En vej frem!

Hvordan er man ked af det, uden at man har lyst til at begå selvmord? Uden at man går ud i havet for at mærke sin krop?

received_195570638485697Jeg havde planlagt min fremtid. Ikke ned til mindste detalje, men sådan i grove træk. Clarke og jeg skulle flytte ind ved Rasmus, i hans nye lejlighed, som så endelig ville blive vores lejlighed. Jeg skulle i gang med mit liv igen, sådan at jeg ikke bare gik derhjemme. Måske noget bogklub, og så en masse aktivitet med EN AF OS. Men det vigtigste var, at jeg havde en fremtid med den mand, som jeg elskede.

Han forsvandt mellem hænderne på mig. Hele min fremtid forsvandt med et ord; pause. Jeg havde godt nok selv foreslået det, men jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det ville gøre så ondt. Jeg elsker ham jo stadig!

Men det er slut. Pause blev til et brud, og det var ikke bare min fremtid, der forsvandt, det gjorde Rasmus også. Den mand, som jeg var sikker på, at jeg kunne stå gennem alt med. Jeg forstår ham jo godt, men jeg elsker ham bare stadig. Hvordan kan han bare sådan være ude af mit liv? Og hvad så nu? Jeg står midt i mit livs værste krise, og har ikke længere min elskede kæreste. Hvad skal jeg gøre af mig selv?

Jeg bebrejder ikke Rasmus det mindste. Jeg kunne ikke være der for ham. Jeg kunne ikke stoppe med at skade mig selv. Han havde en grænse, og jeg krydsede den. Men nu står jeg bare tilbage med et tomt hjerte, og en masse piller. En dårlig kombination.

received_197901381266726Men måske er det faktisk det bedste, som Rasmus kunne gøre for mig. For det gør fandens ondt! Men samtidig har bruddet også fået mig til at sige, at jeg faktisk vil få det bedre, fordi jeg selv gerne vil have det bedre. En svær ting, fordi jeg aldrig har været vant til at tænke på mig selv. Men det skal jeg nu. For nu er det mig! Der er ingen andre, jeg skal tage hensyn til. Jeg gør alt det her for min egen skyld! Fordi jeg vil have det bedre.

Et lille håb i en verden fyldt med nåle og slanger. Ikke en vej tilbage til livet, men en vej frem til livet. For livet ligger ikke længere bag mig, men foran mig. Jeg skal ud og opleve alt det, jeg altid gerne har villet. Selvfølgelig ville jeg da allerhelst have haft Rasmus ved min side, men hvem ved, måske han finder tilbage en dag. Men det bliver ved min side, og ikke foran mig. For det eneste, der er foran mig nu, er min egen vej.

 

Vejen er lagt, men den er fyldt med bump og snoninger. Det bliver bestemt ikke nemt. Og slet ikke sådan, som jeg har det nu. Men jeg vil ovenpå! Jeg vil fandeme kæmpe for det her. Jeg vil tabe mig, i bedre form, og have det bedre mig selv. Men selvfølgelig blev Rom ikke bygget på en dag. Første skridt burde vel være at stoppe med at tage overdoser. Men det er altså ikke bare sådan noget, som man bare lige gør, når man har et misbrug. For det er det, jeg har. Jeg er afhængig af at tage en overdosis. Af effekten, og alt det, det giver. Så det bliver bestemt ikke nemt. Men jeg skal!

received_553561948832323Jeg har heldigvis en masse gode mennesker omkring mig. Gode veninder, en god familie, modtagelsen og gode ansatte her på kollgiet, der gerne vil støtte mig. Jeg skal bare lære at tage imod deres hjælp. Men små skridt!

Udgivet af

psykisksygdomskalikkevaereettabu

Jeg bor til daglig i Aarhus, og er 26 år gammel. Jeg lider af skizforeni, men jeg vil kæmpe for, at det ikke skal være et Tabu!

One thought on “En vej frem!”

  1. Hej Mia!
    Hold rigtig godt fast i tanken om at få det bedre 😊.
    Tag imod enhver hjælp til at stoppe dit farlige misbrug som det allerførste.
    Vi håber virkelig, at det må lykkes for dig ❤️❤️❤️❤️❤️
    Kh 😊😊🐶

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s