Indlagt på S8 🏥

Som sagt er jeg blevet indlagt på et af de fast sengeafsnit – det her hedder S8, og var det gamle P2 og P3 ude i Risskov. Det betyder også, at der to personalegrupper nu, som er slået sammen. Det skal man lige vænne sige til, men jeg vil nu sige, at de har gjort det godt indtil videre 😊

Egentlig har jeg ikke så meget lyst til at være her, men det første jeg plejer at sige, når jeg har overnatte en nat på modtagelsen eller et afsnit, er også:

“Jeg vil gerne hjem i dag.” 

For jeg har sjældent lyst til at være indlagt, men jeg kan for det meste godt se, at det sikkert er for det bedste, at jeg lige får ro på i nogle dage. Det er også det, der er tilfældet den her gang 😪

Jeg er ved at have vænnet mig til 20181125_103518omgivelserne, de nye patienter og det nye personale. Fredag var den altid dejlige Adiba, som hev mig op, og lørdag var det min kontaktperson Lone, der hev mig op, men det triste i de sætninger er, at jeg behøver at blive hevet op. Men desværre er det sådan, at det står til lige nu. Jeg har det egentlig fint nok om dagen, og får også noget ud af den, men ligeså snart klokken nærmere sig 18, og mørket har sænket sig udenfor, så forsvinder mit overskud og erstattes i stedet af et altoverskyggende sortsyn. Derfor vil man vel også tænke, at det er meget godt, at jeg er indlagt, så der er nogen, der kan passe på mig, når nu jeg er selvskadende? 🤔

Men skal jeg være helt ærligt, så er jeg faktisk ikke sikker på andet end, at det gør det hele meget værre. Det, at der ikke er noget at aflede mig med, gør, at jeg lettere bliver fanget i mine tanker. Og det er slet ikke for at kritisere personalet herude, men det er simpelthen bare et faktum, at de ikke har ressourcer til at aflede mig. Så er det nemmere at være hjemme i trygge rammer, hvor der er flere muligheder for at aflede mig – og nu er jeg også heldig, at jeg bor på et rigtig godt bosted, så der er også sikkerhed derhjemme. Dog ikke helt den samme sikkerhed, som der er herude, da dørene herude er låste 🏡

Men nu skriver jeg, at jeg skal aflede mig, men jeg har oftet ænkt over – hvornår stopper jeg med at “aflede” mig selv, og faktisk nyder de ting, jeg laver? Hvordan kommer jeg til det punkt? For lige nu synes jeg, at alt i mit liv drejer sig om at aflede, så jeg for alt i verden ikke kommer til at mærke mine følelser. Men hvorfor er det så farligt at mærke mine følelser? 😨sunset-2440669_1280

Jeg var på kursus for ikke så lang tid siden, hvor psykologen, der holdt fordrag, forklarede, at folk med psykiske lidelser ofte har meget stærkere følelser end alle andre. Noget, jeg faktisk ikke vidste. Det er ofte dem, der selvskader, der har de her rigtig voldsomme følelser. Det kan f.eks. være, at man tabte et spil – det kan udløse en følelse af tristhed eller vrede, der er så enorm, så den kan sammenlignes med de følelser, andre oplever, hvis de var ved at blive skilt. Så det er meget voldsomme følelser, der er på spil, og det er derfor, det kan være så svært at være i dem. Derfor gør man også næsten alt for at slippe af med dem – derfor afledning! Selvskade kan være en måde at aflede på, men det er ikke en særlig holdbar en. Derfor gælder det selvfølgelige om at finde andre metoder at håndtere sine følelser på.

Min altid kloge kontaktperson Astrid har fra dag et af, holdt på, at jeg skal lære at mærke mine følelser, acceptere dem, og mærke, at de ikke er farlige. Men det skal jeg hilse og sige – det er ikke noget, man bare lige gør, for det er altså som sagt meget voldsomme følelser. Så derfor kommer afledningen på banen igen. Men så er det, at jeg bliver helt håbløs, for hvornår kan jeg begynde at leve mit liv, og ikke aflede mig hele tiden. For når jeg afleder mig, er det ikke fordi, altid er glad, men jeg er bare i en tilstand, hvor jeg kan holde mine følelser ud 😥

Så jeg er lige nu i en proces, hvor jeg skal lære, hvordan jeg kommer mine stærke følelser til livs, så jeg kan starte med at leve mit liv, og ikke bare overleve. En af løsninger er formentlig, som jeg har skrevet meget om, at jeg skal forsøge at tage det mere med ro, for hvis jeg ikke overbelaster mig, så er der chance for, at jeg ikke presser mine følelser derud, hvor det går galt. Men jeg vil nu alligevel meget gerne ned til kernen af problemet, så jeg kan få ryddet op og virkelig arbejdet med min sygdom. Derfor håber jeg også, at jeg kan få et forløb ved en psykolog snart – indtil da holder jeg ud og overlever. For jeg har livet foran mig, og jeg har (i gode perioder) en tro på, at det nok skal blive bedre for mig. At jeg nok skal få det liv, jeg drømmer om!  💪Resized_20181006_131927

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Det er mig til venstre ;) Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 25 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil også kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

One thought on “Indlagt på S8 🏥”

  1. Jeg var ved at skrive et svar – måske blev det sendt afsted før jeg var færdig. Det tror jeg det blev.
    Men jeg ville lige slutte af med lidt strøm til batterierne:
    Hvor ser i søde ud på det sidste billede i dit indlæg. Hils Rasmus, når du snart kommer hjem ❤️❤️
    Kh 😊😊🐶

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s