Højt at flyve, dybt at falde…😨

received_548817022620191Rasmus og jeg var i Tivoli Friheden i torsdags. Han fik lokket mig med op i den nye forlystelse, der hedder ”Hjertekig”. Det er den højeste frit fald i Danmark. Jeg har aldrig troet så meget på, at jeg skulle dø, som da vi sad i toppen, og den gav slip. Der havde været bøvl med min sele inden vi blev sendt op, så jeg var rædselsslagen for, at den lige pludselig gik op. Så var der virkelig dybt at falde…

Fem overdoser på tre uger
Jeg har virkelig leget med livet på det sidste. Men det værste er, at jeg føler mig udødelig, så jeg er aldrig rigtig bange. Derfor synes jeg heller ikke, at fem overdoser på tre uger lyder af meget. Det gør mine behandlere i Klinik 1 til gengæld. De har virkelig taget situationen alvorligt, og er begyndt at mandsopdække mig med tre samtaler om ugen 😋

Men det er ikke kun Klinik 1, er tager situationen alvorligt. Det gør alle omkring mig faktisk. Især Rasmus har været meget ramt af det, og det piner mig. For jeg vil for alt i verden ikke gøre noget, der skader ham, men hvorfor skader jeg så mig selv?

Rasmus føler, at jeg er alt for ustabil til at flytte ind ved ham efter jul, som planen ellers har været indtil videre. Han vil gerne have, at jeg har en stabil periode i et stykke tid, før vi flytter sammen. Helt forståeligt, men hvor gjorde det bare ondt at indse. Det føltes som en kæmpe afvisning, fordi jeg havde dummet mig. Men jeg havde kun dummet mig, fordi jeg ikke følte, at der var nogen, der ville hjælpe mig. Derfor gør det bare sindssygt ondt. Det føltes som om, at jeg faldt endnu dybere end i torsdags 😱

received_732149320604146En ny start
Men selvom det gjorde ondt, så har jeg bearbejdet det, og brugt det til at vende mit liv. Jeg skrev på min story i tirsdags, at jeg ikke ville selvskade mere. Det har også holdt stik indtil videre, selvom det har været ekstremt svært. Men jeg har fået kampgejsten tilbage efter jeg talte med min gamle behandler i Klinik 1. Hun kan altså bare et eller andet. Men jeg vil forsøge, om ikke jeg kan rejse mig igen, og vise Rasmus, og dem omkring mig, at jeg godt kan komme videre. For jeg vil hellere leve mit liv, end at ligge på et stue på psykiatrisk hospital hver anden dag, og se ind i en hvid væg 😑

received_2724455687622350En Af Os
Som jeg også har skrevet før, så er jeg blevet ambassadør i det, der hedder En Af Os.

 

Det er en frivillig organisation, som forsøger at af stigmatisere psykiske lidelser 💪

F.eks. skulle jeg i fredags ud til Herning akut skadestue og akut sengeafsnit, for at fortælle om nogle af mine oplevelser med selvskade 🔪💊🌊

Det var faktisk sådan, at alle omkring mig sagde, at jeg ikke burde tage af sted, fordi det stressede mig, men jeg havde en tro på, at det kunne hjælpe mig rigtig meget, hvis jeg kom igennem. Og det gjorde det også. Det var fantastisk, at der var kommet så mange for at lytte til mig. Jeg har altid en følelse af, at jeg skal overbevise folk, fordi de ikke tror på mig, men jeg kunne mærke, at de alle troede på mig. Rigtig mange kom også op efter oplægget, og sagde, at det var virkelig godt 😘

received_2495229624135282Det var godt nok lidt svært for mig at tage ind, fordi jeg var så bange for, at det bare var af høflighed, at de sagde det. Heldigvis blev hende, jeg var af sted med, ved med at sige, at jeg havde gjort en forskel. Det er det, jeg håber sådan på, at jeg kan med mine historier 😊

Så hvis jeg skal være helt ærlig, så gik det faktisk rigtig godt. Jeg fik sagt, hvad jeg gerne ville, og vi havde en rigtig god dialog efter. Det var virkelig en fed oplevelse❤

Allerede i morgen skal jeg ud på en ny opgave. Det er godt nok noget helt andet, men det hjælper stadig psykiatrien, så jeg glæder mig allerede 😍

 

Jeg ved, at jeg bare er nede i et hul lige nu. Jeg ved, at det hele nok skal blive bedre. Jeg ved det kommer! 😄

Ambassadør for En Af Os ♥️

received_856210608165432Jeg er tvangsindlagt igen, som I nok ved. Tre overdoser på en uge – det er bestemt ikke en god ting. Men jeg har heldigvis tro endnu! Jeg ved, at det vender. Jeg ved, at det bare er en dårlig periode, fordi mange særlige mennesker forsvinder ud af mit liv. Men jeg har stadig rigtig mange gode mennesker i mit liv, og det må være dem, jeg skal vende mig til nu 🙋‍♂️🙋‍♀️

Jeg vil gerne væk fra alt det dårlige. Selvfølgelig skal der være plads til det, for det er en stor del af mit liv, men i dag vil jeg fortælle jer en anden historie. Jeg er nemlig blevet ambassadør i En Af Os 🎉

Jeg er så glad. I starten vidste jeg ikke meget om En Af Os, og var faktisk ved at melde mig ud som frivillig. Heldigvis kom der en mail, inden jeg nåede at gøre det. En mail, hvor der stod, om man havde lyst til at blive ambassadør, der skulle primært ud til opgaver inde i selve kernen. Med det skal der forstås, at En Af Os normalt tager ud og holder oplæg på skoler og arbejdspladser. Os der er blevet uddannet nu skal til gengæld ud i psykiatrien og somatikken. Steder, jeg har stor erfaring inden for begge to 😷

Det var lidt hårdt at skulle gennemføre kurset, fordi det var mange timer, man skulle være koncentreret. Dem der afholdt det var dog rigtige søde, og var gode til at tage hensyn til os. Vi var alle sammen nogen, der på den ene eller anden måde havde et forhold til psykisk sygdom, så det var også nødvendigt.

received_492125984984280Nu er jeg så uddannet ambassadør, og mit bevis hænger flot fremme derhjemme. Faktisk har jeg også allerede fået to opgaver. Den ene er en opgave, hvor jeg skal sidde foran en læge, der stiller en masse spørgsmål, og så skal han sammen med andre læger, der har været tilhører, fremsætte en diagnose. Der er ikke så meget, der skal forbedredes, men det er bare mere at møde op. Men jeg glæder mig alligevel 😊

Den anden opgave jeg har fået, er hvor jeg skal ud og holde et oplæg om min selvskade historie foran personalet fra to akutafdelinger. Jeg har aldrig brudt mig om at skulle fremlægge, da jeg gik i skole. Det blev lidt bedre, da jeg gik i gymnasiet, men jeg hadede det stadig. Det var først, da jeg begyndte at læse filosofi, hvor det var næsten umuligt at slippe for det, at jeg begyndte at slappe mere af i det. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle blive foredragsholder. Men det er så virkeligheden nu – og jeg glæder mig meget!

Jeg har lavet et oplæg, men jeg er i tvivl, som jeg altid er, om det er godt nok. Men det ligger til mit selvhad, dårlige selvtillid og dårlige selvværd. For jeg tror faktisk, at hvis jeg tager mine objektive briller på, at jeg har nogle gode pointer 🤔

Men nu øver jeg bare for fuld skrue. Jeg har nemlig den uvane at snakke uhyggelig hurtigt. Så det øver jeg på ikke at gøre, og så øver jeg i det hele taget også bare, sådan at jeg kan huske det hele. Jeg har det bedst med stikord. Så kræver det så også bare, at jeg kan huske, hvad de står for 😂

 

Træning
received_851795561942070Det er gået lidt ned af bakke, siden jeg ikke har min personlige træner mere. Jeg har haft svært ved at komme afsted. Men okay, hvis man ser på den sidste uge, så har det måske også været svært at komme afsted. Men jeg fik trænet i dag i det lokale fitness center på psykiatrisk hospital. Jeg håber virkelig også på, at jeg kan blive udskrevet i morgen, for så er det meningen, at Rasmus og jeg skal træne sammen 🏋️‍♂️

Håndbold får jeg også spillet. Og hvilken afslutning vi havde på sidste kamp. Det var nok den mest fysisk krævende kamp, vi til dato har haft. Der blev løbet frem og tilbage konstant. Desuden fik vi taget godt ved i begge ender, når vi var i forsvaret 🤾‍♀️

Der stod 8 – 8 (fordi begge hold havde et godt forsvar og en god målmand), og i sidste sekund får min lillesøster kæmpet sig til et straffeskud. Hun skyder selv, fordi hun er den bedste til det, og hun scorer. Vi gik helt amok, fordi det føltes som den vildeste sejr, fordi kampen havde været så hård! 💪

Så jeg får stadig rørt mig – jeg kan også se det på vægten, der nu ligger stabilt på 126 kg. Det er endnu en sejr, som jeg kan tilskrive min træners fif. Det kan godt være, at jeg skal have fat i nogle flere timer med ham 😉

Mit liv går skidt lige nu, men der er heldigvis også rigtig mange gode øjeblikke og fremtidsplaner, der holder mig oppe. Jeg skal nok komme ud på den anden side, og jeg kommer til at stå stærkere end nogensinde, for jeg har virkelig været nede og vende den her gang! Men når livet gør ondt, lærer man mest! Det er bare med at holde fast, til det bliver godt igen ❤💪

Jeg så en mand! Gjorde jeg ikke?

Der sker rigtig meget i mit liv lige nu. Måske også lige nok. Jeg er ved at uddanne mig til ambassadør for frivillig organisationen En Af Os. Jeg har min sidste kursusdag på onsdag, og så er jeg ellers klar til at komme ud og holde foredrag. Både om min sygdom, men også om de oplevelser, jeg har haft med den. Det er noget, jeg virkelig glæder mig til 😄
Jeg skal også snart begynde på noget job prøvningen. Jeg skal ned, og høre mere om det d. 5. december. Ikke det, jeg glæder mig allermest til, men det skal jo gøres 😑

Jeg spiller også stadig håndbold i Grynderup (tæt på, hvor mine forældre bor). Det er en super fed oplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Min lillesøster og jeg plejer at få lov til at låne Rasmus’ bil, og så kører vi ellers sammen derop. Det tager cirka en time hver vej, og vi kører gerne i god tid, sådan at vi også har tid til at se vores forældre samt Clark og Balder. Det er tidskrævende og hårdt, men jeg elsker det stadig, og vil ikke være det foruden 😍

kettlebell-3293452_1920Jeg har desværre afsluttet mit forløb med min personlige træner i Fitness World. Det var et forløb, som jeg virkelig var glad for, og som virkelig har givet mig meget. Jeg var lidt imod personlig træner i starten, fordi jeg tænkte, at jeg sagtens kunne finde ud af det selv, når jeg nu har gået til både håndbold og fodbold. Jeg blev dog hurtigt klogere. Min træner var virkelig god til at sammensætte et program, der gjorde mig stærk og udholdende. Og så var det også bare altid hyggeligt at skulle træne med ham, så jeg må indrømme, at jeg tog meget fejl. Nu er det så op til mig selv at komme afsted. Jeg vil rigtig gerne, hvis jeg kan komme afsted tre eller fire gange om ugen, hvor håndbold er en af dem. Det går dog ikke helt godt, men sommetider må jeg også bare acceptere, at livet kommer i vejen 😕

Ud over alt det her, så er der også stadig pligter og et liv på kollegiet. Det vil sige, når jeg ellers er der. Jeg er nemlig meget hjemme ved Rasmus og mine forældre, så det er faktisk ikke så meget, at jeg er på kollegiet. Men der er også småting, som interviews med studerende og receptioner, der også skal klares. Jeg keder mig i hvert fald ikke!

sad-4604666_1920Oveni alt det her, så har jeg et meget tungt hjerte for tiden. Jeg er som sagt i gang med rigtig mange ting i hverdagen, og jeg har derfor skubbet det lidt ud. Det ændrer dog ikke på, at jeg er super ked af, at folk forsvinder omkring mig. Og det er meget vigtige personer ❤

Min kontaktperson på Hasle Kollegiet, som jeg virkelig er/var glad for, var den første. Han fik et nyt job. Desværre betyder det, at han er helt ude af mit liv lige for tiden. Rasmus er også flyttet. Han er heldigvis ikke ude af mit liv, men han er ikke længere bare lige ovenpå. Min behandler på Klinik 1, som jeg også er virkelig glad for, skal også til at slutte af med mig. Jeg får godt nok en anden, men det er hårdt, fordi jeg er så glad for hende, jeg har nu. Så der er mange mennesker, der forsvinder ud af mit liv lige nu. Det gør ondt i hjertet, når det er nogen af dem, der står mig allernærmest. Så mit hjerte er virkelig tungt, men jeg prøver at holde det på afstand, ved at være i gang med en hel masse.

Men har jeg ikke skrevet utallige gange om, hvor stresset jeg bliver, hvis jeg ikke får mine pauser? Og det er også tilfældet nu. Jeg er voldsom stresset, men jeg er bange for, at jeg kollapser, hvis jeg sænker tempoet. Så hvad er bedst?

Fordi jeg er så stresset, så er mine symptomer meget voldsomme for tiden. Mine stemmer er meget tydelige, og jeg er også meget bange for dem. Derfor gør jeg også næsten alt, hvad de siger. Dog ikke noget, der kan skade mig selv. Ud over stemmerne, så er jeg også forstyrret på alle mine andre sanser. Der, hvor det er værst, er helt klart perceptions (syns) sansen 🤓

Jeg ser rigtig mange silhuetter, farver, dyr, mennesker, skygger og bevægelser, der ikke er der. Det værste jeg har set på det sidste, var i nat, hvor jeg vågner, og ser en sort menneskeskikkelse, der er på vej over mod min seng. Den forsvinder dog lynhurtigt.

black-and-white-2603731_1920Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at den var der. Den var ikke som de andre skikkelser, som jeg har set. Den var fuldstændig klar, og formen var fuldstændig tydelig. Jeg så en skikkelse. Men hvorfor er det så så vigtigt?

Jo, det er det, fordi jeg er sikker på, at den her skikkelse ikke havde noget med min sygdom at gøre. Det var en ånd. Jeg har set den før. Og den skræmmer mig sygt meget. Jeg er virkelig bange for, at den var virkelig. Jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg så den i mine drømme, men jeg er ret sikker på, at jeg var vågen 👻🔪☠

Det er på sådanne tidspunkt, at jeg har lyst til at kaste min sygdom ad helvede til. For jeg kan ikke stole på mine sanser, men hvad fanden gør jeg, hvis det faktisk var en ånd? For den så bestemt ikke ud til at ville mig noget godt… Det lyder måske åndssvagt at tro på det overnaturlige, men hvis det nu findes, så kan det jo sagtens skade mig, selvom jeg ikke tror på det! 😨

 

Husk at se på det positive også…

Der er sket rigtig meget alvorligt hen over de sidste to uger. En overdosis, et selvmordsforsøg og tre indlæggelser. Det lyder bestemt ikke godt, og det værste er, at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal stoppe den her stime. Men heldigvis har jeg stadig min behandler fra Klinik 1 lidt endnu. Hun forstår virkelig at nå ind til mig.
”Måske skal du slet ikke se på alt det dårlige? Jeg tror ikke, at du får det bedre, hvis du hele tiden hænger dig i det!” Var hendes råd.

Men hvordan gør man lige det, når man har det helt vildt skidt? Jo – man prøver vel bare?
Det hjælper at se fremad
Jeg har valgt, at jeg vil stemple det her, som en nedtur, selvom det måske lyder som lidt af en nedtur. Ikke desto mindre vil jeg forsøge ikke at træde for meget i det, og egentlig bare fokusere på at huske alt det gode, der skete for mig inden jeg fik en nedtur. For det er den tilstand, jeg skal tilbage til. Og det kan jeg også, hvis jeg virkelig vil!

Min drøm
”Du får helt julelys i øjnene, når du taler om det, Mia. Hold nu fast i det, og lad det stå ude i horisonten, når du får det skidt. Husk på, hvorfor du bliver nødt til at søge hjælp, i stedet for at lade stemmerne vinde!” Sagde min behandler også til mig.
Rasmus har fået en lejlighed, som han skal flytte ind i på lørdag. Det er meningen, at vi i fremtiden skal flytte sammen, når jeg er blevet stabil nok. Det er den drøm, der giver mig julelys i øjnene. En fremtid med Rasmus. Jeg kan virkelig gå helt i selvsving, når jeg fortæller om, hvordan det kommer til at være (forhåbentlig). Og det er også derfor, at det er så vigtigt, at jeg kommer videre fra det her. For jeg bliver nødt til at ”tage mig sammen”, og vise Rasmus, at han ikke behøver at frygte, at jeg tager mit eget liv, hver gang han ikke er sammen med mig. Og det er kun fair!

Så hvis jeg virkelig vil det her, så bliver jeg virkelig nødt til at finde en anden måde at håndtere mine problemer på.

Hvordan kommer man videre fra sådan en nedtur?
Jeg har desværre ikke det endegyldige svar. Jeg har dog en masse strategier, der kan aflede mig, når jeg har det skidt, så dem skal jeg helt sikkert have hevet frem igen. Desuden skal jeg også virkelig passe på mig selv, for jeg er i en sårbar periode. Så det gælder om at få holdt de pauser, der er brug for i løbet af dagen. Selvom det er enormt svært.

En anden ting, som jeg har forsømt lidt på det sidste, men som jeg ved vil gavne mig, er, hvis jeg kommer i gang med at træne igen. Desværre er mit forløb ved min personlige træner, som jeg ellers har været rigtig glad for, slut. Jeg har dog heldigvis en god støtte i personalet fra Hasle Kollegiet, som er virkelig søde til at tage med, men også i Rasmus. Så jeg håber, at jeg stadig kan finde motivationen til at komme afsted.

Så alt i alt er det vel noget med vende min situation på hovedet, og i stedet for at dvæle ved alt det negative, så prøve at finde det positive i det hele, og arbejde videre med det.

Alt er tåget omkring hende. Hun kaster en hånd ud i håb om at finde noget. Bare et eller andet, der kan ende det.

Hun hører stemmen i hendes hoved. Den er mere end virkelig. Det er den, der fylder alt. Måske er det allerede for sent? Har den al magten?

Hun ser ikke på æsken, for hun ved, hvad det er for nogle piller. Hun kan kende formen og farven. Dør hun af dem? Tja, hvis hun gør, så er hun i det mindste fri.

Hun sluger tre. Blister pakken er et helvede, men det lykkes hende at få hele arket pakket ud. Det er en stor håndfuld, og selvom stemmen har overtaget, så ved hun godt, at hun med sikkerhed vil dø af den dosis.

cure-1006810_1920

En tåre glider ned af hendes kind, men hun mærker den ikke. Hun er ikke til stede i sin krop mere. Stemmen har skubbet hende ud af hendes egen krop. Hun kan intet gøre for at kæmpe imod. Men er det hende, der vil tage pillerne for at slippe af med stemmen, eller er det stemmen, der vil have hende til at tage dem?

Hun sluger endnu en pille. Hvad der holder hende tilbage ved hun ikke. Måske hun et eller andet sted håber, at han kommer ind og tager pillerne fra hende? For hun vil jo egentlig ikke dø.

Hun registrerer ikke, at døren bliver åbnet, men hun ser ham godt, da han sidder ved siden af hende. Han sætter sig på hug ved siden af hende. Hun kan mærke ham. Han er virkelig.

Han snakker til hende, men hun svarer ham ikke. Det gør stemmen. Den vil narre ham, sådan han går igen. Men han bliver.

Han snakker med hende længe. Alt for længe. Hvad med de piller, hun allerede har slugt? Men han er klog. Han ved det allerede. Han ved hun skjuler de sidste piller i sin hånd. Han vil have, at hun skal aflevere dem. Det gør hun uden at tænke over det. Hun vil ikke skændes med ham. Han vil jo bare hjælpe.

 

Han får resten af hendes medicin. De går sammen op med det i det aflåste skab. Men en kollega hiver fat i ham, inden han får det låst inde.

Hun venter ikke et sekund, men flår næsten indpakningen af fem piller mere. Nu vil hun dø! Nej, stemmen vil have, at hun skal dø! Men er stemmen ikke hende? Hun ved det ikke. Hun ved ingenting.

depression-1250870_1920

Han kommer tilbage, og de låser medicinen ind. Hun vil ikke sige noget, men han ved godt. Og han ved, at det er farligt nu. Nu skal der handles, hvis hun ikke skal dø af det. Men hun vil ikke. Hun må ikke for stemmen!

Men det er som om, at pillerne har fået sin virkning. Stemmen aftager mere og mere. Hun kommer til sig selv. Men hun vågner op til en frygtlig virkelighed. Hvis hun ikke handler vil hun dø. Det trigger stemmen igen. Men nu kan hun kæmpe. Nu vil hun kæmpe, for ellers dør hun. Men stemmen er stærk. Psykosen er stærk.

Heldigvis handler han. Han får hende til at pakke en taske, sådan hun kan komme afsted. Hun vælger at lytte til ham, og bare lade sig glide med. Det er nemmere end at kæmpe imod stemmen.

Hun kommer med en taxa. Her dør stemmen. Den erstattes af en vrangforestilling om, at chaufføren vil dræbe hende. Han arbejder sammen med mændene i væggen.

Hun slipper ud af taxaen i live, og frygten for at dø holder hende kørende. Hun er rædselsslangen for at dø. Men hun overlever. Også uden mén.

Hun finder ro for sin psykose, fordi trætheden overmaner hende. Klokken er efterhånden tolv om natten, og hun får lov til at sove under opsyn. Kampen er endnu engang vundet. Nu venter arbejdet med at finde ud af, hvordan det kan undgås til næste gang, men for nu skal hun bare sove, velvidende at hun vil vågne igen.

“Det snakker vi ikke om!”

Hvorfor gør jeg det? Hvorfor hader jeg alle omkring mig? Kan jeg da for helvede ikke se, at de elsker mig? At jeg sårer dem så meget, hvis jeg tager et skridt mere? Men mine stemmer! De råber sådan. De hader mig. Jeg hader mig selv. Det bliver aldrig bedre.

 
Hun har lyst til at græde, men der kommer ingen tåre. Hun er tom, men alligevel så fyldt af alle tankerne. Hun ser ind mod stranden for at sikre sig, at ingen er på vej ud efter hende. Der er ingen. Hun er alene. Det er nu, at det skal være, så hun tager et skridt mere. Et skridt mere ud i det april kolde fjord vand.

waves-1867285_1280.jpg

Hvordan kunne jeg gøre det? Hvordan kunne jeg sende det snap til Line? Hun er jo sikkert virkelig bekymret. Hvad nu, hvis hun føler, at det er hendes skyld? Det kan jeg da ikke tillade mig at lægge over på hende. Men hvad skal jeg ellers gøre?

Vandet omfavner hendes skuldre. Det giver hende en ro at mærke vandet omkring hendes krop. Hun hopper stille et skridt videre, og må tage et svømmetag, for at fortsætte længere ud. Ud i intetheden. Ud i døden. Det er derude, hun skal være.

Hvad nu, hvis ham kajaksejleren ser mig? Vil han hjælpe mig? Skal jeg få ham til at hjælpe mig? Vil jeg egentlig det her? Nej, mine stemmer vil det. Derfor skal jeg. Det skal jeg da, ikke?

Hun svømmer straks lidt væk, da hun ser kajaksejleren. Hun ser ikke på ham, men ser bare ud på fjorden. Den er smuk. Man kan se bunden af fjorden, fordi vandet er så klart. Hun ser sin egen krop. Hun har stadig sine sko og tøj på.

Han må sku’ da for helvede kunne se, at jeg har tøj på! At jeg har brug for hjælp. Åh, hvor jeg håber, at han vil hjælpe mig. Hvorfor er der ingen, der vil hjælpe mig? Hvad med Line? Kan hun finde ud af, hvor jeg er? Har hun ringet til politiet? Eller far og mor?

Kajaksejleren sejler hurtig forbi, og det gør de to andre kajaksejlere også. De ser hende godt, men de vil ikke hjælpe hende. Hun kigge på dem, da de sejler forbi. Hendes blik er desperat, men de ser det ikke. Hun vender sig, og ser ned på bunden. Det er nu! Hun trækker vejret ind, og dykker ned under overfalden. Nu er det nu!

Ro! Jeg kan ikke høre mine stemmer mere. Jeg er så bange. Gør det ondt at dø? Det ser ikke sjovt ud at drukne. Vil jeg overhovedet det her? Det bliver jeg nødt til. Jeg kan ikke vende om nu.

Hun flyder op mod overfladen, men hun holder stadig hovedet under vand. Endelig kommer tårrene, som blander sig med vandet omkring hendes hoved. Det gør ondt i lungerne, og det snurrer rundt i hovedet. Det er nu, at hun skal dø. Hun er klar…

Jeg føler ingenting. Alt er sort omkring mig. Jeg er klar til at dø. Jeg dør faktisk nu.

air-bubbles-3790915_1280.jpg

Hun trækker febrilsk hovedet op af vandet. Hun kan ikke holde vejret længere. Hun ser panisk rundt omkring, men hun ved ikke, hvad hun søger. Hun får øje på Aarhus, der står flot ind mod land. Synet får hende til at slappe af. Det er et godt syn at dø til.

 

Hun forsøgte længe at drukne sig selv, men hun blev til sidst reddet op af en forbi sejlende båd. Hun blev kørt med udrykning til Nørrebrogade sygehus. Her blev hun taget godt hånd om. Hun var meget kold, og det var lige før, at hun var død af kulde. Hun fik varmen igen, og hun levede videre den dag.

 

Det er måske nok hård læsning, men det giver mig så meget at kunne få lov til at dele min oplevelse. Det gør den mindre farlig for mig, at jeg kan snakke om den. Og sådan er det også for andre, der har forsøgt selvmord, eller har tankerne. De har brug for at snakke om det, og derfor er det så vigtigt, at vi ikke gør selvmord til et tabu. Vi bliver nød til at kunne snakke om det. ”Det koster at lade være!”

Depression med lille d?

Hvis man griber ind nu, kan man så nå at tage det værste af depressionen? Er det overhovedet en depression, eller er det bare “dårlige” dage? Skal jeg til at stige i medicin igen? Vil jeg overleve det?

sad-505857_1920Jeg har rigtig mange spørgsmål til min behandler, men heldigvis skal jeg snakke med hende i morgen. Jeg håber virkelig, at hun kan hjælpe mig, for jeg føler mig virkelig sat skakmat i mit eget liv!

Selvfølgelig har jeg valg i mit liv, men jeg føler bare, at det ikke er op til mig at tage dem. Der er så mange behandlere, kontaktspersoner, læger og instituationer, der er inde over mit liv. Jeg skal det ene og det andet – sommetider er det svært at holde styr på, hvad jeg egentlig skal. Og så kommer den her lille dæmon krybende langs væggene også. Den har ikke helt angrebet endnu, men den tyngder allerede!

Jeg har prøvet at være deprimeret med stort D før – hele fem gange! Så jeg ved, at man kan komme igennem. Jeg desværre bare også, hvor hårdt det er at komme igennem. Og det er som om, at for hver depression jeg har haft, så er jeg kommet tættere og tættere på mit endeligt. Noget jeg frygter, for nu har jeg endelig fundet livsgnisten.

received_787393761689087Jeg har Rasmus – vi skal flytte sammen snart. Jeg har min træning, som går over al forventning. Jeg har gode venner, som jeg virkelig holder af at være sammen med. Jeg er sågar begyndt til håndbold igen. JEG ER VIRKELIG OPRIGTIG GLAD FOR LIVET! Derfor orker jeg bare heller ikke at skulle slåes hjem i ludo endnu engang! Det tager så lang tid at bygge det hele op igen.

Og hvad med Rasmus? Kan vores forhold klare en depression? Kan vi virkelig gøre så stor en ting, som at flytte sammen, selvom jeg er deprimeret? Det gør mig så bange at tænke på! Og det gør mig bare mere ked af det – den onde spiral!

Så jeg ved godt, at det handler om at lave ting, jeg kan lide. Men hvad gør jeg, når intet gør mig helt glad mere? Ikke engang ros fra min træner gør mig glad mere. Og jeg hader mig selv for det, men hvad skal jeg gøre – jeg kan ikke trylle.

received_768314056931504Betyder det så tilbage i sofaen med en skål slik og total inaktivitet? Det går ellers lige så godt for mit vægttab! Jeg kan ikke give op nu. Sommetider får man bare lyst til at skrige; “hvorfor! Hvorfor?”

Men heldigvis kryber dæmonen ved væggene endnu – det er stadig en depression med et lille d. Det følelse bare lidt som sidste gang, men det er ikke sikkert, at det bliver sådan. Derfor håber jeg virkelig også, at min behandler og jeg sammen kan finde noget, der kan løfte mig op igen.