Hvordan mon det vil være ikke at ville dø hele tiden?

Jeg går forbi en kvinde på vejen. Hun ser glad ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvordan det må være at være hende? Uden tanker om at dø? Tænker hun mon nogensinde på det?
Jeg fortsætter min færd. Jeg skal ned til bænken, hvor jeg skal tage en overdosis. Det vil mine stemmer have. Men er det mig, eller er det stemmerne? Jeg er i tvivl. Men jeg ved, at jeg er frustreret. Frustrere over, at jeg ikke kunne gå til personalet og bede om Quetiapin, sådan at jeg kunne falde i søvn. Det havde været meget bedre end det her!

Jeg er så ked af det! Ked af det og frustreret over, at jeg skal have det sådan her. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal straffes på den her måde. Jeg har næsten glemt minderne om, hvor dejligt livet også kan være. Dengang jeg var lille, og det bedste jeg vidste, det var, når det blev lørdag, for så skulle vi se godt fjernsyn og have pomme fritter og Gordonbleau. Det var så fantastisk, og der var slet ingen tanker om at tage mit eget liv.

Det er for helvede snart jul, og jeg har fejret den med en overdosis hver weekend indtil videre. Jeg har lyst til at skrige, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af det. Hvorfor?! Hvorfor?

 

close-up-1853400_1920Det var mine tanker i går aftes, mens jeg forhutlet gik ned mod den bænk, som jeg havde udvalgt. Det begyndte allerede om formiddagen, hvor jeg havde glemt at få min morgenmedicin. Senere var vi i Ridehuset i Aarhus til julemarked. Det var virkelig hyggeligt, men der var simpelthen så mange mennesker, så jeg blev helt overstimuleret. Det resulterede i, at mine stemmer blussede op. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til at holde dem nede. Og så endte det hele med, at jeg gik ned og hentede en recept på Pregabalin. Jeg gik så ned til bænken, og tog hele pakken. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

Jeg har så mange gange gået afsted, når jeg har villet tage mit eget liv. Mens jeg har gået, har jeg ofte mødt mange mennesker på min vej. Ligesom ovenover, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de må have det så fedt. At de ikke har selvmordstanker. De kan bare leve deres liv med familie og drømme, mens jeg er på vej for at slukke alle mine drømme. Det er ikke fair! Men sådan er livet vel bare?

Vi har alle problemer. Nogen er måske i gang med endnu et skænderi med kærsten. Andre har travlt med at putte børnene. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, hvor heldige de er. At de ikke tænker på at tage livet bare, fordi de ikke kan håndtere deres liv. Det føles uretfærdigt, men på den anden side bliver jeg vel bare nødt til at acceptere, at det er mit lod i livet. Jeg er syg, og min sygdom er desværre så voldsom, at jeg sommetider bliver nødt til at forsøge at tage mit eget liv.

Jeg kan godt selv høre, hvor meget jeg “wiener” (er alt for selvmedlinende). Men i children-403582_1920virkeligheden er jeg bare så ked af, at jeg ikke kan være som andre mennesker. At jeg skal tænke på, om jeg skal tage mit eget liv hver dag. Det er så frustrerende. Jeg vil bare så gerne leve et liv, hvor jeg kan have en god aften, hvor jeg bare sidder sammen med dem, jeg elsker, og ser tv. Som i gamle dage. I stedet for, at jeg skal tænke på, om jeg skal tage en overdosis eller ej. Måske det lykkes for mig en dag, at jeg kan have det sådan. Jeg håber det i hvert fald. Men indtil da må jeg leve med, at jeg ikke kan acceptere, at jeg har det sådan her.

Jeg ved godt, at det ville være så meget nemmere for mit liv, hvis jeg ”bare” accepterer, at jeg er syg. Men jeg vil bare så brændende gerne være som alle andre. Og jeg forstår simpelthen ikke, at jeg ikke kan det samme som andre. Og hvis jeg prøver at være som alle andre, så ender jeg bare på bænken igen, fordi jeg vil tage en overdosis.

 

blur-1867402_1920Jeg har lyst til at råbe, at jeg har et lorte liv, men jeg vil jo alligevel ikke bytte det for noget. Jeg er så lykkelig for, at jeg er kommet med i En Af Os. Det ville jeg aldrig være kommet med i, hvis jeg ikke havde haft skizofreni. Så jeg må vel bare tage selvmordstankerne og selvmordsforsøgene med. Det er jo en del af mig, og jeg kan ikke lave om på det. Ikke andet end, at jeg kan forsøge at overvinde mine stemmer og impulser. Men det er ikke bare noget, man gør over natten. Det tager tid. Det har snart taget 3 år, men jeg villig til at lære mere. Faktisk skal jeg nok arbejde med det hele mit liv, men forhåbentlig kan jeg dæmme op for selvmordsforsøgene snart. Man har vel lov at håbe?

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 26 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

One thought on “Hvordan mon det vil være ikke at ville dø hele tiden?”

  1. Hej Mia!
    Jeg mente ellers, at jeg havde skrevet en kommentar, og at den var afsendt, men som tidligere ser det ud til, at den er gået tabt.
    Men altså:
    Mormor og jeg håber at det aldrig vil lykkes for dig, at få held af dine selvmordsforsøg.
    Det er trist at du skal døje med de stemmer, og vi håber og beder til at du må få “værktøjet“ til at slippe af med dem, så du kan få ro på tilværelsen.
    Helt nært håber vi at du må få en glædelig jul og et godt nytår, og dig og Line får tid til at se ind til os her til Jul ❤️❤️🎄🎄
    Kærlig hilsen til dig og Rasmus fra 😊😊🐶

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s