Jeg så en mand! Gjorde jeg ikke?

Der sker rigtig meget i mit liv lige nu. Måske også lige nok. Jeg er ved at uddanne mig til ambassadør for frivillig organisationen En Af Os. Jeg har min sidste kursusdag på onsdag, og så er jeg ellers klar til at komme ud og holde foredrag. Både om min sygdom, men også om de oplevelser, jeg har haft med den. Det er noget, jeg virkelig glæder mig til 😄
Jeg skal også snart begynde på noget job prøvningen. Jeg skal ned, og høre mere om det d. 5. december. Ikke det, jeg glæder mig allermest til, men det skal jo gøres 😑

Jeg spiller også stadig håndbold i Grynderup (tæt på, hvor mine forældre bor). Det er en super fed oplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Min lillesøster og jeg plejer at få lov til at låne Rasmus’ bil, og så kører vi ellers sammen derop. Det tager cirka en time hver vej, og vi kører gerne i god tid, sådan at vi også har tid til at se vores forældre samt Clark og Balder. Det er tidskrævende og hårdt, men jeg elsker det stadig, og vil ikke være det foruden 😍

kettlebell-3293452_1920Jeg har desværre afsluttet mit forløb med min personlige træner i Fitness World. Det var et forløb, som jeg virkelig var glad for, og som virkelig har givet mig meget. Jeg var lidt imod personlig træner i starten, fordi jeg tænkte, at jeg sagtens kunne finde ud af det selv, når jeg nu har gået til både håndbold og fodbold. Jeg blev dog hurtigt klogere. Min træner var virkelig god til at sammensætte et program, der gjorde mig stærk og udholdende. Og så var det også bare altid hyggeligt at skulle træne med ham, så jeg må indrømme, at jeg tog meget fejl. Nu er det så op til mig selv at komme afsted. Jeg vil rigtig gerne, hvis jeg kan komme afsted tre eller fire gange om ugen, hvor håndbold er en af dem. Det går dog ikke helt godt, men sommetider må jeg også bare acceptere, at livet kommer i vejen 😕

Ud over alt det her, så er der også stadig pligter og et liv på kollegiet. Det vil sige, når jeg ellers er der. Jeg er nemlig meget hjemme ved Rasmus og mine forældre, så det er faktisk ikke så meget, at jeg er på kollegiet. Men der er også småting, som interviews med studerende og receptioner, der også skal klares. Jeg keder mig i hvert fald ikke!

sad-4604666_1920Oveni alt det her, så har jeg et meget tungt hjerte for tiden. Jeg er som sagt i gang med rigtig mange ting i hverdagen, og jeg har derfor skubbet det lidt ud. Det ændrer dog ikke på, at jeg er super ked af, at folk forsvinder omkring mig. Og det er meget vigtige personer ❤

Min kontaktperson på Hasle Kollegiet, som jeg virkelig er/var glad for, var den første. Han fik et nyt job. Desværre betyder det, at han er helt ude af mit liv lige for tiden. Rasmus er også flyttet. Han er heldigvis ikke ude af mit liv, men han er ikke længere bare lige ovenpå. Min behandler på Klinik 1, som jeg også er virkelig glad for, skal også til at slutte af med mig. Jeg får godt nok en anden, men det er hårdt, fordi jeg er så glad for hende, jeg har nu. Så der er mange mennesker, der forsvinder ud af mit liv lige nu. Det gør ondt i hjertet, når det er nogen af dem, der står mig allernærmest. Så mit hjerte er virkelig tungt, men jeg prøver at holde det på afstand, ved at være i gang med en hel masse.

Men har jeg ikke skrevet utallige gange om, hvor stresset jeg bliver, hvis jeg ikke får mine pauser? Og det er også tilfældet nu. Jeg er voldsom stresset, men jeg er bange for, at jeg kollapser, hvis jeg sænker tempoet. Så hvad er bedst?

Fordi jeg er så stresset, så er mine symptomer meget voldsomme for tiden. Mine stemmer er meget tydelige, og jeg er også meget bange for dem. Derfor gør jeg også næsten alt, hvad de siger. Dog ikke noget, der kan skade mig selv. Ud over stemmerne, så er jeg også forstyrret på alle mine andre sanser. Der, hvor det er værst, er helt klart perceptions (syns) sansen 🤓

Jeg ser rigtig mange silhuetter, farver, dyr, mennesker, skygger og bevægelser, der ikke er der. Det værste jeg har set på det sidste, var i nat, hvor jeg vågner, og ser en sort menneskeskikkelse, der er på vej over mod min seng. Den forsvinder dog lynhurtigt.

black-and-white-2603731_1920Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at den var der. Den var ikke som de andre skikkelser, som jeg har set. Den var fuldstændig klar, og formen var fuldstændig tydelig. Jeg så en skikkelse. Men hvorfor er det så så vigtigt?

Jo, det er det, fordi jeg er sikker på, at den her skikkelse ikke havde noget med min sygdom at gøre. Det var en ånd. Jeg har set den før. Og den skræmmer mig sygt meget. Jeg er virkelig bange for, at den var virkelig. Jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg så den i mine drømme, men jeg er ret sikker på, at jeg var vågen 👻🔪☠

Det er på sådanne tidspunkt, at jeg har lyst til at kaste min sygdom ad helvede til. For jeg kan ikke stole på mine sanser, men hvad fanden gør jeg, hvis det faktisk var en ånd? For den så bestemt ikke ud til at ville mig noget godt… Det lyder måske åndssvagt at tro på det overnaturlige, men hvis det nu findes, så kan det jo sagtens skade mig, selvom jeg ikke tror på det! 😨

 

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 26 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s