Jeg var rædselsslagen for at blive rask! 😨

Det er ikke altid let at skulle snakke om det, som man skammer sig over – men hvis man kan finde modet til at åbne op, kan det være, at det bliver lettere for andre at åbne op omkring det også? Men hvordan åbner man op for sådan et emne, som man egentlig helst vil holde for sig selv? 😳

Jeg var bange for at blive rask

Men jeg har noget, jeg tænker er vigtigt at få ud i offentligheden, noget som jeg skammer mig helt vildt meget over. En skam, som længe har holdt mig fra at indse, hvordan jeg bare hev mig selv længere og længere ind i min sygdom. Jeg turde nemlig ikke indse, at hvor bange jeg faktisk var for at blive rask! 😱

Jeg husker, at noget af det første, som min behandler i OPUS sagde til mig, var, at han var helt sikker på, at jeg nok snart skulle blive rask. Jeg husker, at jeg havde lyst til at løbe grædende derfra. Hvordan fanden kunne han sige sådan noget? Nu havde jeg kæmpet så længe med min sygdom – kæmpet så længe for at komme ind i systemet og få hjælp, og så sagde han bare, at jeg snart var rask igen. I mine øre var det han sagde, at jeg sikkert snart blev hurtigt rask, og når jeg vat rask, så var der ikke mulighed for, at jeg kunne få mere hjælp. Men jeg har aldrig rigtig været ”rask” i mit liv, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive det, men jeg kunne til gengæld godt forestille mig, at jeg fyldte for meget, og at folkene i OPUS ville gøre alt for at komme af med mig igen – sådan havde jeg nemlig tænkt hele mit liv. Så det endte med, at behandlerens udmeldelse gjorde, at jeg bare holdt endnu mere fast i min sygdoms titel! 😟

worried-girl-413690_1280Og desværre var det også noget, der kom til at præge mig gennem resten af mit sygdomsforløb – frygten for at blive rask! Jeg var så paranoidt bange for, at mine behandlere bare ville meddele en dag, at nu syntes de, at jeg var rask, og derfor ville de ikke længere hjælpe mig – og det måtte for alt i verden ikke ske, for jeg følte mig så syg, at jeg ikke havde den mindste tro på, at jeg kunne klare mig selv. Set ud fra mit perspektiv i dag, tror jeg heller ikke, at jeg ville kunnet have klaret mig selv, men på den anden side, så tror jeg heller ikke på, at der var en eneste af mine behandlere, der var i tvivl om, at jeg var syg. Desværre fik de det bare til at virke, som om de var i tvivl om det 😢

Jeg gjorde alt for at vise, at jeg var syg
traffic-lights-49698_1280Så jeg brugte rigtig lang tid på at kæmpe imod, når folk forsøgte at række ud for at hjælpe mig. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var syg, for det var jeg, men jeg gjorde ikke rigtig noget for at få det bedre. I stedet gjorde jeg faktisk alt for at få det værre. Alle tegn – selv det mindste – på bedring skulle straks udryddes og erstattes med et sår, der krævede behandling 🤕

Det hele blev ikke gjort meget bedre af, at løb ind i et stort tvivlsspørgsmål omkring min diagnose. I den periode følte jeg mig meget syg, men jeg var også meget syg, men i den periode var der ingen hjælp at hente, fordi jeg blev sat mellem to afdelinger – P og Q. Og ifølge myndighederne og alt det der, så måtte ingen af dem yde hjælp, før alt var på plads omkring min diagnose 🙁

Tvivlen drev min selvskade
I den periode var jeg så rædselsslangen for, at jeg ville blive afsluttet, at jeg virkelig gjorde alt for at overbevise alle om, hvor syg jeg var. Jeg sikrede mig, at min selvskade var så voldsom, at den krævede behandling hver gang, for så var derda i hvert fald ingen, der kunne komme og sige, at jeg ikke var syg – nu havde de da for helvede et synligt bevis 🤕

Heldigvis faldt der ro på, men hvorfor denne tvivl og frygt?
Heldigvis faldt hele tvivlen omkring min diagnose på plads, og jeg fik tildelt en behandler og læge, som for første gang arbejdede med mig på en måde, så jeg ikke længere følte det her store pres.

alone-2666433_1280Men hvorfor er det så skidt at være syg? Stiler man ikke altid efter at være rask?

Jeg vil tro, at i mit tilfælde, har jeg været så skræmt for at blive rask, fordi jeg følte, at jeg havde et eller andet krav på at få hjælp. Jeg havde hele min barndom og ungdom kæmpet med en usynlig fjende, som havde tæret på min kræfter 😫

Diagnosen blev mit skjulested og min hovedpude
Da jeg kom ind i systemet, havde jeg nået mit bristepunkt jeg havde ikke flere kræfter. Men så lige pludselige faldt den her fantastiske gave ned i mit skød – en diagnose, som jeg kunne gennem mig bag. En diagnose, som gjorde, at det var okay, at jeg ikke var som alle andre, og at jeg ikke kunne det samme som alle andre. For det var jo sådan, at det var. Jeg kunne ikke mere. Så derfor så jeg min diagnose som en gave. En meget tiltrængt sovepude, som jeg kunne bruge til at tage en lur med 😴

Men problemet var bare, at puden blev så blød, at jeg ikke ville af med den igen. Jeg vidste, jeg var syg – det havde jeg altid været, så det kunne der sikkert ikke laves meget om på. Jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag, hvor jeg var ”rask”. Derfor var min tanke omkring andres brug af ordet rask, at de bare ville tage min nye titel fra mig, uden at gøre mig rask. Min titel, der gav mig privilegere, som jeg havde så desperat brug for. Derfor måtte jeg for alt i verden ikke give dem en grund til at tro på, at jeg var rask 😨

Hvad så med i dag?received_2216822751920199

I dag er jeg heldigvis ikke bange for at blive rask mere, for jeg har lært, at jeg ikke ”bare” vil blive smidt ud af systemet. Og bare fordi, at jeg har en god dag, betyder det slet ikke, at jeg er rask. Det tager lang tid at komme dertil, hvor jeg kan klare mig selv, og jeg har fået lovning på, at der vil være nogen bag mig hele vejen. Det var en information, jeg savnede meget i min tidlige fase af min sygdom. Her handlede det hele tiden om, at jeg havde så og så lang tid, for jeg lignede en, der snart ville blive rask.

Og det er sandt – mit sygdomsforløb har formentlig ikke været så turbulent som mange andres, og min prognoser ser måske bedre ud end andres, men derfor er jeg stadig syg, og jeg har stadig brug for hjælp. Desværre er det bare sådan, at der i dag ikke altid er ressourcer i vores psykiatriske system til at give os tiden. En skam, da jeg er bange for, at andre måske har det ligesom mig, og faktisk bliver mere syge af det pres, der bliver lagt på dem?

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Det er mig til venstre ;) Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 25 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil også kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s