikke sidde fast i de negative sider. Så nu har jeg f.eks. en masse tid til at arbejde på min bog, hvilket jeg nyder rigtig meget. 📇 Og så har jeg også tid til at pynt til jul – det har ikke været hvert år, at jeg har haft det. 🎅😊

 

 

Nogen er bare født med mere kraftfulde batterier😊

received_268001467246079

Hej derude 👩‍💻

– Det er ved at være lang tid siden, at jeg har lagt noget op her på siden sidst, men jeg har haft utrolig meget at se til med medicinomlægning og møder. Oven i alt det arbejder jeg også videre på min bog, så det kan sommetider være svært at få skrevet om det hele. Men jeg håber, at I stadig har lyst til at læse med, og få et lidt større indblik i et liv med skizofreni 👧
Der er sket en hel masse siden sidst, men det er lidt meget at skulle til at hive alt det op, så jeg tror bare, at jeg vil fortsætte fra det, der optager mig lige nu 😄

Jeg er lige kommet hjem fra en længere indlæggelse på P4. Det endte med at være hele 19 dage, selvom jeg gerne ville have været udskrevet efter den første. Men jeg er nu i bund og grund meget glad for, at jeg endte med at blive, for jeg fik nogle rigtig gode bekendtskaber, som jeg slet ikke vil være foruden. Men jeg har altså også bare savnet Hasle Kollegiet! ❤
Det er et helt andet liv, der er her på bostedet, og så er der alle de dejlige mennesker, så det var rart at vænne hjem til. 😍
Men det der med at vænne hjem efter så lang tid væk, kan være noget af en omvæltning. Jeg har altid haft rigtig svært ved at omstille mig fra det ene til det andet, og i går var ingen undtagelse. Derfor endte jeg også ud i at overanstrenge mig alt for meget, da hele mit værelse fik en ordentlig overhaling. Ikke super smart, men på den anden side holdte jeg mig beskæftiget, så jeg ikke faldt tilbage i de gamle selvskadende vaner.Men tankerne og impulserne til at skade mig selv var der.

Men i dag sidder jeg tilbage med et nydeligt værelse og ingen sår, så det må siges at have været en vellykket plan i går. Den ”pris” jeg så må betale i det her tilfælde er, at jeg er enormt træt og dovn i dag. Det tog mig en pose M&M’s og en halv time med min Playstation, før jeg havde kræfter til at sidde op. Men hvis det er ”prisen”, så er det en lille pris for at undgå selvskade. Desværre betyder det så også, at jeg går glip af en samtale med min behandler i APE og et foredrag, som jeg gerne ville høre, men så må det være sådan 🤷‍♀️

Det her med at sætte fokus på mig selv, og lære mine grænser at kende, det er noget meget nyt for mig. Eller sagt på en anden måde, så er det meget nyt, at jeg er begyndt at arbejde med det. For jeg har fået det at vide lige fra jeg startede i OPUS (behandlings tilbud for unge med skizofreni).

”Du er et sårbart menneske, der er nødt til at mærke efter, hvor dine grænser går.”
”Du er nødt til at tage dig selv seriøst, og give dig selv plads.”

Sætninger, jeg har hørt igen og igen, men som jeg ikke har haft selvtilliden til at høre efter. For jeg forstod godt, hvad det var, at alle de dejlige mennesker forsøgte at sige til mig, men jeg kunne bare ikke efterleve det, for jeg havde ikke lov til at efterleve det. Jeg var ikke noget værd! Alle andre kom i første række, og så måtte mine behov ellers pænt gemmes væk. Men sådan er det heldigvis ikke mere!

Nej, jeg har fundet så meget selvtillid💪, at jeg faktisk kan lytte efter, hvad jeg har

received_705979873117635

brug for. For jeg har behov, der er anderledes end alle andre. Jeg har ikke så meget overskud, og det må jeg simpelthen lære. Jeg kan ikke have gang i noget hver dag i ugen. Eller det kan jeg måske godt, men så ender jeg inde på skadestuen efter et selvmordsforsøg. Så sørger min krop simpelthen for at sige fra på sin egen måde. Og det er altså en alvorlig måde! Så jeg har lært at lytte efter før, og mærke, når jeg har brug for en pause. Og det er bestemt ikke fordi, jeg er god til det, men jeg også lige begyndt på det, så forhåbentlig kommer det. Men i dag er en øvelse; jeg må fravælge noget, som jeg egentlig gerne vil, for at passe på mig selv. Et svært valg, men et nødvendigt valg.

 

Og egentlig er det vel ikke så anderledes end alle andres liv, den eneste forskel er bare, at der ikke skal ret meget til, før jeg skal passe på mig selv. Mine batterier, hvis man kan bruge den terminologi, er ikke så kraftfulde som alle andres – de skal lade oftere, fordi de hurtigere løber tør for strøm.🔋🔌

Det var lige en længere smøre om energi – men på den anden side, så er det helt klart det, der fylder mest for mig lige nu, så derfor syntes jeg, at det var værd at nævne 😉

Den officielle selvmordsforbyggelses dag – bryd stigmatiseringen!

Det er i dag den officielle dag for selvmordsforebyggelse i hele verden, og temaet for denne dag er, at man forsøger at nedbryde tabuet om selvmord.

received_330043584218732Jeg har selv forsøgt at begå selvmord masser af gange, og det var bestemt ikke, fordi at man talte med mig om selvmord, at jeg fik lyst til at begå selvmord – tværtimod, så var det fordi, at jeg ikke snakkede nok med nogen om det.

Det er så enormt vigtigt, at vi begynder at snakke om emnet, for jo mere vi snakker om det, jo får folk, der har det svært, at vide, at der er muligheder for at få hjælp. Der er så mange muligheder, som man kan søge; psykiatrisk hospital, rådgivningstelefoner, livslinjen (70 201 201), læger, venner, familie. Det er bare med at søge dem, for der står masser af mennesker klar til at hjælpe. Så mange mennesker, der hellere vil hjælpe en, mens man er i live. Alle har en betydning, og selvmordstanker er en tilstand, der går over, så det er med at få hjælp til at holde denne tilstand ud – og det kan lade sig gøre! Jeg er ikke selv et lysende eksempel på det, for jeg er selv midt i det, men der er så mange andre lykkelige historier, så jeg har troen på, at det kan lykkes at komme over denne tilstand! Hold ud og søg hjælp!

Jeg har skrevet et blogindlæg på Outsideren om dette emne, og om hvad mine egne oplevelser har været med det. Desuden kører DR en dokumentar serie, omkring det at ville dø med Anders Lund Madsen.

 

En hverdag med plads til livet..

Jeg startede denne blog, fordi jeg gerne ville have mere åbenhed om psykisk sygdom.20171212_171944 Jeg har et håb om, at hvis vi bare kan komme til at snakke om det, så virker det måske ikke så skræmmende, og til sidst er det måske endda ikke et tabu mere. En af de måder, jeg håber at kunne bygge en bro over kløften mellem ”det normale” og det psykiske syge, er ved at give et indblik i min hverdag – en hverdag, hvor psykisk sygdom fylder rigtig meget.

For jeg kan ikke komme udenom, at jeg lider af skizofreni. Selvom jeg har rigtig svært ved at acceptere den, så er den en meget stor del af min hverdag. Det er den i den forstand, at den begrænser mig på mange punkter. Det er meget svært for mig, at min sygdom skal fylde så meget i hverdagen, men faktisk gør min ”frustration” over min sygdom den værre, end den egentlig er. Det er ligesom at sige, at man ikke må tænke på den lyserøde kanin – tænker man så ikke kun på den lyserøde kanin? Det lyder så nemt bare at sige, at tricket er, at man bare skal lære at leve med sin sygdom, og de begrænsninger, som den kan byde på, men hold nu op, hvor er det svært! Især for mit vedkommende, fordi jeg lige nu ikke kan koncentrere mig meget mere end en til to timer om dagen.


Jeg vil meget gerne bruge min dag på ”noget” i stedet for bare at sove (og hvis jeg er heldig, spille Playstation) hele dagen. Så det sker næsten hver dag, at jeg får presset min koncentration for meget, fordi jeg ikke kan lade være med at lave alt for meget i løbet af dagen, og om aften må jeg så betale med selvskadende tanker, stemmer, selvmordstanker, og andre psykotiske symptomer, som farer rundt i mit hoved.

Jeg kan godt høre, at det lyder meget voldsomt, og det er det vel egentlig også, men når man lærer at leve med tanker om at tage sit eget liv, hver dag, så er de ikke så farlige mere. (Hvilket nok gør dem endnu farligere). Så er det ligeså naturligt at tale om, som hvad man skal lave den næste dag.

20180823_171909
Når selvmordstankerne tager over.. Sørgeligt, men en opsang om at slappe af! 




Men jeg bliver simpelthen nødt til at slappe mere af. Mine behandlere og læger siger det samme. Jeg bliver hele tiden nødt til at opveje, om jeg har overskud til forskellige ting i løbet af dagen. Ellers kender jeg konsekvensen. Det er vel egentlig ikke så fjernt fra alle andres hverdag. Man har et vist niveau af energi, og når man har brugt det, så kan man ikke mere. Jeg har bare ikke så meget, så en stor del af min hverdag, går med at overveje, hvad jeg kan og ikke kan holde til.

Konsekvensen i form af psykotiske symptomer og selvmordstanker, er formentlig værre end konsekvensen for andre, der har brugt deres energi, men i bund og grund er hverdagene ikke så forskellige. Mange har måske den opfattelse af folk, der lider af skizofreni, at de hører stemmer og ser syner konstant, og burde være indlagt, sådan at de ikke er til fare for nogen. Men det er heldigvis meget langt fra tilfældet.

Rigtig mange er nemlig velmedicinerede, hvilket vil sige, at de psykotiske symptomer, depressive symptomer, angst og humørs svingninger, som jeg ellers normalt har oplevet konstant, er holdt nede. Jeg er efterhånden også så heldig, at være velmedicineret, så jeg faktisk næsten fungerer helt ”normalt”. Selvfølgelig med undtagelse af, at et for stort pres i hverdagen, kan bryde medicinens tag i symptomerne. Så som sagt er det vigtigste for mig at få blancret min hverdag, sådan at jeg kan holde medicinens låg på mine symptomer.

Men det der med ikke at udsætte sig selv for for meget pres, det er så lige det. For hvem vil ikke gerne nå det hele på en gang? Jeg vil i hvert fald ufatteligt gerne nå både at skrive en bog, få en uddannelse og et job, inden jeg er 30. Det er ret urealistiske, men det er bare lige det med at acceptere det. For jeg vil heller ikke vende den om, og bare sidde og trille tommelfingre, så det gælder om at finde mit leje. Men det er ikke nemt, når vi har et samfund, hvor man kun bliver vurderet på præstationer! Så er det let at falde i fælden, og presse sig selv for meget.


20180823_170738

Men for nu har jeg taget udfordringen op, der hedderskrivekunstskolen. Selve kurset er en lidt for stor mundfuld, men jeg har fået lov til at starte blidt, hvilket er lige, hvad jeg har brug for. Forhåbentlig kan jeg komme op deltage ligeså meget som de andre, men lige nu forsøger jeg at tage den stille og roligt, og i stedet hækle en masse (afslapning). For sommetider har man bare brug for at sætte sig ned, og måske hækle, eller hvad man nu slapper af med, og tage sig den ro, man har brug for! Om man så er syg eller ej 🙂 🙂