Nogen er bare født med mere kraftfulde batterier😊

received_268001467246079

Hej derude 👩‍💻

– Det er ved at være lang tid siden, at jeg har lagt noget op her på siden sidst, men jeg har haft utrolig meget at se til med medicinomlægning og møder. Oven i alt det arbejder jeg også videre på min bog, så det kan sommetider være svært at få skrevet om det hele. Men jeg håber, at I stadig har lyst til at læse med, og få et lidt større indblik i et liv med skizofreni 👧
Der er sket en hel masse siden sidst, men det er lidt meget at skulle til at hive alt det op, så jeg tror bare, at jeg vil fortsætte fra det, der optager mig lige nu 😄

Jeg er lige kommet hjem fra en længere indlæggelse på P4. Det endte med at være hele 19 dage, selvom jeg gerne ville have været udskrevet efter den første. Men jeg er nu i bund og grund meget glad for, at jeg endte med at blive, for jeg fik nogle rigtig gode bekendtskaber, som jeg slet ikke vil være foruden. Men jeg har altså også bare savnet Hasle Kollegiet! ❤
Det er et helt andet liv, der er her på bostedet, og så er der alle de dejlige mennesker, så det var rart at vænne hjem til. 😍
Men det der med at vænne hjem efter så lang tid væk, kan være noget af en omvæltning. Jeg har altid haft rigtig svært ved at omstille mig fra det ene til det andet, og i går var ingen undtagelse. Derfor endte jeg også ud i at overanstrenge mig alt for meget, da hele mit værelse fik en ordentlig overhaling. Ikke super smart, men på den anden side holdte jeg mig beskæftiget, så jeg ikke faldt tilbage i de gamle selvskadende vaner.Men tankerne og impulserne til at skade mig selv var der.

Men i dag sidder jeg tilbage med et nydeligt værelse og ingen sår, så det må siges at have været en vellykket plan i går. Den ”pris” jeg så må betale i det her tilfælde er, at jeg er enormt træt og dovn i dag. Det tog mig en pose M&M’s og en halv time med min Playstation, før jeg havde kræfter til at sidde op. Men hvis det er ”prisen”, så er det en lille pris for at undgå selvskade. Desværre betyder det så også, at jeg går glip af en samtale med min behandler i APE og et foredrag, som jeg gerne ville høre, men så må det være sådan 🤷‍♀️

Det her med at sætte fokus på mig selv, og lære mine grænser at kende, det er noget meget nyt for mig. Eller sagt på en anden måde, så er det meget nyt, at jeg er begyndt at arbejde med det. For jeg har fået det at vide lige fra jeg startede i OPUS (behandlings tilbud for unge med skizofreni).

”Du er et sårbart menneske, der er nødt til at mærke efter, hvor dine grænser går.”
”Du er nødt til at tage dig selv seriøst, og give dig selv plads.”

Sætninger, jeg har hørt igen og igen, men som jeg ikke har haft selvtilliden til at høre efter. For jeg forstod godt, hvad det var, at alle de dejlige mennesker forsøgte at sige til mig, men jeg kunne bare ikke efterleve det, for jeg havde ikke lov til at efterleve det. Jeg var ikke noget værd! Alle andre kom i første række, og så måtte mine behov ellers pænt gemmes væk. Men sådan er det heldigvis ikke mere!

Nej, jeg har fundet så meget selvtillid💪, at jeg faktisk kan lytte efter, hvad jeg har

received_705979873117635

brug for. For jeg har behov, der er anderledes end alle andre. Jeg har ikke så meget overskud, og det må jeg simpelthen lære. Jeg kan ikke have gang i noget hver dag i ugen. Eller det kan jeg måske godt, men så ender jeg inde på skadestuen efter et selvmordsforsøg. Så sørger min krop simpelthen for at sige fra på sin egen måde. Og det er altså en alvorlig måde! Så jeg har lært at lytte efter før, og mærke, når jeg har brug for en pause. Og det er bestemt ikke fordi, jeg er god til det, men jeg også lige begyndt på det, så forhåbentlig kommer det. Men i dag er en øvelse; jeg må fravælge noget, som jeg egentlig gerne vil, for at passe på mig selv. Et svært valg, men et nødvendigt valg.

 

Og egentlig er det vel ikke så anderledes end alle andres liv, den eneste forskel er bare, at der ikke skal ret meget til, før jeg skal passe på mig selv. Mine batterier, hvis man kan bruge den terminologi, er ikke så kraftfulde som alle andres – de skal lade oftere, fordi de hurtigere løber tør for strøm.🔋🔌

Det var lige en længere smøre om energi – men på den anden side, så er det helt klart det, der fylder mest for mig lige nu, så derfor syntes jeg, at det var værd at nævne 😉

Den officielle selvmordsforbyggelses dag – bryd stigmatiseringen!

Det er i dag den officielle dag for selvmordsforebyggelse i hele verden, og temaet for denne dag er, at man forsøger at nedbryde tabuet om selvmord.

received_330043584218732Jeg har selv forsøgt at begå selvmord masser af gange, og det var bestemt ikke, fordi at man talte med mig om selvmord, at jeg fik lyst til at begå selvmord – tværtimod, så var det fordi, at jeg ikke snakkede nok med nogen om det.

Det er så enormt vigtigt, at vi begynder at snakke om emnet, for jo mere vi snakker om det, jo får folk, der har det svært, at vide, at der er muligheder for at få hjælp. Der er så mange muligheder, som man kan søge; psykiatrisk hospital, rådgivningstelefoner, livslinjen (70 201 201), læger, venner, familie. Det er bare med at søge dem, for der står masser af mennesker klar til at hjælpe. Så mange mennesker, der hellere vil hjælpe en, mens man er i live. Alle har en betydning, og selvmordstanker er en tilstand, der går over, så det er med at få hjælp til at holde denne tilstand ud – og det kan lade sig gøre! Jeg er ikke selv et lysende eksempel på det, for jeg er selv midt i det, men der er så mange andre lykkelige historier, så jeg har troen på, at det kan lykkes at komme over denne tilstand! Hold ud og søg hjælp!

Jeg har skrevet et blogindlæg på Outsideren om dette emne, og om hvad mine egne oplevelser har været med det. Desuden kører DR en dokumentar serie, omkring det at ville dø med Anders Lund Madsen.

 

En hverdag med plads til livet..

Jeg startede denne blog, fordi jeg gerne ville have mere åbenhed om psykisk sygdom.20171212_171944 Jeg har et håb om, at hvis vi bare kan komme til at snakke om det, så virker det måske ikke så skræmmende, og til sidst er det måske endda ikke et tabu mere. En af de måder, jeg håber at kunne bygge en bro over kløften mellem ”det normale” og det psykiske syge, er ved at give et indblik i min hverdag – en hverdag, hvor psykisk sygdom fylder rigtig meget.

For jeg kan ikke komme udenom, at jeg lider af skizofreni. Selvom jeg har rigtig svært ved at acceptere den, så er den en meget stor del af min hverdag. Det er den i den forstand, at den begrænser mig på mange punkter. Det er meget svært for mig, at min sygdom skal fylde så meget i hverdagen, men faktisk gør min ”frustration” over min sygdom den værre, end den egentlig er. Det er ligesom at sige, at man ikke må tænke på den lyserøde kanin – tænker man så ikke kun på den lyserøde kanin? Det lyder så nemt bare at sige, at tricket er, at man bare skal lære at leve med sin sygdom, og de begrænsninger, som den kan byde på, men hold nu op, hvor er det svært! Især for mit vedkommende, fordi jeg lige nu ikke kan koncentrere mig meget mere end en til to timer om dagen.


Jeg vil meget gerne bruge min dag på ”noget” i stedet for bare at sove (og hvis jeg er heldig, spille Playstation) hele dagen. Så det sker næsten hver dag, at jeg får presset min koncentration for meget, fordi jeg ikke kan lade være med at lave alt for meget i løbet af dagen, og om aften må jeg så betale med selvskadende tanker, stemmer, selvmordstanker, og andre psykotiske symptomer, som farer rundt i mit hoved.

Jeg kan godt høre, at det lyder meget voldsomt, og det er det vel egentlig også, men når man lærer at leve med tanker om at tage sit eget liv, hver dag, så er de ikke så farlige mere. (Hvilket nok gør dem endnu farligere). Så er det ligeså naturligt at tale om, som hvad man skal lave den næste dag.

20180823_171909
Når selvmordstankerne tager over.. Sørgeligt, men en opsang om at slappe af! 




Men jeg bliver simpelthen nødt til at slappe mere af. Mine behandlere og læger siger det samme. Jeg bliver hele tiden nødt til at opveje, om jeg har overskud til forskellige ting i løbet af dagen. Ellers kender jeg konsekvensen. Det er vel egentlig ikke så fjernt fra alle andres hverdag. Man har et vist niveau af energi, og når man har brugt det, så kan man ikke mere. Jeg har bare ikke så meget, så en stor del af min hverdag, går med at overveje, hvad jeg kan og ikke kan holde til.

Konsekvensen i form af psykotiske symptomer og selvmordstanker, er formentlig værre end konsekvensen for andre, der har brugt deres energi, men i bund og grund er hverdagene ikke så forskellige. Mange har måske den opfattelse af folk, der lider af skizofreni, at de hører stemmer og ser syner konstant, og burde være indlagt, sådan at de ikke er til fare for nogen. Men det er heldigvis meget langt fra tilfældet.

Rigtig mange er nemlig velmedicinerede, hvilket vil sige, at de psykotiske symptomer, depressive symptomer, angst og humørs svingninger, som jeg ellers normalt har oplevet konstant, er holdt nede. Jeg er efterhånden også så heldig, at være velmedicineret, så jeg faktisk næsten fungerer helt ”normalt”. Selvfølgelig med undtagelse af, at et for stort pres i hverdagen, kan bryde medicinens tag i symptomerne. Så som sagt er det vigtigste for mig at få blancret min hverdag, sådan at jeg kan holde medicinens låg på mine symptomer.

Men det der med ikke at udsætte sig selv for for meget pres, det er så lige det. For hvem vil ikke gerne nå det hele på en gang? Jeg vil i hvert fald ufatteligt gerne nå både at skrive en bog, få en uddannelse og et job, inden jeg er 30. Det er ret urealistiske, men det er bare lige det med at acceptere det. For jeg vil heller ikke vende den om, og bare sidde og trille tommelfingre, så det gælder om at finde mit leje. Men det er ikke nemt, når vi har et samfund, hvor man kun bliver vurderet på præstationer! Så er det let at falde i fælden, og presse sig selv for meget.


20180823_170738

Men for nu har jeg taget udfordringen op, der hedderskrivekunstskolen. Selve kurset er en lidt for stor mundfuld, men jeg har fået lov til at starte blidt, hvilket er lige, hvad jeg har brug for. Forhåbentlig kan jeg komme op deltage ligeså meget som de andre, men lige nu forsøger jeg at tage den stille og roligt, og i stedet hækle en masse (afslapning). For sommetider har man bare brug for at sætte sig ned, og måske hækle, eller hvad man nu slapper af med, og tage sig den ro, man har brug for! Om man så er syg eller ej 🙂 🙂

 

 

Man skal have mulighed for at snakke med nogen, når man har det skidt!😢

Sikke en grum historie 😱 Men hvor er det bare sejt, at han taler åbent om det, i stedet for at gå med det selv! 💪

Jeg har selv været i sådan en slags situation, og jeg ved på egne  krop, hvor vigtigt det er, at man kan tale med nogen om det – derfor skal man ikke gå og frygte at man skal gemme sig! #Ikkemeretabu