13. oktober 2019

Kære dagbog 📖

Mit humør går virkelig op og ned. Det er noget lort! Jeg føler virkelig, at jeg har brug for at snakke med min behandler i Klink 1 om det, men hun svarer mig ikke. Jeg er nemlig så ekstremt bange for, at det måske er en depression, som jeg er ved at udvikle 😨

christmas-3805334_1280Hvorfor en depression?
Jeg får ret meget medicin for, at mit humør ikke skal lave alt for store udsving. Heldigvis virker det også for det meste. Det er kun, hvis jeg har været ekstremt presset, ligesom jeg f.eks. var i torsdags, hvor jeg havde et hårdt program.
Men hvorfor tror jeg så, at det er en depression, når jeg bare var presset torsdag?

Det er egentlig fordi, at jeg har en tendens til at blive meget trist og modløs om aftenen, at jeg er bekymret. For der er ikke bare tale om en enkelt aften, men det er til gengæld hver aften. Og jeg ved fra tidligere depressioner, at jeg har det svært, når det bliver mørkt, så det kan næsten ikke stå tydeligere skrevet 😧

Selvfølgelig kan frygten være med til at skabe en placebo følelse. Med det mener jeg, at jeg ved at fokusere så meget på, at jeg måske er deprimeret, faktisk kan skabe følelsen af at være deprimeret. Derfor er det også så vigtigt, at jeg får snakket med min behandler, sådan at jeg kan få be- eller afkræftet min frygt. Forhåbentligt afkræftet, for jeg føler virkelig ikke, at jeg kan overskue en ny depression 😣

Jeg har efterhånden haft en depression de sidste seks vintre. Jeg kunne virkelig godt trænge til en jul, hvor jeg faktisk var glad!

20190120_180254De små ting i hverdagen
Jeg har lagt rigtig mange billeder ud af træning på min Instagram for tiden. Måske endda lidt for meget 😂

Men det er simpelthen fordi, at min træning betyder så meget for mig. Jeg er så glad for, at jeg har fået en personlig træner, selvom jeg måtte betale dyrt for det. Han har virkelig været med til at motivere mig, men han har også lært mig, hvordan jeg udnytter min krops muskler bedst. Jeg er virkelig blevet stærkere, og jeg nyder i fuld drag, når jeg kan komme en vægtskive mere på stangen. Jeg er nok lidt af et konkurrencemenneske 😉

Jeg har også Rasmus, som gladelig tager med hver gang. Vi træner ikke det samme, men bare det at have en, der trækker mig afsted og modsat, det betyder alverden. Og træningen gør virkelig godt for os begge. Den giver energi og overskud 😄

Ud over træning bruger jeg meget af min tid på Rasmus. Han er ved at være godt stresset over, at han snart skal flytte, så det kræver sommetider, at en af os, kan holde hovedet koldt. Men jeg har også en del tid til mig selv. Og så længe det ikke er om aftenen, så går det også rigtig fint med at bruge den 😋

received_3074353982637731Jeg plejer at bruge meget tid på at skrive og hækle. Jeg føler lidt, at jeg forsømmer resten af mit værelse, fordi det altid er de to ting, jeg griber til. F.eks. har jeg et puslespil, som jeg gik i gang med for over et halvt år siden, men det står stadig halvt færdigt🤔

Men jeg nyder virkelig at hækle. Det kræver ikke meget overskud, så jeg plejer at sætte mig i min lænestol som det første om morgen, og så bare fyre op for noget julemusik (det er snart december), og så hækle til jeg vågner 😴

Screenshot_20191013-132951Når jeg så er vågen, kan jeg gå over til at skrive. Lige nu er jeg ved at skrive på en ny bog, da min anden bog stadig er ved forlaget. Så jeg skal lave noget, mens jeg venter. Men at hækle og skrive, er noget af det, der giver mig energi og overskud sammen med træning. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fast i det. Også når det bliver rigtig svært!

Tak fordi I ville læse med – forsat god søndag 😘❤

6. oktober 2019

Kære dagbog 📖

En smadret krop, men et smilende sind. Jeg var til håndboldkamp med mit gamle hold i Grynderup i går. En kamp, som jeg havde set meget frem til, og som jeg havde store forventninger til 😁

received_10203811515519558Lige siden jeg fik en personlig træner, har målet blandt andet været at tabe mig, men mere vigtigt, så har det været, at jeg blev stærkere. Og det er jeg blevet. Jeg havde kræfter til at holde modspillerne i forsvaret. I angrebet kneb det stadig lidt med at koordinere min skud og mine bevægelser, men forhåbentligt kommer det snart 🤾‍♀️

Men det var virkelig en fantastisk følelse at være tilbage på håndboldbanen. Og ikke bare det! At være tilbage i et fællesskab. Et raskt fælleskab, hvor man ikke taler indlæggelse og selvskade. Nej, men hvor hverdagsproblemer som børn og mænd stod på dagsorden. Det gav bare et kick uden lige, som fik mig til at længes efter mere af den slags ❤

20170620_110054Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide psykiatrien, for det kan jeg! Men sommetider er det bare tiltrængt at snakke om andre ting. Og bare det at være sammen med mennesker, som har energi og overskud, smitter af. Ligesom jeg sagtens kan mærke, at en trist stemning på kollegiet trækker al energi ud af mig, så fik jeg simpelthen så meget energi i går 😄

Men det var også svært! For jeg er så indfanget i psykiatrien med al dens selvskade, psykoser og depressioner. Så hvordan er det lige, at man er sammen med nogen så simple som min familie? Jeg syntes faktisk selv, at det gik ret godt, men jeg kunne sagtens mærke, at det var svært. Specielt i starten, hvor man lige skulle rette sig ind.

Træning
Det går super godt med min træning. Som jeg skrev på instgram i ugen, så fandt jeg ud af, at jeg egentlig var meget stærkere, end jeg troede. Og jeg elsker at træne. Det er selvfølgelig hårdt sådan en dag som i dag, hvor jeg er godt smadret efter håndbold i går, men Rasmus og jeg har besluttet, at vi skal træne! Og når jeg først er kommet i gang, så er det slet ikke så slemt endda 💪🤸‍♀️

Det giver både en følelse af at være normal at træne, fordi man er i ”normale” omgivelser, men det giver også en masse overskud. Selvfølgelig er man træt i kroppen efter en træning, men det er som om, at hovedet er blevet renset, mens man har trænet. Så det er et fantastik led i min behandling, selvom den ingenting har med psykiatriskregi at gøre. Man kan måske sige det sådan, at det er Rasmus og min helt egen opskrift på overskud, og den virker! Jeg (vi) kan kun anbefale den til andre, der også døjer med et tungt sind 😁

received_744264699329981Bolig situation
November nærmer sig. Nu er det snart, at Rasmus får lejligheden. Jeg kan godt mærke på ham, at han glæder sig, men jeg ved ikke, om jeg glæder mig mere på hans vegne? Jeg kan bare ikke gøre for det, men jeg glæder mig bare sådan til at få et helle sted. Jeg er dog fuldt ud med på, at det er Rasmus’ lejlighed indtil jeg flytter ind, og det respekterer jeg. Det er bare dejligt at vide, at vi kan skabe en lille boble, der ikke handler om psykiatri, når vi er sammen ved ham 🙂

Det er stadig planen, at jeg skal flytte ind sammen med ham efter nytår. Det glæder jeg mig helt vildt til. Det er ekstremt svært at vente, men jeg forsøger at dæmpe min iver. Rasmus gav mig nogle ”opgaver”, som jeg skal øve mig på, før vi kan flytte sammen. Ting som, at jeg skal kunne håndtere mine dårlige perioder uden at hænge på ham. Med det mener han, at han ikke skal være min behandler. At jeg skal kunne forsøge at berolige mig selv, men hvis det ikke går, så skal jeg selv kunne tage kontakt til hjælpen, som ikke er ham. Selvfølgelig vil han gerne støtte mig, men jeg skal selv lære at klare det. Og det går indtil videre faktisk rigtig godt. Jeg øver mig hver dag på det, for selvom jeg gerne vil kunne sige, at jeg ikke har selvskadende tanker eller selvmordstanker, så er det stadig en daglig kamp for mig. Dog ikke en svær kamp, for jeg er meget mere i kontrol med mig selv, end jeg før har været, men det er stadig en kamp. Heldigvis har jeg så også nogle måneder til at få helt styr på det. Jeg er meget fortrøstningsfuld 😄

Mange tak fordi I ville læse med, og rigtig god søndag til jer ❤😁

30. September 2019

Kære dagbog 📖

Der sker meget på kollegiet for tiden. Ironisk nok, så har der aldrig rigtig været så stille, som der er nu. Der er ingen ambulancer, ingen politi, ingen vagtlæger og ingen selvskade. Men der sker alligevel meget.

Min kontaktperson stopper, fordi han har fået nyt job. En af de andre fra personalegruppen stopper, fordi hun går på pension. Vores leder stopper også, fordi hun går på pension. Derudover er der rigtig mange, der står og skal flytte. Så lige nu står vi lidt i stampe, fordi der ikke rigtig er sket noget nyt endnu, men fordi vi ved, at det kommer til at ske 😑

businesswoman-2817567_1920Ansættelsessamtaler
Der skal selvfølgelig ansættes nogle nye til de to af stillingerne, der bliver ledige. En ny medarbejder og en ny leder. Det betyder også, at der skulle holdes ansættelsessamtaler. Jeg havde for lang tid siden meldt mig til at være med til lederens ansættelsessamtale, men fordi jeg ikke kan finde ud af at sige nej, så endte det også med, at jeg om med i udvalget til den nye medarbejder. Det betød tre dage på en uge med samtaler. Det var en hård uge, for jeg havde også en masse andre ting, der skulle passes 😥

Det var første gang, at jeg var med til en ansættelsessamtale, så jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. Derfor var det også ret skræmmende, især fordi det var lederens ansættelsessamtale, som vi skulle til først. Det er trods alt en vigtig stilling, så jeg ville nødig gøre noget forkert 😳

Til trods for, at det var en lederstilling, så var stemningen faktisk rigtig god. Der var plads til alle vores spørgsmål, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne spørge om noget forkert. Jeg fik faktisk også følelsen af, at mine spørgsmål var helt i orden. Det gav et kæmpe selvtidsboost 😄

Jeg har tavshedspligt, så jeg kan ikke udtale mig så detaljeret om det, der skete til samtalen. Jeg havde dog en følelse af, at jeg havde fået en masse viden omkring ansættelsessamtaler med mig 🙂

Til den medarbejdersamtalen var det lidt noget andet. Jeg kunne også tage noget erfaring med mig fra samtalerne der, men jeg føler alligevel ikke, at jeg havde den samme frihed som ved ledersamtalerne. Men det endte med, at vi fik ansat to folk, som jeg glæder mig til at se på kollegiet i fremtiden 😊

received_384833839076460Alkohol og skizofreni
I fredags tog min veninde og jeg en spontan druk aften. En super hyggelig aften, hvor vi fik en del indenbords. Det er altid svært med alkohol og psykisk sygdom, for alkoholen forstærker følelser. Men jeg vil nu ikke undvære det for noget, for det kan virkelig også forstærke de gode følelser. Jeg plejer altid at have gode aftener, hvor jeg virkelig kan slå mig løs. Men jeg vil dog ikke opfordre folk med psykisk sygdom til at drikke. Det er en svær balancegang, som man skal kende sig selv for at have styr på. Så det er noget med at mærke efter, hvis man gerne vil drikke. Men når det er sagt, så nyder jeg bare, at jeg kan have disse stunder, hvor jeg kan slå mig løs 🎉

received_545789912829174Træning
Det går super godt med træning. Det er nok det, jeg holder allermest fast i. Rasmus er stadig med, hvilket er virkelig dejligt. Og det er ikke kun mig, der har fået muskler. Det har han virkelig også 💪

Det går stærkt med at opbygge muskler for mig, men vægten har længe stået lidt stille. Derfor har min personlige træner opfordret mig til at begynde at gå minimum 8000 skridt om dagen, og 16000 skridt to dage om ugen. Det og så skulle jeg ændre mine kostvaner. Desværre var det jeg hørte, at jeg skulle spise mindre og motionere mere. Så det er det, jeg gør. Jeg håber bare ikke, at jeg ender med slet ikke at spise noget, og i stedet træne for meget. Jeg håber, at min træner vi hive fat i mig, hvis jeg taber mig for hurtigt, for jeg ved, at jeg hurtigt kan komme til at sluge mig selv ind i en anoreksilignende verden 😨

Tak fordi I ville læse med, og fortsat god mandag til jer derude! ❤

12. september 2019

Kære dagbog 📖

Boligsituation! Hvordan flytter man sammen med sin kæreste, når man begge to lider af skizofreni, og er det overhovedet en hindring?

window-3042834_1920Rasmus (min kæreste) har været så heldig at få den mest perfekte lejlighed tilbudt. Den er lidt dyr, så det er svært for ham at sidde i den alene. Derfor vil han gerne flytte sammen med mig. Ikke kun af økonomiske grunde, men også fordi, at det giver mening. Jeg kunne ikke være mere enig. Problemet er bare, at jeg er meget ustabil i min sygdom. Det kan gå hen, og slide rigtig meget på vores forhold, hvis ikke vi lærer at tackle det rigtigt. Derfor flytter vi ikke bare lige sådan sammen 🙁

Ramus får lejligheden fra 1. november af, så der er ikke lang tid til. Der skal lige laves nogle småsting i lejligheden, før den er klar til at blive bebolig. Men ellers flytter han ind deromkring. Og helt naturligt vil jeg selvfølgelig meget gerne flytte med, men vi havde en god snak med vores kontaktpersoner, der rådede os til at tage den med ro. Noget, jeg har meget svært ved! Men de har ret. Lige nu er det ikke realistisk, at jeg flytter sammen med Rasmus, lige når han flytter. Men heldigvis er vi dog blevet enige om, at vi stiler efter, at jeg kan flytte ind efter nytår, hvis jeg er blevet mere stabil 🤞

Det er selvfølgelig svært at vænne sig til den tanke, når man er mere end klar til at flytte nu, men jeg respektere, at Rasmus har brug for, at jeg viser ham, at jeg kan klare at bo sammen med ham. For han skal ikke stå med ansvaret for mig. Det er ikke fair, for han er også syg og sårbar!

Men det betyder selvfølgelige ikke, at jeg skal være rask, og begynde på universitet eller sådan noget. Nej, jeg skal bare have skabt mig et netværk, som jeg kan trække på i svære situationer, sådan at Rasmus kan smide ansvaret fra sig, når han ikke kan mere. Forhåbentlig bliver det også sådan, at jeg har en masse ting at gå til, sådan at jeg ikke hænger på Rasmus hele tiden 🤔

businessman-607831_1920Lige nu har jeg ikke noget konkret, som jeg skal i hverdagen, men jeg er sikker på, at det er på vej. Jeg skal nemlig snart til samtale med min sagsbehandler i kommunen, sådan at jeg kan få gang i et eller andet. Ud over det skal jeg til en samtale om måske at blive ambassadør i en forening, der hedder; En af Os. Hvis jeg bliver ambassadør, vil det sige, at jeg skal ud og holde foredrag med dem, om min sygdom. Det er lige præcis det, jeg rigtig gerne vil. Hvis jeg kunne, ville jeg bruge min tid på at skrive bøger, og holde foredrag 🤗💻⌨

I forhold til min bog, så har jeg fået endnu et afslag, men jeg håber stadig.

Men i forhold til flytning, så ved jeg, at der ligger en masse arbejde forude. Jeg føler mig dog meget motiveret for at tage fat i det. For jeg vil virkelig gerne bo sammen med Rasmus, og jeg er sikker på, at det også nok skal lykkes en dag. Vi skal bare tage det i vores tempo, sådan at vi ikke ender med at slå op 😨

Træning
received_2355319808129462Min personlige træner har lavet et program til mig, som er yderst hårdt. Men hvis det er hårdt, så må det betyde, at det virkelig virker. Faktisk har jeg allerede tabt mig to kilo, så noget rigtigt gør jeg da 💪🏋️‍♀️

Rasmus er virkelig god til at støtte op om, at vi skal tage af sted, og han har virkelig fået nogle muskler. Jeg var så glad for, at jeg kunne ro 1000 meter på under 5 minutter, men så kiggede jeg lige over på Rasmus’ skærm, hvor der stod, at han havde roet 1000 meter på 4.19 minutter. Den sved. Men han er selvfølgelig også en mand. En mand, jeg er stolt af 😗💪

 

Hjemme igen
Jeg blev udskrevet i mandags, og siden da har det egentlig gået rigtig godt med at være hjemme. Der er meget stille i huset, fordi der er rigtig mange, der er indlagte eller fysisk syge. Men det er også dejligt med noget ro engang imellem 😊

 

Tak fordi I ville læse med, og forsat god torsdag derude 😁❤

3. september 2019

Kære dagbog 📖

Jeg vil ønske, at jeg kunne skrive, at det hele gik godt, for det er sådan, jeg helst vil have det. Desværre byder livet bare sommetider på nogle nedture også 😢😄

20190903_113614Jeg er stadig indlagt på S8. Det var meningen, at jeg skulle snakke med lægen i dag, men hun er desværre syg, så jeg bliver nødt til at vente. Det er ret hårdt, for jeg er ved at få det rigtig skidt. Jeg er lidt bange for, at jeg er på vej ud i en ny depression 🙁

Men der er dog noget, som jeg gerne vil fremhæve. For jeg er trods alt kommet langt på mange punkter. I de gamle selvskader dage ville jeg nemlig have set lægens sygedag som en afvisning. At hun med andre ord ikke gad mig. Det ville have sat gang i de dårlige tanker, og stemmerne ville for alvor tage over. I hvert fald indtil jeg havde selvskadet 🔪

Heldigvis er jeg nået så langt, at jeg godt kan se, at lægen bare er syg, og at det intet har med mig at gøre. Hun kommer igen på torsdag, og så tager vi den bare derfra. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at selvskade over det. Så jeg er virkelig kommet langt. Så langt at jeg kan tackle nogle problemer helt uden selvskade. Det er virkelig et stort skridt for en som mig, der virkelig var viklet ind i hård selvskade. Men det er kun dejligt ❤

received_680962922383032Depression eller ej?
Jeg er som sagt bange for, at jeg måske er på vej ind i en ny depression. Jeg har allerede haft 5 i forvejen, så jeg ved, hvad det går ud på. Og jeg tror også, at det er det, der virkelig skræmmer mig. Den sidste depression var nemlig så hård, at den næsten tog livet af mig. Det vil jeg selvfølgelig gøre alt for at komme udenom 😨

Det er faktisk også et stort skridt, at jeg kan sige højt, at jeg hellere vil leve end at tage mit eget liv. Det kunne jeg ikke for bare et år siden. Men heldigvis ser tingene lyse ud nu. Jeg har en fantastik kæreste, en god familie, rigtig gode venner, noget at stå op til hver dag. Der er så meget i mit liv, der går den rigtige vej. Det er også derfor, at jeg så nødig vil trækkes tilbage i mørket. Men det er virkelig en kamp. Især når der nu begynder at bliver mørkere og mørkere udenfor 😭

received_640888356404773.jpeg

Jeg er heldigvis blevet sat op på anti-depressiv medicin. Forhåbentligt kan det hjælpe i længeden. Det værste ved det er bare, at jeg skal have det ind i mit system. Det tager normalt 4 uger, hvor min angst og stemmer bliver forværret. Men heldigvis har jeg en masse redskaber med mig den her gang, som jeg ikke havde, sidst jeg steg i medicin 💪

Personlig træner
Der er ting i mit liv, som virkelig er gode for mig. Både som almindeligt menneske, men også som en med skizofreni. Motion er en af de ting, som er godt, lige meget hvad man bøvler med. Derfor vil jeg også gøre, hvad jeg kan for at holde fast i det 💪

received_2576734552554259Heldigvis har jeg både Rasmus til at hive mig afsted, men som jeg også skrev om før, så har jeg også købt et forløb ved en personlig træner. En super sød og sympatisk fyr, der virkelig har styr på motion 🤸‍♂️

Det var første træning med ham i går. Meget skræmmende, fordi jeg var bange for, at han bare ville have mig til at køre på. Det viste sig, at det ville han også, men det var faktisk ikke så slemt, for han var god til at sørge for, at jeg kunne være med. Og så var han faktisk rigtig god til at få mig selv til at presse mig selv. Det var en dejlig følelse, at kroppen slet ikke kunne mere, når jeg tog den sidste gentagelse i et sæt. Det fik mig fuldstændig til at glemme alt om dårlige tanker og depression. Det var kun min krop, som jeg kunne mærke 🏋️‍♀️😥

Den første gang var kun en screening, så træneren vil lave et program ud fra det. Men jeg ser virkelig frem til at få rettet min træning ind, sådan at jeg måske kan tabe mig lidt. Det var i hvert fald ikke noget, der gjorde noget 😉

 

Tak fordi I ville læse med og forsat god dag 😘

30. august 2019

Kære dagbog 📖

received_742531609551553Det har været en hård uge indtil videre. Jeg blev indlagt søndag aften, fordi jeg havde det skidt. Det var næsten helt ude i tvang, fordi jeg var så styret af mine stemmer. Heldigvis endte det med en frivillig indlæggelse, men det var så på en dobbletstue 😐

 

Man har godt nok en skillevæg, så man har en smule privatliv, men det er ikke meget. Især ikke når man er på grænsen til psykotisk. Så har man bare brug for fred og ro. Men der var ikke noget at gøre. Det var den sidste stue på hele psykiatrisk hospital i Skejby. Så endnu en gang fik jeg også lige et skud dårlig samvittighed oveni hatten, over at tage den sidste plads. received_492277874901378Men jeg blev nødt til at tænke på mig selv. Ikke kun for min egen skyld, men også for Rasmus og alle dem, der holder af mig ❤😻

Det kan sommetider være rigtig svært at se ud over sin egen næsetip, når man har det så skidt. Så er det ikke lige alle andres følelser, som man tænker på. Det eneste jeg kan tænke på, er ofte, hvordan jeg kan slippe af med al den spænding, der er inden i mig. Så tænker jeg ikke ligefrem på, om det jeg gør, skader andre. Det er først dagen efter, at jeg kan se, at jeg virkelig har såret personer, der holder af mig 🙁

Det er forfærdeligt, at det skal være sådan, for det kan ende med, at jeg mister dem, der elsker mig. Jeg ved, at Rasmus har det rigtig svært med det, for han elsker mig virkelig, og han er så tæt på det. Så hvorfor kan jeg så ikke bare stoppe? Gid jeg kunne, men det er bare mosteret indeni mig, der ødelægger det hele. Men det er mig, der fodre det, når jeg overanstrenger mig 😈

Jeg forsøger virkelig
Min behandler i Klinik 1 siger det næsten hver gang. Jeg har ingen sygdomserkendelse. Det gør lige ondt at høre hver gang, for jeg arbejder virkelig meget med det, men hun har desværre ret. Jeg har virkelig ingen forståelse for, at jeg er syg 🤒

Hvad?! Vil kernelæseren måske tænke, for har jeg ikke netop skrevet så meget om min sygdom?

Svaret er, at det har jeg gjort, men jeg kan stadig ikke finde ud af at sige til mig selv, at jeg er syg. Jeg kan sagtens sige, at jeg er syg, men helt dybt inde i mig, forstår jeg det ikke. Jeg kan ikke finde ud af at sætte grænser og tage ansvar for mig selv. Jeg bliver ved med at tro, at jeg kan det samme som alle andre 💪😯

Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at sige, at man kan, hvad man vil. Og det kan man også! Men man skal stadig huske at have sig selv med i det. Og det er mit problem. F.eks. ville jeg så gerne på engelsk B, og jeg håbede sådan, at jeg kunne. Derfor kastede jeg mig hovedkluns ud i det. Desværre viste det sig bare at være alt for meget. Derfor har jeg også måtte opgive at læse videre. Et stort nederlag, men jeg forsøger virkelig at vende det til noget godt. For nu har jeg mere tid til foredrag og min næste bog. Men derfor gør det stadig ondt endnu engang at fejle 😢

Personlig træner
Jeg har heldigvis stadig en masse gode ting i mit liv. En af de ting er træning. Jeg elsker, at jeg kan mærke min krop, når jeg virkelig skruer op for belastningen. Det giver så meget, og jeg elsker det, når jeg først er kommet afsted. Det kræver lige lidt at komme afsted, men når jeg først er der, så vil jeg ikke hjem igen 🏋️‍♀️

received_713495035757927Rasmus går stadig sammen med mig. Det er virkelig skønt, at vi har noget, vi kan lave sammen. Og så er det jo også godt for os begge to at få rørt os 🤸‍♂️🤸‍♀️

Det var egentlig Rasmus, der havde en idé om, at han gerne vil have en personlig træner, men det endte i stedet for med, at det blev mig, der fik en. Rasmus følte ikke helt, at han var klar til en træner, og jeg kan ikke finde ud af at sige nej tak, så nu har jeg en personlig træner. Men vi har sat et mål, og jeg tror faktisk, at jeg kan nå det, hvis jeg får støtte til det. Så det var ikke et helt dårligt køb. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang 😄

 

Tak fordi I ville læse med 😘

23. august 2019

Kære dagbog 📖

Det har været lidt af en uge. Jeg havde en fin fredag, hvor jeg blandt andet var med til at snakke med rådmanden for bosteder i Aarhus. Det var en fed oplevelse, og det var virkelig dejligt, at han ville lytte til os 😍

Lørdag var også fin med benhård træning og en aftensmad, der skulle laves. Men så blev det søndag! 😨

Vi var til marked om formiddagen, og jeg fandt to virkelig gode ting. Så egentlig var alt godt, men efter vi kom hjem, gik det bare ned ad bakke. Jeg fik det værre og værre, og der var til sidst ingen vej uden om psykiatrisk skadestue 🙁

Søndag aften
Først fik vi et samtalerum, hvor vi kunne sidde og vente, så vi ikke skulle sidde sammen med alle de andre. Det var virkelig rart. Jeg havde Rasmus med derud. En rigtig god støtte. Jeg husker ikke det hele, fordi jeg havde det så dårligt, men jeg husker, at det var Rasmus, der måtte fortælle, hvordan jeg havde det, for jeg vidste, at jeg ville lyve om det. Jeg husker også, at alle blev ved med at sige, at jeg virkelig måtte have det skidt, mens jeg blev ved med at holde på, at jeg havde det fint 😑

rain-4421893_1920Først blev jeg faktisk tilbudt en plads, men det var på den eneste afdeling, som jeg ikke ville på. Jeg vidste, at dem, der var indlagt dernede, havde det virkelig, virkelig skidt, så der skulle jeg bare ikke ned. Jeg havde endnu ikke fået lov til at snakke med en læge, hvilket virkelig frustrerede mig. Det plejer man altid at skulle, før der bliver truffet beslutninger 😐

Vi ventede lidt længere inden sygeplejersken kom ind igen, og tilbød, at jeg kunne komme på en anden afdeling. Det var den sidste plads på hele Skejby. Ellers skulle jeg til Randers. Og det kunne jeg virkelig ikke overskue, når jeg havde det så dårligt 😣

At det var den sidste plads på hele Skejby gjorde virkelig ondt i mit hjerte. Jeg vidste, at der var flere i kø bag mig. Blandt andet min bedste veninde. Hun havde det mindst lige så dårligt som mig, hvis hun ikke havde det værre. Men der var ikke plads til hende, hvis jeg fik pladsen. Så var der kun Randers tilbage. Kunne jeg virkelig tillade mig at tage hendes plads?

Efter meget overtalelse fra både sygeplejersken og Rasmus, sagde jeg dog endelig ja til pladsen. Rasmus var ærlig over for mig, og sagde, at han ikke kunne holde til, at det skulle være ham, der stod med det hele. Det var også fair, og jeg kunne godt se det. Derfor sagde jeg ja 😢

MEN! Da vi så endelig kom ned til afdelingen, så blev vi bedt om at vente. Der var åbenbart ikke en plads alligevel. Den skulle reserveres til, hvis der kom en, der skulle tvangsindlægges. Så der var ikke andet at gøre end at tage tilbage til modtagelsen, hvor vi kom fra 😥

Under al den tid, hvor vi havde ventet, som efterhånden var 4 timer, havde jeg fået det lidt bedre, og jeg vurderede, at jeg godt kunne blive og være indlagt i modtagelsen. De har fire senge. Det blev så enden af det, men min veninde var så uheldig, at hun endte med at blive sendt til Randers 😨

received_2518746875025455Forkølelse og genovervejsler
Mandag forblev jeg indlagt, men jeg var for alvor blevet forkølet. Derfor valgte jeg at sove hele mandagen. Tirsdag fik jeg det lidt bedre, og vi besluttede, at jeg skulle prøve at være hjemme. Det gik også fint. Det var meningen, at jeg skulle i skole om onsdagen, men om aftenen fik jeg det virkelig skidt, og jeg blev nødt til at tage Quetiapin, sådan at jeg kom til at sove. Men jeg kom også til at sove, for de er så effektive, at man sover 12 – 15 timer. Derfor kunne jeg heller ikke komme i skole om onsdagen. Nu havde jeg efterhånden ikke været i skole i 4 dage, og jeg begyndte at genoverveje, om jeg egentlig skulle fortsætte. Jeg var nemlig ret sikker på, at presset fra skolen var det, der gjorde, at jeg var blevet indlagt 😢

Jeg havde en god snak med min kontaktperson, der tilfældigvis var på arbejde i onsdags. Han mente, at jeg ikke var helt rask i forhold til min forkølelse, så derfor var jeg sikkert sløvet. Desuden var medicinen heller ikke ude af kroppen, så det var ikke det rette tidspunkt at tage så store beslutninger. I stedet skulle jeg sove på det, og se om jeg ikke fik det bedre om torsdagen. Og ganske rigtig, så havde jeg meget mere overskud torsdag, og jeg havde en rigtig god dag både i skole og udenfor skolen 😁

Så det der med at tage beslutninger, når man ikke er på toppen, er noget man godt ved, man ikke skal, men sommetider er det svært at lade være, for hvornår er det egentlig, at man er på toppen?

Rigtig god dag til jer alle 😘

P.S. Hvis I kunne tænke jer at læse mere fra mig, så skriver jeg også blogindlæg til Outsideren.

balloons-3152960_1920