Jeg vil kæmpe videre!

Et sort hul. Væggene er sorte og kvælende. Mennesker kravelende op og ned, mens de drukner dig. Helt ned på bunden af dybt. Hvor lyset ikke får nogen plads. Det var der, at jeg var i søndags!

Jeg havde besluttet mig. Jeg ville dø! Jeg kunne ikke mere… Jeg ville nyde en håndboldkamp, men så vidste jeg godt, at det skulle være derefter.

”Det er så nemt at give op!”

”Selvmord er det mest egoistiske valg!”

Jeg fatter ikke de ord! Det må være personer, der aldrig har haft tanker om at tage deres eget liv. For det er på ingen måde nemt at give op! At se sin mor og far i øjnene for sidste gang. Lyve over for dem, og sige, at det går fint. Se sin lillesøster, som man ved skal spille næste håndboldkamp uden sin søster på banen. Det er fandeme ikke nemt! Det kræver mod! Og selvmord er måske et egoistisk valg, men det er næsten mere egoistisk at holde en i live, der tydeligvis har det ad helvede til!

Jeg vil aldrig nogensinde opfodre nogen til selvmord! Men jeg siger kun, at jeg forstår folk, der har taget valget. Livet kan fandeme være alt for meget engang imellem! Men er man så ikke sejere, fordi man bliver og kæmper? Det ved jeg ikke.

Jeg vil gerne tro det, men den første følelse, der rammer mig, når jeg ringer 112, er, at jeg ikke engang kan finde ud af at dø! Hvor dårlig er man så lige?

Men jeg er på den anden side af søndag nu. Jeg er bestemt ikke glad, men jeg tror på, at jeg kan blive det en dag. Jeg ved ikke, om det er de samme tanker, jeg har klokken 18 i aften. Men jeg håber lige nu, at jeg ikke opgiver kampen. For jeg ved, at jeg faktisk godt kan vinde den. Men jeg ved også, at jeg kan tabe den. Men lige nu ved jeg bare, at jeg vil kæmpe videre!

 

Jeg er fortsat indlagt på S8 i Skejby. Som jeg skrev i min storie i tirsdags, så var jeg indlagt på psykiatrisk hospital i Aalborg for en nat. Det var bestemt ikke rart, når man ikke kender omgivelserne og personalet. Så er det dejligt at være tilbage i trygge og vante rammer i Aarhus.

Jeg ved ikke med sikkerhed, om jeg er færdig med at tage overdoser, men det er en del af min kamp. Jeg skal lære at være omkring medicin, og det tager lang tid. Og hvis det smutter, så må jeg tage det med, og forsøge at rejse mig igen. For det er den vej, at det skal gå nu!

boxer-1984344_1920.jpg

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 26 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

2 kommentarer til “Jeg vil kæmpe videre!”

  1. Hej Mia!
    Godt at du vil kæmpe videre 😊.
    Du skal nok vinde, du er nødt til at vinde. Vi er alt for mange der ikke vil af med dig❤️❤️❤️❤️❤️
    Kh fra mormor og morfar
    😊😊🐶

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s