At se døden direkte i øjnene…

Jeg snakkede med mine forældre, da vi kørte mod Aarhus, om hvor anderledes mit liv var end mine søskendes. Jeg var trods alt lige blevet kørt fra Aalborg til Nørager i politibil. Jeg tror ikke engang, at mine søskende har prøvet at sidde i en politibil.

Jeg havde aldrig troet, at jeg nyde at køre med en politibil, da jeg var lille. Jeg frygtede det så uhyggeligt meget, for det ville betyde, at jeg aldrig skulle se mine familie og alle dem, jeg elskede. Jeg var så sikker på, at jeg en dag ville blive taget, fordi jeg havde stjålet den legetøjsløve, så hvis der kom en politibil, så gemte jeg mig så langt væk, som jeg overhovedet kunne komme. Men i onsdags havde jeg faktisk en virkelig behagelig tur. Hvis man da selvfølgelig ser bort fra, at jeg lige havde forsøgt at hoppe ned fra en bro. Betjentene var simpelthen så søde til at snakke med mig, sådan at jeg helt glemte, hvor dårligt jeg havde det. Om film, serier og luksusjob, som politiarbejdet slet ikke kunne måle sig med. Det var virkelig hyggeligt, men også specielt, for det var altså en politibil.

ambulance-24405_1280Også det med at køre i ambulance har altid skræmt mig en smule. Min storbror var meget syg, da han var mindre. Han blev hentet i en ambulance engang. Jeg var tre, så jeg forstod det ikke så godt, men jeg var alligevel bange, for jeg kunne mærke, at min far og mor var bange.

Da jeg så flyttede på bosted i Aarhus, lagde jeg mærke til, at de andre piger altid blev hentet i ambulance. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad de gjorde, som jeg ikke gjorde, for jeg selvskadede da også? Og jeg var blevet betaget af mænd i uniform, så jeg ville simpelthen også så gerne prøve at blive hentet i ambulance.

Der gik lang tid, før end jeg fandt ud af, at det var fordi, at de andre pige slugte barberblade og tog overdoser, at de blev hentet i ambulance. Så længe det ”bare” var en flænge, så kunne man godt tage en taxa eller bussen op til skadestuen. Men min dag kom også. Det var en kold vinterdag, hvor jeg var gået ud i bugten i Aarhus. Der kom hele mandskabet så også. Både lægebil, politi og ambulance.

I dag har jeg prøvet at køre i ambulance mange gange. Både med og uden blink. Tirsdag var den nyeste gang. Vi havde egentlig haft en rigtig god juleaften, men jeg havde bare overbrugt mig selv, fordi jeg havde været så meget på ved min forældre. Så jeg kunne ikke stå imod, da mine forældre ikke havde tid til at snakke med mig. Det blev til 60 piller som de sidste gange, og det resulterede i ambulance og blink. Den her gang var jeg dog ude på landet, så det betød, at der skulle køres ekstra stærkt for at nå hurtigt frem. Der er normalt en halv times tid fra Nørager til Aalborg. Vi var der i løbet af ti – tolv minutter. Men faktisk var det yderst ubehageligt at køre så stærkt. Heldigvis ved ambulanceførerne, hvad de laver, men jeg er ret sikker på, at vi var oppe omkring 200 – 250 km/t.

 

Jeg har aldrig prøvet at være indlagt i Aalborg tramucenter før, men ud over, at det ikke var så nye faciliteter deroppe, så var behandlingen meget den samme. Jeg var overmandet af stemmer, der ville have, at jeg skulle gå, så det blev til tvangstilbageholdelse og fastvagt. Som natten gik, faldt jeg mere til ro, og medicinen, som jeg havde taget en overdosis af, gjorde mig så søvnig, at jeg faldt i søvn.

Dagen efter skulle jeg vurderes af en psykiater igen, for at se, hvad den videre plan skulle være. Jeg følte, at vi havde en meget ubehagelig samtale, som satte gang i mine stemmer igen. Og eftersom han havde ophævet tvangen, tog jeg mine ting, og gik. Men gik hvorhen? Det er virkelig lang tid siden, at jeg har været på sygehuset i Aalborg, så jeg vidste egentlig ikke, hvor jeg var. Min plan var at finde havnen, men efter en stor omvej, var jeg så kold, at jeg ikke orkede mere. Derfor tog jeg det næstbedste ifølge mine stemmer.

viaduct-4516497_1920Jeg stod på en bro over jernbanerne ved Kennedyarkaden. Jeg kravlede op på en platform, og skulle lige til at give efter for mine stemmer, men jeg har sjældent været så bange i mit liv. Der så jeg virkelig døden direkte i øjnene. Var jeg sprunget, var jeg død. Heldigvis havde historien en lykkelig historie, som endte med en god køretur med politiet.

Desværre svinger mit humør stadig meget, men jeg er dog indlagt på Skejby. Det er nok meget godt indtil videre. Nu tager jeg bare en dag ad gangen, og forsøger at få styr på mit liv. Noget jeg nok skulle have gjort for længe siden.

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 26 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

One thought on “At se døden direkte i øjnene…”

  1. Kære Mia!
    Vi kan bare sige – godt det ikke lykkedes dig. Bare det aldrig lykkes. Stop nu inden du gør en masse mennesker ulykkelige.
    Nu kan vi heldigvis ønske dig og Rasmus et godt nytår, som du kan bruge på, at sparke de stemmer ned i helvede, hvorfra de kommer.
    Så kan I nok leve jeres liv i fred😊❤️
    Kh 😊😊🐶

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s