Drømmen om et “rigtigt liv”🤗

De sidste julesalmer er sunget. Det sidste nytårskrudt er ved at være fyret af. Hverdagen er sneget sig ind på os igen, og vi længes allerede efter ferie igen 🎄

20190122_114544

Struktur hjælper på psyken

Jeg selv er faktisk ret glad for, at hverdagen er begyndt igen, for alle de ustrukturerede dage, som ferien bød på (selvom de var fortryllende dejlige), var lige ved at blive et kaos. Jeg er for nylig begyndt til psykolog, og hun fortalte mig, at dette var ganske naturligt, når man lider af skizofreni som mig. At hvis der ikke er stram struktur på noget, har det det med at blive et stort kaos 😨

 

Derfor er det rart at starte på hverdagen, som er mere struktureret, fordi der er aftaler og faste holdepunkter 📆📌
Men bare fordi der er en form for struktur, så løser det ikke det hele. Mine psykiske vanskeligheder er der stadig 🙁

 

Mit sidste indlæg var d. 26. december om morgen. Men faktisk allerede om aften havde jeg det så skidt, at jeg stod ude i havet, og måtte hentes af politiet. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, men jeg tolker det som en reaktion på alt det pres, der var hen over julen. Og hen over resten af ferien, drillede min psyke for alvor, men det var som om, at den kom lidt under kontrol, da hverdagen meldte sig.

 

Nu er jeg selvfølgelig også så utrolig heldig at have min dejlige kæreste Rasmus ❤, som hjælper mig rigtig meget. Men i en kombination af de to ting, så har jeg faktisk været i stand til at holde forholdsvis styr på min psyke, med en enkelt undtagelse. Så jeg har efterhånden erfaret, at struktur på hverdagen (og Rasmus), for alvor hjælper mig til at holde sammen på mig selv. For det er en af de udfordringer, som min sygdom stiller mig overfor, men som man heldigvis kan planlægge sig ud af. Så man lige netop kan få styr på ens psyke 💪

received_2480550765291807

 
Et ”rigtigt liv” – sammen med Rasmus
Og netop det at have styr på psyken, var meget vigtigt for mig i sidste uge. Rasmus og jeg havde nemlig været så heldige, at vi måtte låne Rasmus’ forældres sommerhus ved Henne strand fra torsdag til søndag 😄

 

Men det var kun Rasmus og mig, der skulle afsted, og vi ville være meget langt fra Aarhus og psykiatrisk hospital. Så det var enormt vigtigt, at jeg kunne styre mig selv. For jeg ville ikke udsætte Rasmus for, at han skulle stå i en situation, hvor han f.eks. skulle hive mig op af vandet, fordi jeg var hoppet i. Det kunne jeg simpelthen ikke byde ham. Så det var enormt vigtigt for mig, at jeg kunne stole på mig selv. At jeg var i en form for balance. For selvfølgelig ville han være der til at støtte mig i svære tider, men han skulle ikke redde mig. Men heldigvis kom han heller ikke til det 🤗

 
For trods alle mine mange, mange bekymringer for weekenden, så gik den faktisk helt vildt godt. Vi nød virkelig hvert sekund. Vi formåede at sætte grænser for, os selv og hinanden, sådan at vi ikke hev hovederne af hinanden. Men i stedet hyggede vi os, og brugte virkelig al tiden på at slappe af foran pejsen 🌡💑

 
Men var også noget andet, som jeg oplevede derude. En følelse, der gav mig et mod på livet, som jeg aldrig har haft før. For da vi kørte fra Hasle Kollegiet, som vi normalt bor på, var det som om, at vi lagde alt det psykiske bag os. Vi kørte ud i livet. Ud i det ”virkelige liv”. Det var også tilfældet, mens vi var i sommerhuset. Vi var på en måde fri af sygdommen, for der var ikke fokus på den konstant. Vi var bare to unge mennesker, der var på ferie, og som hyggede sig 🤗

 
received_338884040035837Det var ikke fordi, at vi så var fuldstændige raske, men så længe, at vi bare huskede at tage vores medicin, så var vores fokus egentlig på alt andet end sygdom. En enormt rar følelse. Men det, der gjorde mig allermest glad ved hele weekenden, var noget helt andet.

 

Det var at jeg fik chancen for at se, hvordan et liv med Rasmus, ville se ud i fremtiden. Hvor skønt et liv med ham ville se ud. Det gav mig mod på at leve videre. For det er virkelig noget, der er værd at kæmpe for. Noget, jeg virkelig har lyst til at leve for ❤ ❤

Forventningernes højtid😨🎅

received_376426932758389Julen – en dejlig højtid, men også en stresset tid for mange, fordi julen er forbundet med så mange forventninger, og hvad nu, hvis de forventninger ikke bliver forløst? Og skal man vælge familien eller sine egne behov?

 
Jeg har ladet mig fortælle fra min behandler og læge ude i psykiatrien, at julen specielt kan være svær for folk med psykisk sårbarhed. Både fordi, at der er så mange forventninger, men også fordi, at der er mange ting, man skal holde styr på, og fordi man måske føler, at der bliver stillet mange krav til en – urimelige krav. Og man føler ofte ikke, at man kan tillade sig at sige fra, selvom det måske egentlig er det, man har mest brug for 🤗

 
De svære forventninger, som spændte ben for mig
Jeg stod selv overfor en masse svære forventninger og krav i år. Forventningerne var for det meste mine egne, men de var hårde nok alligevel. Jeg havde nemlig en forventning om, at juleånden kunne kurrer min ”depressions tilstand”. Hvis bare jeg brugte al min energi på at være glad og i julestemning, så skulle jeg helt sikkert nok komme på fode igen. Men det var en alt for urealistisk forventning, for jeg var slet ikke der i mit liv, hvor jeg bare sådan kunne komme mig over min depressive tilstand. Så i stedet udviklede mine skuffede forventninger sig til en masse frustrationer, som hev mig endnu længere ned i mine triste tanker. En ond spiral!🙁

 
Blev december måned så ødelagt? – Nej, heldigvis! Faktisk endte jeg med at have en ret god december måned. Den var hård, for jeg kunne ikke helt slippe mine forventninger til mig selv, men vi fik rokket på min medicin, og det vidste sig faktisk at hjælpe. Det var noget, jeg ikke havde regnet med 🤥

 
Medicinens virkning
Det er sådan, at når man lider af en psykisk lidelse, så vil læger (og ofte også behandlere) gerne have, at man kommer i en medicinsk behandling, fordi de mener, at medicin kan hjælpe rigtig meget. Helt ærligt har jeg aldrig rigtig troet på det, for jeg havde aldrig set medicinens fulde virkning. Men jeg har alligevel prøvet en del medicin efterhånden. Længe har min læge i Psykiatrisk Klinik 1 (det gamle APE), arbejdet på højtryk for at finde en dosis af medicin, der virket, men samtidig ikke har givet alt for mange bivirkninger. For hvorfor ikke bare give fuld dosis af et præparat, for så er det sikkert større chance for at det virker, ikke? Garanteret, men desværre følger der næsten altid en masse bivirkninger med, og derfor skal man altid forsøge at finde den rette balance mellem, at medicinen virker, men at man ikke har for mange bivirkninger. Og det har virkelig været en krig for min læge og jeg, men nu tror jeg faktisk, at vi endelig har fundet noget, der virker 😄😄

 

received_418692725571949Men det var en lang og sej vej for at komme dertil. Det er nemlig sådan med næsten al medicin, at kroppen lige skal vænne sig til det, så der går en fire uger (cirka) før medicinen rigtigt begynder at virke. Jeg har desværre også den trælse tendens til, at medicinen i de fire uger gør, at jeg får det rigtig skidt. Jeg ved ikke helt, om man kan sige, at medicinen virker direkte modsat af, hvad den skal i de fire uger, men det føles ofte sådan. Der er i hvert fald næsten altid en masse angst og tristhed i de fire uger. Det var der også, da jeg for cirka to måneder siden steg i anti-psykotisk og anti-depressiv medicin.

 

Jeg tror blandt andet, at det er derfor, at jeg har haft det så dårligt hele november måned, og i starten af december. Det har været en hård tid, men det er som om, at jeg er ved at komme ovenpå igen. Jeg har meget mere overskud, og jeg kan holde til at mærke mine følelser. Det psykotiske er også væk. (Det er kun i meget, meget pressede situation er, at det kan titte frem). Så faktisk er jeg meget fortrøstningsfuld overfor den kommende fremtid. Måske det også er en faktor, der gør, at det er lettere at slippe mine forventninger til mig selv lidt, og bare tillade mig selv at nyde julen? 🎅

 
Familiens forventninger
Men selv om, at det blev lettere for mig, at holde mine egne forventninger ud, så var der stadig masser af andre forventninger. Jeg har nemlig valgt, at holde jul på mit bosted, hvor der er personale og ro på. Det valg har jeg taget, fordi jeg ved, at det er det, der skåner mig mest, men jeg ved også, at det gør min familie kede af det. De vil som så mange andre familier, gerne være sammen med mig i julen, og jeg vil da også gerne være sammen med dem, men jeg kan simpelthen mærke, at jeg vil blive alt for stresset, hvis jeg skulle være sammen med min familie. Men det er bestemt ikke nemt at tage det valg, for man følger, at man skuffer folk, og så kan man gå og slå sig i hovedet over det. Det kan ende ud i en meget stor hovedpine. Men jeg har stået meget fast ved mit valg, og jeg synes faktisk, at det har gjort det nemmere for mig selv. For så har jeg taget et valg, og på den måde har jeg kunnet vænne mig til tanken i længere tid 🙃

 
Så der er mange svære ting, man skal forholde sig til i julen. Der er både ens egne forventninger til julen, men der også andres forventninger til en i julen. Jeg var ”heldig”, at min medicin begyndte at virke, sådan at jeg havde lettere ved at være i alle disse forventninger, men andre med psykisk sårbarhed har måske meget sværere ved det, fordi de ikke har overskuddet til at stå imod. Så selvom julen er en er en dejlig højtid, så er det også en stressende højtid – men det er vist noget, der også gør sig gældende for næsten alle voksne mennesker i verden 😉
received_347388429175580

Men når det er sagt, så håber jeg, at I alle har haft en rigtig god juleaften, og at I vil nyde resten af julen 🎅 🎄

Jul og depression – hvordan får man lige det til at fungere?😕

Julen er en dejlig højtid, og det er en højtid, som de fleste forbinder med glæde og hygge. Selvfølgelig er der også en masse stress med juleindkøb og familie, der skal ses, men december måned kan alligevel et eller andet, som januar og november ikke kan 🎅
received_1004527893081052For mig er jul i hvert fald meget speciel, og hvis ikke, det var fordi jeg ikke kunne få mit julepynt herned tidligere, så kunne jeg godt have fundet på at pynte op allerede midt i oktober. Julen betyder virkelig meget for mig. Det er en højtid forbundet med masser af smil og julehygge. Men bag ved disse smil og hyggen, ligger en masse forventninger, og lurer 😟

Jeg forsøger nemlig hvert år, om ikke jeg kan finde frem til den glædelige juleånd, som jeg havde, da jeg var en lille pige. Da jeg næsten ikke kunne vente på, at de 24 dage gik, til at vi skulle fejre julen med enten mine bedsteforældre eller min mormor og morfar. Hele måneden var bare helt magisk, og hver dag var bedre end den anden. Hvor jeg var glad og uden de store bekymringer. Det er den ånd, jeg så gerne vil tilbage til hvert år – men julen ser bare anderledes ud, når man er voksen🤷‍♀️
received_1149990031818576Der er pludselig andre forpligtelser, og det er som om, at det er svære at finde frem til det magiske i julen. Det er i hvert fald min oplevelse. Men så i år, havde jeg tænkt, at nu havde jeg endelig alle muligheder for at finde frem til denne juleånd – faktisk havde jeg tænkt, at juleåndens glæde skulle blive min redning 😥

For jeg slås rigtig meget med mine følelser lige nu. Selvmordsforsøg og selvskade er efterhånden hverdagen, så jeg havde håbet, at julen ville få mit humør til at stabilisere sig. At disse forventninger og vaner omkring julen kunne få mig på højkant igen. Og jeg havde som sagt alle muligheder for det, for jeg er lige nu sygemeldt, hvilket betyder, at jeg har alt den tid i verden, jeg vil til at gøre alt det, der gør mig glad. Juleklippe, bage julekager, se masser af jule TV. Alle muligheder er åbne. Men desværre er det som om, at mit humør bare gør alt, hvad det kan for at kæmpe imod – jeg skal i hvert fald ikke være glad😢
For jeg har så mange forventninger til julen og til mig selv, men jeg har slet ikke overskuddet eller humøret til at føre dem ud i livet. I stedet bliver de bare til flere og flere frustrationer, fordi jeg ikke kan føre mine forventninger ud i livet😬

 
Helt klinisk, så har jeg ikke fået konstateret, at jeg lider af en depression, men jeg har tegn, der minder uhyggeligt meget om en. Og det er desværre også meget normalt, at jeg udvikler depressioner her om vinteren. Når lyset forsvinder, så forsvinder mit humør også langsomt. Så det er lidt som om, at mine braste forventninger og depressionen er gået sammen i en ond cirkel, som næres af hver ny brast forventning. Så det kan helt bestemt være svært at holde hovedet højt, og nyde julen, når jeg hele tiden graver mig selv mere og mere ned i den onde cirkel. Men derfor er det også så vigtigt, at jeg har mennesker omkring mig, som kan hjælpe mig😊

 
Jeg har f.eks. personalet på mit bosted, der hjælper mig med at vende mine forventninger om, så de ikke er braste, men bare for høje. Det er også et helt essentielt tema, når jeg snakker med mine behandlere i Psykiatrisk Klinik 1. At mine forventninger er for høje – jeg skal ikke fokusere så meget på det, jeg ikke har kunnet i løbet af dagen, og de ting, som ikke har været gode i løbet af dagen. Jeg skal helt klassisk vende det, og se på de ting, der har været gode. Og her skal jeg lige hilse og sige, at det er en yderst svær opgave, når man er så trist og det hele bare er sort omkring en😔

received_1273129439496704Men jeg havde besøg af min lillesøsters hund Balder i lørdags, og vi hyggede rigtig meget sammen med Rasmus. En rigtig hyggelig stund, og det er sådan nogen, jeg skal huske på, at jeg skal samle på. Det bliver nemlig en meget bedre jul, hvis jeg vælger at fokusere på det gode i mit liv, og så lære at sige til mig selv, at det andet bare er en dårlig dag – og det har alle mennesker, så det er vel okay, ikke? 😉🎄

 

🎄🎅 Glædelig 10. December

Jeg var rædselsslagen for at blive rask! 😨

Det er ikke altid let at skulle snakke om det, som man skammer sig over – men hvis man kan finde modet til at åbne op, kan det være, at det bliver lettere for andre at åbne op omkring det også? Men hvordan åbner man op for sådan et emne, som man egentlig helst vil holde for sig selv? 😳

Jeg var bange for at blive rask

Men jeg har noget, jeg tænker er vigtigt at få ud i offentligheden, noget som jeg skammer mig helt vildt meget over. En skam, som længe har holdt mig fra at indse, hvordan jeg bare hev mig selv længere og længere ind i min sygdom. Jeg turde nemlig ikke indse, at hvor bange jeg faktisk var for at blive rask! 😱

Jeg husker, at noget af det første, som min behandler i OPUS sagde til mig, var, at han var helt sikker på, at jeg nok snart skulle blive rask. Jeg husker, at jeg havde lyst til at løbe grædende derfra. Hvordan fanden kunne han sige sådan noget? Nu havde jeg kæmpet så længe med min sygdom – kæmpet så længe for at komme ind i systemet og få hjælp, og så sagde han bare, at jeg snart var rask igen. I mine øre var det han sagde, at jeg sikkert snart blev hurtigt rask, og når jeg vat rask, så var der ikke mulighed for, at jeg kunne få mere hjælp. Men jeg har aldrig rigtig været ”rask” i mit liv, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive det, men jeg kunne til gengæld godt forestille mig, at jeg fyldte for meget, og at folkene i OPUS ville gøre alt for at komme af med mig igen – sådan havde jeg nemlig tænkt hele mit liv. Så det endte med, at behandlerens udmeldelse gjorde, at jeg bare holdt endnu mere fast i min sygdoms titel! 😟

worried-girl-413690_1280Og desværre var det også noget, der kom til at præge mig gennem resten af mit sygdomsforløb – frygten for at blive rask! Jeg var så paranoidt bange for, at mine behandlere bare ville meddele en dag, at nu syntes de, at jeg var rask, og derfor ville de ikke længere hjælpe mig – og det måtte for alt i verden ikke ske, for jeg følte mig så syg, at jeg ikke havde den mindste tro på, at jeg kunne klare mig selv. Set ud fra mit perspektiv i dag, tror jeg heller ikke, at jeg ville kunnet have klaret mig selv, men på den anden side, så tror jeg heller ikke på, at der var en eneste af mine behandlere, der var i tvivl om, at jeg var syg. Desværre fik de det bare til at virke, som om de var i tvivl om det 😢

Jeg gjorde alt for at vise, at jeg var syg
traffic-lights-49698_1280Så jeg brugte rigtig lang tid på at kæmpe imod, når folk forsøgte at række ud for at hjælpe mig. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var syg, for det var jeg, men jeg gjorde ikke rigtig noget for at få det bedre. I stedet gjorde jeg faktisk alt for at få det værre. Alle tegn – selv det mindste – på bedring skulle straks udryddes og erstattes med et sår, der krævede behandling 🤕

Det hele blev ikke gjort meget bedre af, at løb ind i et stort tvivlsspørgsmål omkring min diagnose. I den periode følte jeg mig meget syg, men jeg var også meget syg, men i den periode var der ingen hjælp at hente, fordi jeg blev sat mellem to afdelinger – P og Q. Og ifølge myndighederne og alt det der, så måtte ingen af dem yde hjælp, før alt var på plads omkring min diagnose 🙁

Tvivlen drev min selvskade
I den periode var jeg så rædselsslangen for, at jeg ville blive afsluttet, at jeg virkelig gjorde alt for at overbevise alle om, hvor syg jeg var. Jeg sikrede mig, at min selvskade var så voldsom, at den krævede behandling hver gang, for så var derda i hvert fald ingen, der kunne komme og sige, at jeg ikke var syg – nu havde de da for helvede et synligt bevis 🤕

Heldigvis faldt der ro på, men hvorfor denne tvivl og frygt?
Heldigvis faldt hele tvivlen omkring min diagnose på plads, og jeg fik tildelt en behandler og læge, som for første gang arbejdede med mig på en måde, så jeg ikke længere følte det her store pres.

alone-2666433_1280Men hvorfor er det så skidt at være syg? Stiler man ikke altid efter at være rask?

Jeg vil tro, at i mit tilfælde, har jeg været så skræmt for at blive rask, fordi jeg følte, at jeg havde et eller andet krav på at få hjælp. Jeg havde hele min barndom og ungdom kæmpet med en usynlig fjende, som havde tæret på min kræfter 😫

Diagnosen blev mit skjulested og min hovedpude
Da jeg kom ind i systemet, havde jeg nået mit bristepunkt jeg havde ikke flere kræfter. Men så lige pludselige faldt den her fantastiske gave ned i mit skød – en diagnose, som jeg kunne gennem mig bag. En diagnose, som gjorde, at det var okay, at jeg ikke var som alle andre, og at jeg ikke kunne det samme som alle andre. For det var jo sådan, at det var. Jeg kunne ikke mere. Så derfor så jeg min diagnose som en gave. En meget tiltrængt sovepude, som jeg kunne bruge til at tage en lur med 😴

Men problemet var bare, at puden blev så blød, at jeg ikke ville af med den igen. Jeg vidste, jeg var syg – det havde jeg altid været, så det kunne der sikkert ikke laves meget om på. Jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag, hvor jeg var ”rask”. Derfor var min tanke omkring andres brug af ordet rask, at de bare ville tage min nye titel fra mig, uden at gøre mig rask. Min titel, der gav mig privilegere, som jeg havde så desperat brug for. Derfor måtte jeg for alt i verden ikke give dem en grund til at tro på, at jeg var rask 😨

Hvad så med i dag?received_2216822751920199

I dag er jeg heldigvis ikke bange for at blive rask mere, for jeg har lært, at jeg ikke ”bare” vil blive smidt ud af systemet. Og bare fordi, at jeg har en god dag, betyder det slet ikke, at jeg er rask. Det tager lang tid at komme dertil, hvor jeg kan klare mig selv, og jeg har fået lovning på, at der vil være nogen bag mig hele vejen. Det var en information, jeg savnede meget i min tidlige fase af min sygdom. Her handlede det hele tiden om, at jeg havde så og så lang tid, for jeg lignede en, der snart ville blive rask.

Og det er sandt – mit sygdomsforløb har formentlig ikke været så turbulent som mange andres, og min prognoser ser måske bedre ud end andres, men derfor er jeg stadig syg, og jeg har stadig brug for hjælp. Desværre er det bare sådan, at der i dag ikke altid er ressourcer i vores psykiatriske system til at give os tiden. En skam, da jeg er bange for, at andre måske har det ligesom mig, og faktisk bliver mere syge af det pres, der bliver lagt på dem?

Indlagt på S8 🏥

Som sagt er jeg blevet indlagt på et af de fast sengeafsnit – det her hedder S8, og var det gamle P2 og P3 ude i Risskov. Det betyder også, at der to personalegrupper nu, som er slået sammen. Det skal man lige vænne sige til, men jeg vil nu sige, at de har gjort det godt indtil videre 😊

Egentlig har jeg ikke så meget lyst til at være her, men det første jeg plejer at sige, når jeg har overnatte en nat på modtagelsen eller et afsnit, er også:

“Jeg vil gerne hjem i dag.” 

For jeg har sjældent lyst til at være indlagt, men jeg kan for det meste godt se, at det sikkert er for det bedste, at jeg lige får ro på i nogle dage. Det er også det, der er tilfældet den her gang 😪

Jeg er ved at have vænnet mig til 20181125_103518omgivelserne, de nye patienter og det nye personale. Fredag var den altid dejlige Adiba, som hev mig op, og lørdag var det min kontaktperson Lone, der hev mig op, men det triste i de sætninger er, at jeg behøver at blive hevet op. Men desværre er det sådan, at det står til lige nu. Jeg har det egentlig fint nok om dagen, og får også noget ud af den, men ligeså snart klokken nærmere sig 18, og mørket har sænket sig udenfor, så forsvinder mit overskud og erstattes i stedet af et altoverskyggende sortsyn. Derfor vil man vel også tænke, at det er meget godt, at jeg er indlagt, så der er nogen, der kan passe på mig, når nu jeg er selvskadende? 🤔

Men skal jeg være helt ærligt, så er jeg faktisk ikke sikker på andet end, at det gør det hele meget værre. Det, at der ikke er noget at aflede mig med, gør, at jeg lettere bliver fanget i mine tanker. Og det er slet ikke for at kritisere personalet herude, men det er simpelthen bare et faktum, at de ikke har ressourcer til at aflede mig. Så er det nemmere at være hjemme i trygge rammer, hvor der er flere muligheder for at aflede mig – og nu er jeg også heldig, at jeg bor på et rigtig godt bosted, så der er også sikkerhed derhjemme. Dog ikke helt den samme sikkerhed, som der er herude, da dørene herude er låste 🏡

Men nu skriver jeg, at jeg skal aflede mig, men jeg har oftet ænkt over – hvornår stopper jeg med at “aflede” mig selv, og faktisk nyder de ting, jeg laver? Hvordan kommer jeg til det punkt? For lige nu synes jeg, at alt i mit liv drejer sig om at aflede, så jeg for alt i verden ikke kommer til at mærke mine følelser. Men hvorfor er det så farligt at mærke mine følelser? 😨sunset-2440669_1280

Jeg var på kursus for ikke så lang tid siden, hvor psykologen, der holdt fordrag, forklarede, at folk med psykiske lidelser ofte har meget stærkere følelser end alle andre. Noget, jeg faktisk ikke vidste. Det er ofte dem, der selvskader, der har de her rigtig voldsomme følelser. Det kan f.eks. være, at man tabte et spil – det kan udløse en følelse af tristhed eller vrede, der er så enorm, så den kan sammenlignes med de følelser, andre oplever, hvis de var ved at blive skilt. Så det er meget voldsomme følelser, der er på spil, og det er derfor, det kan være så svært at være i dem. Derfor gør man også næsten alt for at slippe af med dem – derfor afledning! Selvskade kan være en måde at aflede på, men det er ikke en særlig holdbar en. Derfor gælder det selvfølgelige om at finde andre metoder at håndtere sine følelser på.

Min altid kloge kontaktperson Astrid har fra dag et af, holdt på, at jeg skal lære at mærke mine følelser, acceptere dem, og mærke, at de ikke er farlige. Men det skal jeg hilse og sige – det er ikke noget, man bare lige gør, for det er altså som sagt meget voldsomme følelser. Så derfor kommer afledningen på banen igen. Men så er det, at jeg bliver helt håbløs, for hvornår kan jeg begynde at leve mit liv, og ikke aflede mig hele tiden. For når jeg afleder mig, er det ikke fordi, altid er glad, men jeg er bare i en tilstand, hvor jeg kan holde mine følelser ud 😥

Så jeg er lige nu i en proces, hvor jeg skal lære, hvordan jeg kommer mine stærke følelser til livs, så jeg kan starte med at leve mit liv, og ikke bare overleve. En af løsninger er formentlig, som jeg har skrevet meget om, at jeg skal forsøge at tage det mere med ro, for hvis jeg ikke overbelaster mig, så er der chance for, at jeg ikke presser mine følelser derud, hvor det går galt. Men jeg vil nu alligevel meget gerne ned til kernen af problemet, så jeg kan få ryddet op og virkelig arbejdet med min sygdom. Derfor håber jeg også, at jeg kan få et forløb ved en psykolog snart – indtil da holder jeg ud og overlever. For jeg har livet foran mig, og jeg har (i gode perioder) en tro på, at det nok skal blive bedre for mig. At jeg nok skal få det liv, jeg drømmer om!  💪Resized_20181006_131927

Ny psykiatri – de samme dejlige mennesker😊

Det gik rigtig hurtigt, alt for hurtigt. Der gik faktisk ikke mere end et par timer, fra at jeg havde lagt det sidste indlæg ud, til at jeg var på vej ud til Skejby skadestue for at blive syet. Men sådan kan det gå en gang i mellem. Jeg fik det meget pludseligt dårligt, og søgte egentlig også hjælp, men i sidste ende var det hjælpen desværre ikke nok til at stoppe mine stemmer. Jeg var så bange for dem, at jeg forsøgte at dæmme op for, hvad de ville have mig til at gøre, så jeg skar i mig selv. Egentlig ville de nemlig have, at jeg skulle hoppe i havet, og selvom det lyder voldsomt at skære i sig selv, så var det trods alt en mere kontrolleret handling. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville dø af at skære i mig selv, men derimod var chancen stor for, at jeg ville ende med at drukne, hvis jeg hoppede i havet på denne her årstid 😨

Men såret skulle have behandling, så jeg fik samlet mig nok til at tage op på skadestuen. Her blev såret set på, men heldigvis var det ikke alvorligt, så lægen satte bare nogle strips hen over til at holde det i spænd. Så var der styr på det fysiske, men det psykiske var i den grad i “stykker” 🤕

Hele den her uge har været stor flytte uge for psykiatiren, der er flyttet fra Risskov til Supersygehuset i Skejby. I går var det så psykiatirisk modtagelses tur til at flytte. De åbnede allerede klokken ti om morgen ude i Skejby, og lukkede ned klokken tre i Skejby. Derfor var den nye akut psykiatriske skadestue egentlig åbnet op, da jeg sad i skadestuen, men der var en masse forvirring om, hvordan og hvorledes alting skulle gøres, for der var enighed om, at jeg skulle videre i systemet. Det var ikke til min fordel, for det betød, at lægen og sygeplejersken fra somatisk skadestue løb frem og tilbage, mens jeg egentlig bare havde brug for at snakke med nogen 😢

Men som overskriften også giver udtryk for, så er det heldigvis de samme dejlige mennesker, der er flyttet med ude fra psykiatrisk modtagelse. Og til mit held var det et kendt ansigt, der pludselig stak ansigtet ind til en snak, da jeg havde allermest brug for det. Var han ikke kommet forbi, ville jeg formentlig være gået, og være taget ned til vandet, for mine stemme var helt ustyrlige. Men sammen med personalet fra den gamle modtagelse, som jeg efterhånden kender rigtig godt, fik jeg en seng i den nye modtagelsen, og jeg vil måske ikke ligefrem sige, at jeg fik trygge fysiske rammer, for det hele var spritnyt, men de socialrammer var der. Og det betød en verden til forskel 😊

For det var noget af en omvæltning, når man har det rigtig skidt, at skulle et nyt sted hen. Faktisk var jeg ved at gå helt i panik, allerede da jeg cyklede ud til Skejby, for der var så meget nyt, og jeg kendte ikke vejen, og det var samtidig med, at jeg havde to stemmer inden i mit hoved, der skreg alt, hvad de kunne. Så noget kendt kan ofte gøre en rigtig stor forskel. Men når det så er sagt, så er det faktisk nogle flotte bygninger, som de har fået lavet herude. Men jeg må indrømme, at jeg var ret paf, da sygeplejersken viste mig ind på min stue.

Her er det så.

Men det vi gik ind i mindede altså mest om et mødelokale. Der var for det første slet received_1205665742942211ikke nogen seng. Det var ret bizart. Men for det andet, så stod der et bord med fire stole – ellers lignede det egentlig godt nok en stue. Meget alá de nye stuer, som de har fået i somatikken, hvis man bliver indlagt der. Med fjernsyn (der så godt nok ikke virkede) og det hele. Sengen kom så godt nok ret hurtigt, så der var egentlig ikke noget at klage over. Det er selvfølgeligt meget nyt at skulle vænne sig til, men jeg tror nok, det skal komme. Jeg er i hvert fald fortøstningsfuld 😉

Der er så en del andre ting, der også følger med, at modtagelsen er flyttet. En ting, jeg ved, at de fleste fra personalet i hvert fald lige skal vænne sig til, er, at de skal gå i det samme tøj som deres kollegaer i somatikken. Det skal man lige vænne sig til, fordi det ellers altid har heddet sig, at de ansatte i psykiatrien har gået i normalet tøj. Noget der egentlig har været rart, synes jeg, da det har gjort, at jeg ikke har følt det så hospitalsagtigt, men det er selvfølgelige hele idéen bag, at psykiatrien er blevet rykket ud som en del af Supersygehuset 🏥

Noget andet er, at der kun er seks stuer, hvor der på den gamle modtagelse var hele ti stuer. Det gør, at der ikke længere er den store mulighed for at tage nogen ind til “en enkelt overnatning”. Faktisk er det sådan, at man i akut psykiatirsk skadestue har valgt at lave deres eget venteværelse. En beslutning som jeg, og jeg tror også mange andre, er glade for, da tanken om at skulle dele venteværelse med små børn og andre med helt almindelige skader, ikke var noget der tiltalte ret mange psykiatriske patienter. Men det har også betydet, at der er gået en af de seks stuer til det. Og oveni, så bruges en af stuerne også, hvis der er plads til det, som samtalerum, så så har man kun fire stuer. Det er godt nok grotesk, at der skal spares så meget, men det er svært at sætte sig op mod folketinget, når de ikke vil høre det mindste efter 😤

Og som det sidste, så er der nu kommet en regel om, at man egentlig “kun” må være ireceived_323520431585027 skadestuen i fireogtyve timer. Før i tiden har der været mulighed for, at hvis man havde brug for det, så kunne man blive en nat mere, men det er der simpelthen hverken plads eller ressourcer til. Måske meget godt, og måske skidt – nu må vi se. Jeg vil i hvert fald bare rose personalet på den nye akut psykaitriske skadestue, fordi de tog så godt imod mig i går, og fordi, at de, selvom de stod mit i et flyttekaos, stadig fandt plads til at tage sig rigtig godt af patienterne. Det gjorde i hvert fald, at min aften og nat blev til at holde ud 😌

I morges blev jeg sendt videre i systemet, og blev rykket over i endnu et flyttekaos på en af de faste sengeafsnit, men heldigvis kender jeg også rigtig mange fra personalet herovre, så jeg er optimistisk 😊
Tak til jer, der vile læse mit lidt lange indlæg – og rigtig god weekend til jer alle 🙋‍♀️

Så er det snart jul 🎅🎄

Så er der kun 9 dage til at det er d. 1. december – det betyder, at der skal pyntes op 😄 Hvis der er noget, der kan løfte mit humør, så er det at se julepynt – en masse lys og glitter, og så mens “Last Christmas” toner ud af høretelefonerne, så er det bare himlen😉 received_291011068185399
Siden jeg kom hjem i mandags, har jeg brugt de fleste af mine kræfter på at få ryddet op på mit værelse, sådan at jeg kunne få pyntet op til jul. Det trængte efterhånden til en kærlig hånd, da jeg som sagt ikke havde været hjemme i et godt stykke tid. Det endte alligevel med at være 19 dage, jeg var indlagt, så der havde samlet sig diverse støv samlinger 🙆‍♀️

Men “bare” det at skulle gøre rent på mit værelse er en stor udfordring for tiden. Jeg har simpelthen ikke overskuddet eller kræfterne til det, men mit hoved har bare ikke fået det memo. Det svinger pisken fremad, for at jeg skal fortsætte, og så pludselig står jeg i en situation, hvor der står en bjørn ovre ved sengen, og kigger sultent på mig. Så ved jeg dog heldigvis godt, at den er gal, men idéen med al min behandling er jo, at jeg skal stoppe op, før jeg kommer helt derud, hvor min verden bliver en anden. Men som sagt “var mit hoved syg den dag, det blev sagt i klassen”. 🤕

Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at jeg ikke kan andet end at gøre en lille smule rent, og så deltage i fælles aftensmad. For mig er det et enormt nederlag, at jeg er sunket så dybt. Før hen kunne jeg jo stå op klokken 6, tage på gymnaiset, deltage i en fuld dag der, og så tage på arbejde til sent ud på aftenen, uden det gjorde det store. Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at min krop er begyndt at sige fra. At jeg skal lytte til mine egne behov. Det lyder skørt i mit hoved – men hvis jeg vil undgå sultne bjørne i mit værelse, så er det altså en ting, jeg må lære. 🐻

Jeg må med andre ord lære, at det faktisk er et fremskridt, at jeg kan holde til at gøre rent og deltage i fælles aftensmad. Før jeg har før hen været helt dernede, hvor jeg slet ikke kunne holde til bare at se tv. Så det er jo et stort skridt fremad, selvom det føles som 15 tilbage. 🚶‍♀️

received_311501369454285Så det er det, jeg arbejder så meget med – hele tiden at acceptere mine begræsninger, men også samtidig at få dem vendt til fordele. For det er med at se livets positive sider, og ikke sidde fast i de negative sider. Så nu har jeg f.eks. en masse tid til at arbejde på min bog, hvilket jeg nyder rigtig meget. 📇 Og så har jeg også tid til at pynt til jul – det har ikke været hvert år, at jeg har haft det. 🎅😊