Tre uger på den lukkede🏥❌

”Jeg er her frivilligt, så kan jeg vel også udskrive mig selv, når jeg vil?” Fik jeg nærmest råbt ud. Jeg var dybt frustreret.

”Jeg kan ikke rigtig mærke dig, så jeg er lidt bange for, om du vil ud, fordi du har fået det bedre?” Spurgte han lidt usikkert. Det var nu, at han skulle stå sin prøve! Havde han modet til at holde på mig?

”Men jeg er her stadig frivilligt, og jeg vil gerne udskrives!” Holdt jeg hårdt fast!

”Det er du så ikke mere,” lød det lynhurtigt fra ham. Jeg havde tabt. Han havde faktisk taget ansvar. Han havde gjort det, jeg havde brug for, og jeg accepterede det.

”Fair nok,” svarede jeg, og så var der ikke mere i det.

fantasy-4382631_1920Siden den dag, som er ved at være to uger siden, har jeg været indlagt her på afdelingen på tvang. Det betyder egentlig ikke det helt store, andet end at jeg ved, at jeg ikke kan blive udskrevet, før lægen mener, jeg er klar. Det er egentlig ret rart, for mine tanker kredser konstant om at blive udskrevet, så jeg kan tage en overdosis igen. Derfor er jeg egentlig bare taknemmelig for, at lægen tog det ansvar at tvangstilbageholde mig. Selvom det selvfølgelig altid er en træls ting, når man ender ud i tvang 😓

Tre uger tidligere
Jeg var egentlig blevet indlagt for fire uger siden, men på grund af fare for corona, så blev alle, der ikke havde livsnødvendigt brug for det, sendt hjem igen. Jeg var en af dem. Men jeg holdt ikke længe, før jeg igen lå på en ambulancebåre, fordi jeg havde taget en overdosis 😢

Efter den omgang, ville min behandler i Klinik 1 ikke være med mere. Hun syntes simpelthen, at det var for risikabelt, at jeg tog hjem. Så jeg blev indlagt på S7, som er mit nye stamafsnit. Ikke med min gode vilje, men på det tidspunkt magtede jeg ikke tvang, så jeg gik med til det 😑

Jeg blev dog yderst frustreret, da jeg dagen efter fik at vide, at de ville trappe mig ud af noget medicin. Det var det medicin, som jeg noramalt tager overdoser af. Jeg var bestemt ikke glad for den løsning, fordi jeg faktisk følte, at medicinen hjalp mig rigtig meget. Men der var ikke noget at gøre. Der var to overlæger med ind over beslutningen, så jeg havde ikke noget at skulle have sagt 🤐

sad-4604666_1920De havde også besluttet, at jeg skulle have en lidt længere indlæggelse, for at få stabilitet ind i mit liv igen. To ting, jeg virkelig var frustreret over, men jeg forsøgte at få det bedste ud af det 😊

Der gik dog ikke længe, før jeg ikke kunne rumme at være i mig selv, og jeg forsøgte derfor at få min læge til at udskrive mig. Han er ret ny, så jeg havde regnet med, at det blev nemt, men han trådte faktisk i karakter, og viste, at han bekymrede sig om min behandling. Det var både frustrerende, men også rart, at der var en, der faktisk bekymrede sig om min behandling 😄

Jeg er siden hen blevet trappet ud af medicinen, og forsøger at finde tilbage til en stabil hverdag. Men det er svært. Jeg har konstant lyst til at selvskade. Jeg er nemlig begyndt at åbne rigtig meget op over for flere herinde, og det er svært for mig at være i de følelser, der hører med. F.eks. er det ekstremt svært for mig at være ked af det. Der vil jeg hellere føle smerte, for smerte kan man gøre noget ved. Men jeg har ikke lyst til at selvskade. Jeg vil ikke have flere ar på kroppen 🗡

razor-587625_1920I lørdags kunne jeg dog ikke holde mig fra det. Det var simpelthen for meget, fordi jeg følte mig ekstremt svigtet. Det resulterede i, at jeg skar mig i håndleddet på langs. Så meget endda, at det skulle sys. Noget jeg er frustreret over, men på den anden side, så følte jeg også, at jeg havde brug for det 😲

Men livet er gået videre. Jeg er her endnu. Nogle dage skal jeg være ærlig at indrømme, at jeg bare har lyst til at gemme mig under dynen, og bare råbe ”skrid” til hele verden, fordi jeg føler, det er så svært at leve. Heldigvis er der også gode stunder, hvor jeg faktisk kan smile og være glad. Det er de sejere, jeg forsøger at holde fast i!

En uge uden overdoser ➗💊

received_539894163296636Jeg er så stolt, for jeg har faktisk holdt en hel uge uden at tage en overdosis. Jeg har ekstremt meget lyst til det, men jeg har faktisk kunnet kæmpe mig igennem. Jeg har fået rigtig meget støtte, som jeg virkelig sætter pris på. Endelig virker det med mine kontaktpersoner. De har været rigtig meget på arbejde i den her uge, og det har været fantastisk 💪

 

Bruddet med Rasmus
Det gør så fucking ondt hver gang jeg tænker på Rasmus. Jeg elsker ham stadig. Vi havde det bedste forhold, jeg nogensinde har været i. Vi støttede hinanden, når vi havde brug for det. Vi kendte hinanden på en måde, som jeg aldrig har prøvet før 😢

Men da han flyttet, begyndte bruddet allerede. Han ændrede sig, og jeg ændrede mig. Vi havde noget specielt, da vi begge boede på kollegiet, men det forsvandt, da han flyttede. Det døde fuldstændig, da han fik et nyt job. Han trak sig væk, fordi han ikke kunne klare mine overdoser. Jeg forstår ham godt, men jeg havde brug for ham. Derfor gjorde det bare ekstra ondt. Men han er væk, og det er okay.

Jeg elsker ham stadig, men jeg er begyndt at elske mig efter vi slog op. For en gangs skyld har jeg lyst til at stoppe min selvskade, fordi jeg ikke har lyst til at skade mig selv. Det er virkelig nyt for mig, at jeg faktisk er noget værd, men jeg har fået så meget mere selvtillid efter det ❤

Og jeg er nået til det, at vi ikke skal være sammen lige nu. Og det er okay. Det er så hårdt at skulle indrømme, men det er for det bedste. Det lyder super kliché agtigt, men jeg skal finde mig selv nu 👯‍♀️

 

Rejsecaféen
Jeg skulle starte på min nye praktikplads i torsdags. Jeg havde ekstremt meget lyst til at tage en overdosis onsdag aften, fordi jeg følte mig presset over at skulle starte. Men jeg kom igennem aftenen, og torsdag besluttede jeg mig for at give det en chance. Stedet hedder Rejsecaféen, og ligger nede ved siden af det gamle hovedbibliotek i Aarhus.

Jeg frygtede det ekstremt meget, men da jeg først kom derned og faldt ind i rytmen, var det det fedeste. Jeg havde sådan en god fornemmelse, da jeg tog hjem. Jeg havde faktisk udrettet noget, samtidig med, at jeg havde det virkelig hyggeligt. Det var så fedt! Det er jeg ret sikker på, godt kan ende i en ren succes historie 😊

 

Træning
Jeg elsker at skrive om træning, men på grund af overdoser, har den stået lidt stille. Heldigvis er jeg dog tilbage. Jeg var meget smadret efter torsdag på Rejsecaféen, fordi der havde været så mange indtryk, men jeg havde for længe siden lavet en aftale med en af de ansatte på bostedet, om at tage til Body Pump i Fitness World.
Jeg forsøgte at tale mig ud af det, men den ansatte holdte fast, så efter en masse energidrik, kom vi af sted. Det var så fucking hårdt, men efter vi endelig var færdige, og hver en muskel i min krop krampede, var jeg faktisk rigtig glad for at være kommet i gang igen 💪

received_798381327309265Mine muskler krampede stadig lørdag, men jeg havde bestemt mig for, at jeg skulle afsted. Jeg trak den godt nok længe, men jeg endte med at komme afsted. Det var så fucking hårdt, men jeg kom igennem hele mit program. Nu skal jeg bare holde fast i den gode udvikling. Det betyder træning på mandag – heldigvis har jeg lige fået nye høretelefoner. Det hjælper lidt på det 😂

 

EN AF OSreceived_705638663303965
I fredags skulle jeg til Viborg for at holde oplæg. Jeg har haft en masse at se til i ugens løb, så jeg har haft svært ved at få lavet et oplæg. Det lykkedes mig dog at få lavet et, jeg faktisk synes, var fedt torsdag aften. Det betød bare, at jeg ikke havde fået øvet ret meget, men alligevel gik det faktisk rigtig godt. Jeg er slet ikke nervøs mere, når jeg står foran folk. Det er vildt, hvordan jeg har udviklet mig, for jeg har altid hadet at skulle fremlægge, men nu elsker jeg det. Jeg elsker at få lov til at fortælle min historie. Så jeg er så glad for, at jeg er blevet ambassadør i EN AF OS! 😍

En vej frem!

Hvordan er man ked af det, uden at man har lyst til at begå selvmord? Uden at man går ud i havet for at mærke sin krop?

received_195570638485697Jeg havde planlagt min fremtid. Ikke ned til mindste detalje, men sådan i grove træk. Clarke og jeg skulle flytte ind ved Rasmus, i hans nye lejlighed, som så endelig ville blive vores lejlighed. Jeg skulle i gang med mit liv igen, sådan at jeg ikke bare gik derhjemme. Måske noget bogklub, og så en masse aktivitet med EN AF OS. Men det vigtigste var, at jeg havde en fremtid med den mand, som jeg elskede.

Han forsvandt mellem hænderne på mig. Hele min fremtid forsvandt med et ord; pause. Jeg havde godt nok selv foreslået det, men jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at det ville gøre så ondt. Jeg elsker ham jo stadig!

Men det er slut. Pause blev til et brud, og det var ikke bare min fremtid, der forsvandt, det gjorde Rasmus også. Den mand, som jeg var sikker på, at jeg kunne stå gennem alt med. Jeg forstår ham jo godt, men jeg elsker ham bare stadig. Hvordan kan han bare sådan være ude af mit liv? Og hvad så nu? Jeg står midt i mit livs værste krise, og har ikke længere min elskede kæreste. Hvad skal jeg gøre af mig selv?

Jeg bebrejder ikke Rasmus det mindste. Jeg kunne ikke være der for ham. Jeg kunne ikke stoppe med at skade mig selv. Han havde en grænse, og jeg krydsede den. Men nu står jeg bare tilbage med et tomt hjerte, og en masse piller. En dårlig kombination.

received_197901381266726Men måske er det faktisk det bedste, som Rasmus kunne gøre for mig. For det gør fandens ondt! Men samtidig har bruddet også fået mig til at sige, at jeg faktisk vil få det bedre, fordi jeg selv gerne vil have det bedre. En svær ting, fordi jeg aldrig har været vant til at tænke på mig selv. Men det skal jeg nu. For nu er det mig! Der er ingen andre, jeg skal tage hensyn til. Jeg gør alt det her for min egen skyld! Fordi jeg vil have det bedre.

Et lille håb i en verden fyldt med nåle og slanger. Ikke en vej tilbage til livet, men en vej frem til livet. For livet ligger ikke længere bag mig, men foran mig. Jeg skal ud og opleve alt det, jeg altid gerne har villet. Selvfølgelig ville jeg da allerhelst have haft Rasmus ved min side, men hvem ved, måske han finder tilbage en dag. Men det bliver ved min side, og ikke foran mig. For det eneste, der er foran mig nu, er min egen vej.

 

Vejen er lagt, men den er fyldt med bump og snoninger. Det bliver bestemt ikke nemt. Og slet ikke sådan, som jeg har det nu. Men jeg vil ovenpå! Jeg vil fandeme kæmpe for det her. Jeg vil tabe mig, i bedre form, og have det bedre mig selv. Men selvfølgelig blev Rom ikke bygget på en dag. Første skridt burde vel være at stoppe med at tage overdoser. Men det er altså ikke bare sådan noget, som man bare lige gør, når man har et misbrug. For det er det, jeg har. Jeg er afhængig af at tage en overdosis. Af effekten, og alt det, det giver. Så det bliver bestemt ikke nemt. Men jeg skal!

received_553561948832323Jeg har heldigvis en masse gode mennesker omkring mig. Gode veninder, en god familie, modtagelsen og gode ansatte her på kollgiet, der gerne vil støtte mig. Jeg skal bare lære at tage imod deres hjælp. Men små skridt!

Jeg vil kæmpe videre!

Et sort hul. Væggene er sorte og kvælende. Mennesker kravelende op og ned, mens de drukner dig. Helt ned på bunden af dybt. Hvor lyset ikke får nogen plads. Det var der, at jeg var i søndags!

Jeg havde besluttet mig. Jeg ville dø! Jeg kunne ikke mere… Jeg ville nyde en håndboldkamp, men så vidste jeg godt, at det skulle være derefter.

”Det er så nemt at give op!”

”Selvmord er det mest egoistiske valg!”

Jeg fatter ikke de ord! Det må være personer, der aldrig har haft tanker om at tage deres eget liv. For det er på ingen måde nemt at give op! At se sin mor og far i øjnene for sidste gang. Lyve over for dem, og sige, at det går fint. Se sin lillesøster, som man ved skal spille næste håndboldkamp uden sin søster på banen. Det er fandeme ikke nemt! Det kræver mod! Og selvmord er måske et egoistisk valg, men det er næsten mere egoistisk at holde en i live, der tydeligvis har det ad helvede til!

Jeg vil aldrig nogensinde opfodre nogen til selvmord! Men jeg siger kun, at jeg forstår folk, der har taget valget. Livet kan fandeme være alt for meget engang imellem! Men er man så ikke sejere, fordi man bliver og kæmper? Det ved jeg ikke.

Jeg vil gerne tro det, men den første følelse, der rammer mig, når jeg ringer 112, er, at jeg ikke engang kan finde ud af at dø! Hvor dårlig er man så lige?

Men jeg er på den anden side af søndag nu. Jeg er bestemt ikke glad, men jeg tror på, at jeg kan blive det en dag. Jeg ved ikke, om det er de samme tanker, jeg har klokken 18 i aften. Men jeg håber lige nu, at jeg ikke opgiver kampen. For jeg ved, at jeg faktisk godt kan vinde den. Men jeg ved også, at jeg kan tabe den. Men lige nu ved jeg bare, at jeg vil kæmpe videre!

 

Jeg er fortsat indlagt på S8 i Skejby. Som jeg skrev i min storie i tirsdags, så var jeg indlagt på psykiatrisk hospital i Aalborg for en nat. Det var bestemt ikke rart, når man ikke kender omgivelserne og personalet. Så er det dejligt at være tilbage i trygge og vante rammer i Aarhus.

Jeg ved ikke med sikkerhed, om jeg er færdig med at tage overdoser, men det er en del af min kamp. Jeg skal lære at være omkring medicin, og det tager lang tid. Og hvis det smutter, så må jeg tage det med, og forsøge at rejse mig igen. For det er den vej, at det skal gå nu!

boxer-1984344_1920.jpg

At se døden direkte i øjnene…

Jeg snakkede med mine forældre, da vi kørte mod Aarhus, om hvor anderledes mit liv var end mine søskendes. Jeg var trods alt lige blevet kørt fra Aalborg til Nørager i politibil. Jeg tror ikke engang, at mine søskende har prøvet at sidde i en politibil.

Jeg havde aldrig troet, at jeg nyde at køre med en politibil, da jeg var lille. Jeg frygtede det så uhyggeligt meget, for det ville betyde, at jeg aldrig skulle se mine familie og alle dem, jeg elskede. Jeg var så sikker på, at jeg en dag ville blive taget, fordi jeg havde stjålet den legetøjsløve, så hvis der kom en politibil, så gemte jeg mig så langt væk, som jeg overhovedet kunne komme. Men i onsdags havde jeg faktisk en virkelig behagelig tur. Hvis man da selvfølgelig ser bort fra, at jeg lige havde forsøgt at hoppe ned fra en bro. Betjentene var simpelthen så søde til at snakke med mig, sådan at jeg helt glemte, hvor dårligt jeg havde det. Om film, serier og luksusjob, som politiarbejdet slet ikke kunne måle sig med. Det var virkelig hyggeligt, men også specielt, for det var altså en politibil.

ambulance-24405_1280Også det med at køre i ambulance har altid skræmt mig en smule. Min storbror var meget syg, da han var mindre. Han blev hentet i en ambulance engang. Jeg var tre, så jeg forstod det ikke så godt, men jeg var alligevel bange, for jeg kunne mærke, at min far og mor var bange.

Da jeg så flyttede på bosted i Aarhus, lagde jeg mærke til, at de andre piger altid blev hentet i ambulance. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad de gjorde, som jeg ikke gjorde, for jeg selvskadede da også? Og jeg var blevet betaget af mænd i uniform, så jeg ville simpelthen også så gerne prøve at blive hentet i ambulance.

Der gik lang tid, før end jeg fandt ud af, at det var fordi, at de andre pige slugte barberblade og tog overdoser, at de blev hentet i ambulance. Så længe det ”bare” var en flænge, så kunne man godt tage en taxa eller bussen op til skadestuen. Men min dag kom også. Det var en kold vinterdag, hvor jeg var gået ud i bugten i Aarhus. Der kom hele mandskabet så også. Både lægebil, politi og ambulance.

I dag har jeg prøvet at køre i ambulance mange gange. Både med og uden blink. Tirsdag var den nyeste gang. Vi havde egentlig haft en rigtig god juleaften, men jeg havde bare overbrugt mig selv, fordi jeg havde været så meget på ved min forældre. Så jeg kunne ikke stå imod, da mine forældre ikke havde tid til at snakke med mig. Det blev til 60 piller som de sidste gange, og det resulterede i ambulance og blink. Den her gang var jeg dog ude på landet, så det betød, at der skulle køres ekstra stærkt for at nå hurtigt frem. Der er normalt en halv times tid fra Nørager til Aalborg. Vi var der i løbet af ti – tolv minutter. Men faktisk var det yderst ubehageligt at køre så stærkt. Heldigvis ved ambulanceførerne, hvad de laver, men jeg er ret sikker på, at vi var oppe omkring 200 – 250 km/t.

 

Jeg har aldrig prøvet at være indlagt i Aalborg tramucenter før, men ud over, at det ikke var så nye faciliteter deroppe, så var behandlingen meget den samme. Jeg var overmandet af stemmer, der ville have, at jeg skulle gå, så det blev til tvangstilbageholdelse og fastvagt. Som natten gik, faldt jeg mere til ro, og medicinen, som jeg havde taget en overdosis af, gjorde mig så søvnig, at jeg faldt i søvn.

Dagen efter skulle jeg vurderes af en psykiater igen, for at se, hvad den videre plan skulle være. Jeg følte, at vi havde en meget ubehagelig samtale, som satte gang i mine stemmer igen. Og eftersom han havde ophævet tvangen, tog jeg mine ting, og gik. Men gik hvorhen? Det er virkelig lang tid siden, at jeg har været på sygehuset i Aalborg, så jeg vidste egentlig ikke, hvor jeg var. Min plan var at finde havnen, men efter en stor omvej, var jeg så kold, at jeg ikke orkede mere. Derfor tog jeg det næstbedste ifølge mine stemmer.

viaduct-4516497_1920Jeg stod på en bro over jernbanerne ved Kennedyarkaden. Jeg kravlede op på en platform, og skulle lige til at give efter for mine stemmer, men jeg har sjældent været så bange i mit liv. Der så jeg virkelig døden direkte i øjnene. Var jeg sprunget, var jeg død. Heldigvis havde historien en lykkelig historie, som endte med en god køretur med politiet.

Desværre svinger mit humør stadig meget, men jeg er dog indlagt på Skejby. Det er nok meget godt indtil videre. Nu tager jeg bare en dag ad gangen, og forsøger at få styr på mit liv. Noget jeg nok skulle have gjort for længe siden.

Nu er det jul! ❤

received_883910182041136Endelig kom dagen. Der har godt nok været mange selvmordsforsøg for mig de sidste par uger, men jeg er faktisk lidt stolt over, at jeg er kommet helt frem til juleaften 🤗

Det er den aften, jeg så længe har glædet mig til. Eller jeg har i hvert fald ønsket, at jeg kunne glæde mig til den. Men nu da den endelig er her, så synes jeg faktisk, at jeg er ret glad. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har en depression, men jeg forsøger stadig at holde mig selv oppe med de små gode ting ❤

F.eks. spillede min familie og jeg brætspil. Det var ikke fordi, at jeg var overlykkelig, men jeg nød det alligevel, og det var helt fantastisk. For det er svært at holde sig selv oppe, når der er mørkt det meste af dagen, og de depressive tanker bare spiller bold med ens hjerne hver dag. På den anden side er det bare så vigtigt, at man gør, hvad man kan for at holde sig selv oppe. Jeg har i hvert fald erfaret, at det er den nemmeste måde at komme igennem en depression på 😑

Det er bestemt ikke fedt at have en depression, men det er alligevel noget, jeg er ved at være vant til. Og faktisk er det til min fordel, for så ved jeg, at man kan komme igennem det. Lige meget hvor sort det ser ud, så kan det lade sig gøre. Det er virkelig en vigtig viden at have med sig 👯‍♀️

received_823152961463260Men nok om depression, for jeg vil som sagt gerne fokusere på det gode. Og der sker virkelig gode ting i mit liv. Og bare det, at jeg kan se det, er i sig selv en sejr. Men jeg er hjemme ved mine forældre i julen. Der er ro og masser af julefred. Og det allerbedste er, at jeg er sammen med min lillesøsters hund og min dejlige kat. Blader (min lillesøsters hund) er fuldstændig som en fem årig. Han kan slet ikke vente med gaverne. Han har også fået lov til at få den første gave, men han ved, at der er flere til ham, og han er ved at gå helt ud af sit gode skin, fordi han ikke kan lade dem være. Det er lidt komisk. 😂

I aften er det meningen, at min storbror og hans kæreste kommer med deres hund. Så skal vi være de to, mine forældre, min lillesøster og mig, samt de to hunde og Clarke. Det skal nok blive en rigtig god aften. Jeg savner dog Rasmus. Men det er vel klart, at man gerne vil være sammen, når det er sådan en speciel dag, men vi blev enige om at holde jul ved hver vores familier. Jeg tror også det er fint nok, for jeg kan ikke rigtig overskue for meget nyt kan jeg mærke. Jeg er alligevel ikke helt oppe på hesten igen. Derfor er det også vigtigt at kunne trække sig. For julen er en svær tid med alle de mennesker 😥

received_553561948832323I går havde vi besøg af min anden storbror, hans kone og deres børn. Og dagen før havde vi besøg af mine bedsteforældre. Begge besøg var ganske hyggelige, og det er også det, som julen handler om, men det kan alligevel nemt blive svært, når man ikke har så meget overskud. I hvert fald for mit vedkommende, for jeg vil rigtig gerne være sammen med alle, men jeg kan sommetider bare ikke holde til det. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Julen er svær. Selv for personer, der ikke lider af psykiske vanskeligheder. Men det er en blanding, for det er også en rigtig hyggelig højtid. Derfor er det vel også bare med at passe på sig selv, så godt man kan, samt huske på, at det altid er i orden at trække sig, hvis man ikke kan mere! 😊

Men jeg glæder mig som sagt, og jeg kan faktisk finde nogle lyspunkter i mit liv, selvom det for det meste er fyldt med mørke. Derfor er jeg også sikker på, at jeg nok skal komme mig. Jeg skal bare lige igennem den her kamp. Men indtil videre vil jeg bare nyde julen, og så vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul!

 

P.S. Jeg har også allerede fået et job mere med En Af Os i januar. Det er noget, jeg virkelig glæder mig til, og som holder mit humør meget oppe! Jeg skal til Skejby den her gang, hvor jeg igen skal fortælle om selvskade. Et emne, som jeg desværre har rigtig stor erfaring med, men som jeg også brænder for at undervise indenfor. Så jeg glæder mig rigtig meget 😍

received_564582347431823

Hvordan mon det vil være ikke at ville dø hele tiden?

Jeg går forbi en kvinde på vejen. Hun ser glad ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvordan det må være at være hende? Uden tanker om at dø? Tænker hun mon nogensinde på det?
Jeg fortsætter min færd. Jeg skal ned til bænken, hvor jeg skal tage en overdosis. Det vil mine stemmer have. Men er det mig, eller er det stemmerne? Jeg er i tvivl. Men jeg ved, at jeg er frustreret. Frustrere over, at jeg ikke kunne gå til personalet og bede om Quetiapin, sådan at jeg kunne falde i søvn. Det havde været meget bedre end det her!

Jeg er så ked af det! Ked af det og frustreret over, at jeg skal have det sådan her. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal straffes på den her måde. Jeg har næsten glemt minderne om, hvor dejligt livet også kan være. Dengang jeg var lille, og det bedste jeg vidste, det var, når det blev lørdag, for så skulle vi se godt fjernsyn og have pomme fritter og Gordonbleau. Det var så fantastisk, og der var slet ingen tanker om at tage mit eget liv.

Det er for helvede snart jul, og jeg har fejret den med en overdosis hver weekend indtil videre. Jeg har lyst til at skrige, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af det. Hvorfor?! Hvorfor?

 

close-up-1853400_1920Det var mine tanker i går aftes, mens jeg forhutlet gik ned mod den bænk, som jeg havde udvalgt. Det begyndte allerede om formiddagen, hvor jeg havde glemt at få min morgenmedicin. Senere var vi i Ridehuset i Aarhus til julemarked. Det var virkelig hyggeligt, men der var simpelthen så mange mennesker, så jeg blev helt overstimuleret. Det resulterede i, at mine stemmer blussede op. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til at holde dem nede. Og så endte det hele med, at jeg gik ned og hentede en recept på Pregabalin. Jeg gik så ned til bænken, og tog hele pakken. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

Jeg har så mange gange gået afsted, når jeg har villet tage mit eget liv. Mens jeg har gået, har jeg ofte mødt mange mennesker på min vej. Ligesom ovenover, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de må have det så fedt. At de ikke har selvmordstanker. De kan bare leve deres liv med familie og drømme, mens jeg er på vej for at slukke alle mine drømme. Det er ikke fair! Men sådan er livet vel bare?

Vi har alle problemer. Nogen er måske i gang med endnu et skænderi med kærsten. Andre har travlt med at putte børnene. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, hvor heldige de er. At de ikke tænker på at tage livet bare, fordi de ikke kan håndtere deres liv. Det føles uretfærdigt, men på den anden side bliver jeg vel bare nødt til at acceptere, at det er mit lod i livet. Jeg er syg, og min sygdom er desværre så voldsom, at jeg sommetider bliver nødt til at forsøge at tage mit eget liv.

Jeg kan godt selv høre, hvor meget jeg “wiener” (er alt for selvmedlinende). Men i children-403582_1920virkeligheden er jeg bare så ked af, at jeg ikke kan være som andre mennesker. At jeg skal tænke på, om jeg skal tage mit eget liv hver dag. Det er så frustrerende. Jeg vil bare så gerne leve et liv, hvor jeg kan have en god aften, hvor jeg bare sidder sammen med dem, jeg elsker, og ser tv. Som i gamle dage. I stedet for, at jeg skal tænke på, om jeg skal tage en overdosis eller ej. Måske det lykkes for mig en dag, at jeg kan have det sådan. Jeg håber det i hvert fald. Men indtil da må jeg leve med, at jeg ikke kan acceptere, at jeg har det sådan her.

Jeg ved godt, at det ville være så meget nemmere for mit liv, hvis jeg ”bare” accepterer, at jeg er syg. Men jeg vil bare så brændende gerne være som alle andre. Og jeg forstår simpelthen ikke, at jeg ikke kan det samme som andre. Og hvis jeg prøver at være som alle andre, så ender jeg bare på bænken igen, fordi jeg vil tage en overdosis.

 

blur-1867402_1920Jeg har lyst til at råbe, at jeg har et lorte liv, men jeg vil jo alligevel ikke bytte det for noget. Jeg er så lykkelig for, at jeg er kommet med i En Af Os. Det ville jeg aldrig være kommet med i, hvis jeg ikke havde haft skizofreni. Så jeg må vel bare tage selvmordstankerne og selvmordsforsøgene med. Det er jo en del af mig, og jeg kan ikke lave om på det. Ikke andet end, at jeg kan forsøge at overvinde mine stemmer og impulser. Men det er ikke bare noget, man gør over natten. Det tager tid. Det har snart taget 3 år, men jeg villig til at lære mere. Faktisk skal jeg nok arbejde med det hele mit liv, men forhåbentlig kan jeg dæmme op for selvmordsforsøgene snart. Man har vel lov at håbe?