21. juli 2019

Kære dagbog 📖

Luften er ikke kold, men det er vandet. Men jeg kan ikke lade være med at tage et skridt mere. Mine busker bliver våde. Jeg er ikke mig selv. Jeg er mine tanker og mine følelser. Fanget af mine stemmer og vrangforestillinger. De vil have, at jeg skal gå længere ud. Hele tiden længere og længere ud 😢

Der er ikke nogen til venstre for mig. Til højre er der nogen der bader, men de er langt væk. Ingen kajakker eller både. Jeg er alene. Men jeg er jo aldrig alene. Mine stemmer er der altid. Og de vil have, at jeg skal dø 😱

Jeg tænker ikke. Ikke engang på min familie, Balder, Clarke eller Rasmus. Jeg fortsætter bare ud i det kølige vand. Det omslutter efterhånden hele min krop. Jeg kan mærke, hvordan det tyngder mig ned. Ned i mørket, for jeg skal hvile for evigt. Jeg bliver ved med at mærke havets fangearme, der klæber sig fast til mine ben, og hiver i mig. Jeg kan ikke lide det, men jeg tør ikke andet end at blive stående 😨

Bølgerne når efterhånden op over mit hoved, og vandet tyngder mig for alvor ned. Jeg kan ikke holde tårrene tilbage. Jeg er så ked af det, men stemmerne vil have det! Jeg er så bange. Bange for at være bange 😵

Pludselig bliver jeg hevet ud af mit hoved og min frygt. Noget så simpelt som en brandmand svømmer forbi mig, men pludselig er jeg ikke bange for noget inden i mig. Nej, jeg er bange for noget, man faktisk kan være bange for. Noget ydre. Det får mig tilbage i min krop. Som et lyn, der slår ned, farer min sjæl tilbage i min krop, der står ude havet, og som er ved at drukne sig selv 🌊🌊

”Rasmus! Rasmus!” Jeg ved ikke, om jeg råber det, eller jeg bare skriger det inden i mit hoved, men det er der eneste jeg kan tænke på. Jeg vil ikke dø, for jeg elsker Rasmus. Det er nu, at jeg skal kæmpe! Det er nu, at jeg skal finde al min styrke frem, og gå ind for at ringe efter hjælp 💪

Det var en hård kamp, for hvert skridt føltes som om, at jeg havde 20 tons vægt på mine skuldre. Men jeg ville ikke dø! Og jeg kom ind på stranden. Gennemblødt og kold. I T-shirt og busker, med skælvende hænder fik jeg ringet til 112 📱🚔

Skyld og skam over at være i vejen fyldte det hele, men vagtchefen ved politiet var så medfølende. Han lovede, at politiet nok skulle hjælpe mig. Og straks stod to engle i blå skjorter ikke langt fra mig. De var kommet for at hjælpe mig fra mine stemmer. Nu var jeg ikke alene i min kamp mere 👮‍♂️

De var så overbærende og medfølende. Jeg lod mig lulle ind i deres trygge varme. De tog ansvaret derfra. De kørte mig til psykiatrisk skadestue, hvor de tog afsked med mig. Og pludselig befandt jeg mig alene igen. Men pludselig var jeg ikke kun alene i min kamp, men også alene med mine tanker og følelser. Og der var specielt en følelse der meldte sig; tristhed 🙁

Hvordan kunne jeg byde Rasmus det her? Når han i forvejen har så svært ved at stole på mig? Og hvad så nu? Har han fået nok? Slår han op med mig, fordi det er for hårdt for ham?

Pludselig havde jeg det ikke bare skidt, fordi jeg var psykotisk. Nu frygtede jeg også af hele mit hjerte, at jeg havde såret Rasmus så meget, at han ikke længere ville mig. Hvordan skulle jeg leve, hvis det var tilfældet 😔

Lægen som jeg snakkede med på modtagelsen var klar i mælet. Jeg skulle på en afdeling. Og det kom jeg også, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg gjorde det for Rasmus’ skyld. For jeg har såret ham. Det er der ingen tvivl om, men han har sagt, at han stadig vil være min kæreste. Derfor bliver jeg bare nødt til at tage imod al den hjælp, jeg kan få, så at sådan noget her ikke sker igen. Derfor har jeg også sagt ja tak til en lidt længere indlæggelse 🏥

Det var et lidt hårdt indlæg, men mit liv går desværre ikke kun op. Der er også nedture, og når det går ned, så går det virkelig ned. Heldigvis skete der ikke noget, og nu håber jeg bare, at jeg kan få det bedre, sådan at Rasmus og jeg kan bygge videre på vores tiltro til hinanden 💑

Tak, fordi I gad læse med, og fortsat god dag 💋❤

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 26 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

2 kommentarer til “21. juli 2019”

  1. Hej Mia!
    Godt at du fik magt over stemmerne, inden det gik galt.
    Nu hvor du har været “nede”, så tænk på, at det heldigvis går op herfra. Vi håber du kan få smidt de stemmer udenbords, så du kan forme dit liv uden dem i baggrunden.
    Kh og god bedring ❤️❤️❤️
    😊😊🐶

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s