14. august 2019

Kære dagbog 📖

Skolestart! Så kom dagen endelig, hvor jeg skulle starte på VUC på Engelsk B. Jeg har glædet mig som et lille barn, men jeg har også været nervøs. Mest fordi, at alting med betaling og sådan har været lidt af en kamp. Og det viste sig også, at jeg ikke var meldt til. Stress!

For hvis der er noget, jeg kan blive stresset over, så er det, hvis tingene ikke er i orden! Men faktisk var det slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Og jeg tog det også overraskende fint 🤤

Jeg har virkelig lært meget om mig selv de sidste på år, men en ting jeg virkelig har lært mig selv er at hvile i mig selv. Jeg tager mig slet ikke så meget af problemer, som jeg før ville have gjort. Det lykkedes mig da også at få ordnet problemet lige bagefter 😃

Jeg snakkede kort med en enkelt medarbejder, og så var problemet løst. Hvilken dejlig lettende følelse, det var ✌

I gamle dage ville mig stemme have fortalt mig, at jeg ikke måtte ordne det, for så ville den slå nogen ihjel. Den ville være så livagtig, at jeg virkelig ville tro på den. Og i min frygt ville jeg have holdt mig fra at gøre noget aktivt, og bare have håbet på, at skæbnen ville løse det🤞😨

Første dag på VUC
Efter jeg havde kørt Rasmus til bussen til København klokken 7 om morgen, var der lige tid nok til en lille lur mere. Ellers stod den på fællesmorgenmad sammen med personalet og nogle af beboerne. Det var faktisk en rigtig dejlig måde at starte dagen på, sådan at jeg lige havde set folk, og snakket med nogen inden jeg tog afsted 😄

cycle-path-3444914_1920Der var en lang cykeltur foran mig, som jeg virkelig frygtede. Det var op ad Ringgaden broen, som er yderst stejl, men jeg besteg den! Og jeg døde ikke af det.
På skolen kendte jeg ingen, men jeg havde trods alt gået på VUC før, så jeg kendte heldigvis stedet. Desværre lå lokalt på 6 sal. Det betød super mange trapper, med en hård cykeltur i benene. Jeg måtte fake, at jeg virkede interesseret i et skilt, hvor der stod et eller andet på, mens jeg fik pustet ud på 5. sal 😥🔝

 
Men endelig fandt jeg lokalet, og fandt en plads. Det virkede til, at der ikke rigtig var nogen, der kendte hinanden, så vi var alle meget stille. Det passede mig egentlig fint. Læren kom lidt for sent, men hun virkede rigtig sød. Meget seriøs, men virkelig fair også 😊
Hun snakkede meget engelsk, og det var faktisk rart, så vi kunne komme i gang med at øve engelsk. Ellers gik det meste af timen bare med introduktion. Men fordi jeg ikke var tilmeldt kurset, så kunne jeg ikke rigtig være med til det elektroniske 😓💻

Vi havde to timer, som egentlig gik rigtig stærkt, og pludseligt var første skoledag veloverstået. Og jeg havde faktisk energi til hele dagen. Det var virkelig en dejlig følelse at komme ud med 🤗

Resten af dagen
crossfit-534615_1920Lige ved siden VUC ligger Fitness World, så jeg kunne ikke lade være med lige at tage over og lige og træne. Det var faktisk fantastisk at kunne bruge kroppen, når hovedet var lidt dødt. Det er en skøn følelse at kunne komme hjem, og så være træt over det hele i stedet for bare i hovedet f.eks. 😴💪

Desværre ventede endnu en cykeltur op af Ringgaden, nu med træning i benene. Det var virkelig en hård tur, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville klare den, men jeg tog det stille og roligt. Jeg gik halvdelen af vejen, men bare det, at det lykkedes mig at komme hjem, hvilket var det vigtigste 😱

Dagen endte med, at Rasmus skulle hentes, og ellers hyggesnakkede vi med personalet, der faktisk havde god tid til at sidde og snakke. Det er ellers en sjældenhed, fordi der på det sidste har været så meget akut, de har skullet tage sig af. Derfor er det også med at nyde det, når chancen for en hyggelig aften med ro på, så byder sig 😍

Tak fordi I læst med 😗

6. august 2019

Kære dagbog 📖

 
Det er sommetider utroligt, hvor lidt der egentlig skal til, før en ens humør kan skifte fuldstændigt. Det her er ikke bare et træk fra min skizofreni. Nej, det er bare en helt almindelige reaktion.

 
Jeg havde en samtale med en af de ansatte på kollegiet. Samtalen startede egentlig godt nok, men pludselig blev jeg nervøs, og følte mig forkert. Det ledte til, at jeg spurgte om noget, der tændte den ansatte fuldstændig af. Han råbte helt vildt, og var tydeligt sur på mig. Det gjorde, at jeg både blev ked af det, men også sur, fordi jeg følte, at han gik fuldstændig over mine grænser 😔

 

fantasy-4382631_1920.jpg

 
Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer, for det der blev sagt er egentlig ikke det vigtige. Det er mellem ham og mig. Det er mere det, jeg sidder tilbage med nu, der er det vigtige 🙁

 
Trist og opgivende
Samtalen tog nemlig rigtig hårdt på mig. Det var nemlig en ansat, som jeg normalt snakkede meget med. Derfor slog det bare ekstra hårdt, at han pludselig var så sur på mig😢

 
Tidligere har jeg altid lagt mig ned, og ment, at det har været min skyld, hvis nogen har været sure på mig. Det har jeg bestemt ikke tænkt mig at gøre den her gang! Jeg vil have lov til at holde fast i, at han gik over mine grænser, og at jeg ikke vil finde mig i det. Desværre betyder det bare, at det er rigtig svært at slippe følelserne omkring det 😵

 
Jeg har de sidst to dage været helt udkørt og trist. Jeg har slet ikke kunne finde energien til at fortage mig noget som helst. Jeg er helt sikker på, at det er fordi, at jeg har så mange følelser, der ligger og ulmer lige under overfladen😡

 
For i virkeligheden, så burde jeg jo snakke episoden igennem med den ansatte, men det er nok det sidste i verden, jeg har lyst til. Faktisk har min vrede mod ham, fået min vrede mod stedet til at vokse. Jeg er så træt at de forskellige ting, der sker her i huset, og jeg har virkelig svært ved, at jeg bare skal spørge om hjælp, men når jeg endelig spørger, så er den der aldrig, fordi de ansatte har for travlt 😕

 
Men det er ikke fordi, at jeg har lyst til at være så sur. Det er bare svært at lade være, når man er så fyldt op af alle de små ting, og der ikke rigtig er nogen at snakke med.
Min gode veninde flyttede sidste tirsdag, og den anden gode veninde, jeg har her, er næsten aldrig hjemme. Så jeg har egentlig kun Rasmus. Heldigvis har han virkelig været der for mig på det sidste, men jeg ved også, at hans kræfter ikke rækker for evigt 😳

 

motivation-4332998_1280

 

 

Jeg har overvejet at lade mig indlægge, fordi jeg egentlig har det ret skidt. Mine tanker kredser om selvskade konstant, og desværre udvikler tankerne sig også ofte til både selvmordstanker og planer. Det er ikke helt sikkert, at jeg egentlig går ”frit” rundt, men jeg ved ikke, om en indlæggelse vil hjælpe, for hvis jeg en dag virkelig vil tage mit liv, så er der egentlig ikke noget, der kan stoppe mig 😱

 

received_501235844014539VUC og Engelsk B
Det der stresser mig allermest ved alt det her, er, at jeg snart skal starte op på VUC. Jeg er kommet på en venteliste til Engelsk B, som ligger hver dag fra 12 – 14. Et perfekt tidspunkt, men hvis jeg har det sådan her hver dag, så bliver det svært at komme afsted. Og jeg skal afsted, for jeg har lovet min sagsbehandler, at jeg kan. For jeg fik valget, om jeg ville skånes, og jeg valgte selv, at jeg ville tage hård fat fra start. Det ved jeg også, at jeg kan, men jeg ved også, at det bliver rigtig svært, hvis jeg ikke har hjemmefronten i orden 🏡

 

 
Jeg starter heldigvis først på næste onsdag, så der er lidt tid, til at komme mig. Derfor er jeg heller ikke helt panisk endnu, men jeg ville meget gerne, hvis jeg kan få det her bearbejdet, sådan at jeg kan komme videre 😊

21. juli 2019

Kære dagbog 📖

Luften er ikke kold, men det er vandet. Men jeg kan ikke lade være med at tage et skridt mere. Mine busker bliver våde. Jeg er ikke mig selv. Jeg er mine tanker og mine følelser. Fanget af mine stemmer og vrangforestillinger. De vil have, at jeg skal gå længere ud. Hele tiden længere og længere ud 😢

Der er ikke nogen til venstre for mig. Til højre er der nogen der bader, men de er langt væk. Ingen kajakker eller både. Jeg er alene. Men jeg er jo aldrig alene. Mine stemmer er der altid. Og de vil have, at jeg skal dø 😱

Jeg tænker ikke. Ikke engang på min familie, Balder, Clarke eller Rasmus. Jeg fortsætter bare ud i det kølige vand. Det omslutter efterhånden hele min krop. Jeg kan mærke, hvordan det tyngder mig ned. Ned i mørket, for jeg skal hvile for evigt. Jeg bliver ved med at mærke havets fangearme, der klæber sig fast til mine ben, og hiver i mig. Jeg kan ikke lide det, men jeg tør ikke andet end at blive stående 😨

Bølgerne når efterhånden op over mit hoved, og vandet tyngder mig for alvor ned. Jeg kan ikke holde tårrene tilbage. Jeg er så ked af det, men stemmerne vil have det! Jeg er så bange. Bange for at være bange 😵

Pludselig bliver jeg hevet ud af mit hoved og min frygt. Noget så simpelt som en brandmand svømmer forbi mig, men pludselig er jeg ikke bange for noget inden i mig. Nej, jeg er bange for noget, man faktisk kan være bange for. Noget ydre. Det får mig tilbage i min krop. Som et lyn, der slår ned, farer min sjæl tilbage i min krop, der står ude havet, og som er ved at drukne sig selv 🌊🌊

”Rasmus! Rasmus!” Jeg ved ikke, om jeg råber det, eller jeg bare skriger det inden i mit hoved, men det er der eneste jeg kan tænke på. Jeg vil ikke dø, for jeg elsker Rasmus. Det er nu, at jeg skal kæmpe! Det er nu, at jeg skal finde al min styrke frem, og gå ind for at ringe efter hjælp 💪

Det var en hård kamp, for hvert skridt føltes som om, at jeg havde 20 tons vægt på mine skuldre. Men jeg ville ikke dø! Og jeg kom ind på stranden. Gennemblødt og kold. I T-shirt og busker, med skælvende hænder fik jeg ringet til 112 📱🚔

Skyld og skam over at være i vejen fyldte det hele, men vagtchefen ved politiet var så medfølende. Han lovede, at politiet nok skulle hjælpe mig. Og straks stod to engle i blå skjorter ikke langt fra mig. De var kommet for at hjælpe mig fra mine stemmer. Nu var jeg ikke alene i min kamp mere 👮‍♂️

De var så overbærende og medfølende. Jeg lod mig lulle ind i deres trygge varme. De tog ansvaret derfra. De kørte mig til psykiatrisk skadestue, hvor de tog afsked med mig. Og pludselig befandt jeg mig alene igen. Men pludselig var jeg ikke kun alene i min kamp, men også alene med mine tanker og følelser. Og der var specielt en følelse der meldte sig; tristhed 🙁

Hvordan kunne jeg byde Rasmus det her? Når han i forvejen har så svært ved at stole på mig? Og hvad så nu? Har han fået nok? Slår han op med mig, fordi det er for hårdt for ham?

Pludselig havde jeg det ikke bare skidt, fordi jeg var psykotisk. Nu frygtede jeg også af hele mit hjerte, at jeg havde såret Rasmus så meget, at han ikke længere ville mig. Hvordan skulle jeg leve, hvis det var tilfældet 😔

Lægen som jeg snakkede med på modtagelsen var klar i mælet. Jeg skulle på en afdeling. Og det kom jeg også, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg gjorde det for Rasmus’ skyld. For jeg har såret ham. Det er der ingen tvivl om, men han har sagt, at han stadig vil være min kæreste. Derfor bliver jeg bare nødt til at tage imod al den hjælp, jeg kan få, så at sådan noget her ikke sker igen. Derfor har jeg også sagt ja tak til en lidt længere indlæggelse 🏥

Det var et lidt hårdt indlæg, men mit liv går desværre ikke kun op. Der er også nedture, og når det går ned, så går det virkelig ned. Heldigvis skete der ikke noget, og nu håber jeg bare, at jeg kan få det bedre, sådan at Rasmus og jeg kan bygge videre på vores tiltro til hinanden 💑

Tak, fordi I gad læse med, og fortsat god dag 💋❤

16. juli 2019

Kære dagbog 📖

 
Jeg er i et voldsomt dilemma lige nu. Jeg har fået stillet to scenarier op af min sagsbehandlere. Enten så starter jeg på VUC på engelsk B, som betyder, at jeg skal gå i ”skole” 10 timer om ugen. Den anden mulighed er, at jeg starter i et skånejob, hvor jeg stille og roligt kan starte en hverdag op. 😫

 

man-4255617_1280.png

 
Hvorfor overhovedet et dilemma?
Man vil vel straks tænke, at det mest favorable valg vil være, at jeg passer på mig selv, og så starter op i skånejobbet. Så kan jeg altid starte på VUC senere, ikke?

 
received_2322201078100163Problemet er bare, at jeg ikke dur til at arbejde med noget, jeg ikke interessere mig for. Selvfølgelig kan jeg sagtens arbejde, men jeg er bange for, at den manglende motivation vil gøre det svært at komme ud af døren. Til gengæld så skal jeg bruge en god karakter i engelsk B, hvis jeg vil ind på min drømme uddannelse, som er psykologi. Så der er helt sikkert en motivation i det. Men det er også bare hårdt, når jeg ikke har lavet noget i et helt år, og så starte op med 10 timer om ugen. Men jeg vil bare så gerne!😍

 
Så der er helt bestemt en grund til, at jeg sidder i det her dilemma, men nu er problemet bare, at det skal løses inden i morgen. Så der er ikke meget betænkningstid 😨

 
Det giver kun anledning til mere stress
Jeg er lige blevet udskrevet fra min indlæggelse i går. Jeg følte selv, at jeg havde fået mere overskud, og at jeg var klar til at komme tilbage til verden igen. Men så fik jeg så opstillet det her dilemma i går. Det har kun givet anledning til mere stress, hvilket bestemt ikke er godt for min sygdom. Så derfor er det egentlig meget fint, at der ikke er længere betænkningstid. Havde der været det, så havde jeg bare haft mere tid til at bekymre mig i. Nej. Der skal tages et valg. Spørgsmålet er bare; skal jeg følge mit hjerte, som siger VUC og engelsk B, eller skal jeg følge mit hoved, der siger skånejob? ❤↔️👩‍🎓

 
Jeg skal passe på impulserne
Jeg har før skrevet om, at jeg er meget drevet af impulser. Jeg har før taget mange dårlige valg, fordi jeg har handlet impulsivt. Men jeg har til gengæld også taget nogle af de bedste valg, når jeg har taget dem impulsivt. F.eks. var beslutningen om at flytte tilbage til Aarhus i stedet for til Aalborg, en impuls beslutning, men det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget! Ellers havde jeg aldrig mødt Rasmus, og fået det her fantastiske liv 🤗🍀

 
Så det kan både være godt og skidt at tage impuls beslutninger. Men jeg har alligevel valgt at sove på det den her gang, fordi jeg ville være sikker på, at jeg ikke tog et dumt valg. Desværre har det ikke hjulpet særlig meget 😑

 
Hvad så?
Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg vælger endnu. Jeg hælder mest til VUC lige nu, men jeg har valgt, at jeg også vil lave for og imod skemaer. De har før hjulpet mig rigtig meget, og jeg gør tit brug af dem. Hvad svaret så bliver, det må vise sig i aften, når jeg har været igennem skemaerne, og har snakket med Rasmus og personalet på bostedet 😶

 

Dejlig dag til alle jer derude 💋❤

14. juli 2019

Kære dagbog 📖

 
Tankerne er der stadig. Tanker om selvskade og selvmord! Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver fri for dem, men i det mindste, så har jeg fundet styrken til at kæmpe imod mine impulser nu. Men hvad nu, hvis det er en depression, som jeg er på vej ind imod?

 
sadness-4331648_1280Tristhed
Jeg er utrolig ked af det for tiden. Jeg får hele tiden spørgsmålet; ”ked af hvad?” Jeg kan simpelthen ikke svare på det, for jeg er ikke ked af noget specielt 😐

 
Jeg har på fornemmelsen, at rigtig mange har svært ved at forholde sig til, hvis man ikke er ked af noget specifikt. Havde der været en årsag, så kunne man fikse det. Havde der været en grund, så kunne man arbejde ud fra den. Derfor forsøger alle også at komme til bunds i, hvad det måske kunne være. Men jeg kan spare dem for mange grublerier, for jeg er virkelig ikke ked af noget specielt 😟

 
I stedet har jeg egentlig bare brug for, at folk vil lytte til mig. Lytte til, når jeg fortæller, hvordan det føles, og måske, hvis de kan, så være med til at dele følelsen med mig. Det re ikke fordi, at jeg vil have, at andre også skal være kede af det, men bare hjælp mig med at være i følelsen. For det er ”bare” en følelse, og den er ikke farlig. Den er ubehagelig og træls, men den kan ikke gøre mig noget. Det er kun mine handlinger, der kan gøre mig noget. Derfor er det også, at jeg har brug for andre til at være der sammen med mig, så jeg ikke skal stå med følelsen alene 😶

 
received_720049715108346Indlæggelse
Grunden til, at jeg er indlagt, er egentlig, at jeg er trist og stresset. Jeg ved godt, hvad jeg er stresset over. Der er rigtig mange specifikke ting, som man kan tage hånd om, og bearbejde. Men tristheden til gengæld, den skal bare have tid 📆

 
Det lyder altid alvorligt, når man er indlagt, men jeg har efterhånden vænnet mig til det, for jeg er snart indlagt en gang om måneden. Men det selvfølgelig alvorligt. Det var det også den her gang, for jeg var lige ved at tage en overdosis af min medicin, fordi jeg simpelthen så desperat havde brug for hjælp. Heldigvis blev jeg indlagt, uden at jeg tog nogen overdosis, eller skadede mig selv på andre måder 😮
received_1088765277979464

Formålet med min indlæggelse har været, at jeg skulle have ro på. Jeg har nemlig været slem til at sætte alt for store krav til mig selv på det sidste. Jeg mener, at jeg burde gøre meget mere, end jeg kan holde til. Jeg har det nemlig med at glemme, at jeg faktisk er sårbar. Det går jo så godt, så selvfølgelig kan jeg holde til lidt af hvert. Derfor har jeg sommetider brug for bare at slippe tøjlerne fuldstændig, og bare lade andre tage over. Det er den følelse, som jeg har, når jeg bliver indlagt 😔

 
Herinde er jeg fritaget for alle krav og aftaler, for er jeg indlagt, så har jeg et synligt bevise på, at jeg faktisk er sårbar. Så må jeg godt aflyse aftaler. Det er det, jeg skal lære ude i den ”virkelige verden”. At det er okay, at jeg tager hensyn til mig selv. Også hvis det betyder, at jeg skal aflyse aftaler engang i mellem 😊

 
Hverdagen
Der sker faktisk meget store omvæltninger i mit liv for tiden. Jeg skal tage stilling til, hvad jeg gerne vil lave af aktivering, og jeg står på en akutboligliste, fordi jeg er klar til at flytte ud. Men det er ikke kun mig, der skal flytte. Det skal Ramus og to af mine gode veninder også. Så der sker meget, og derfor er det også forståeligt, at jeg er stresset, fordi jeg har mistet overblikket i alt det her 😦

 
Heldigvis skal jeg til møde med min sagsbehandler i kommunen i morgen, og der skal vi aftale, hvad jeg skal lave af aktivering. Så kan jeg heldigvis vinge det af på min seddel. Men i forhold til bolig, så er det stadig ude af mine hænder. Der må jeg bare vente og se 😊

 
God søndag til alle, der ville læse det 🤗❤💋20180719_135619

4. juli 2019

Kære dagbog 📖

Det er været en tumult tid for mit liv på det sidste, men jeg føler også, at jeg har taget nogle meget ”voksne” beslutninger, som absolut er kedelige, men som også er nødvendige 😫

 
Låst bankkonto
Jeg er, og har altid været meget impuls præget i mine handlinger. Da jeg selvskadede var det ofte på impulser. Heldigvis er jeg næsten ovre min selvskade, og jeg kan faktisk styre mine impulser. Det er virkelig et stort skridt, men desværre giver min indre dæmon ikke så let op! Nu har den i stedet kastet sine impulser på indkøb.
Jeg køber, fordi jeg er ked af det, og det lindrer at købe. Det er ikke fordi, at det er særlig dyrt, det jeg køber, men jeg køber til gengæld meget. Og det kan mærkes på min konto. Specielt fordi, at jeg er på kontanthjælp 😨💸

 
money-2696228_1280Men jeg har som sagt taget en meget ”voksen” beslutning for at komme problemet til livs. Jeg har valgt at låse min nemkonto, som pengene normalt kommer ind på. I den forbindelse har jeg så fået lavet en aftale med banken om, at jeg ”kun” får udbetalt 500,- hver uge. Sådan ved jeg, at der altid er penge sidst på måneden 💲

 
Det er bestemt ikke sjovt at skulle erkende, at man har et problem, men jeg er faktisk glad for, at jeg endelig tør stå ved det, for det er noget, der har plaget mig længe nu. Men nu kan der forhåbentlig endelig blive gjort noget ved det, sådan at jeg lærer at bruge min penge forsvarligt 💰

Ny medicin
En anden stor og ”voksen” beslutning, som jeg har taget, er, at jeg vil begynde på noget nyt medicin. Jeg forbliver stadig på alt det gamle medicin, men oveni det, forsøger jeg mig med et nyt præparat 💊

Det er egentlig et præparat, som man behandler folk med diabetes med, og det er slet ikke lavet til min behandling. Det har dog den virkning, at det som bivirkning nedsætter sulten. Og desuden har min læge taget ansvaret for det, og jeg stoler 110% på hende. Hun ved virkelig, hvad hun gør! 👩‍⚕️

received_807118536356774Jeg føler indtil videre, at præparatet virker meget godt. Jeg ved ikke, om det er helt meningen, at det skal give kvalme, men det er sådan, at jeg oplever det. Jeg får simpelthen så meget kvalme, at jeg ikke har lyst til at spise noget 😖

Det virker måske lidt barbarisk og hårdt for kroppen, men som min behandler i Klink 1 sagde, så er overvægt værre for min krop. Så grunden til den medicin er simpelthen, at jeg virkelig vil tage kampen op mod min overvægt nu!

Motion
Jeg ved, at jeg før har skrevet, at jeg ville starte på et motions forløb, og så er det alligevel ikke blevet til noget. Jeg er heller ikke blind for, at det her forsøg, kan ende på samme måde, men jeg håber, at det er vejen ind til et nyt liv 🙋‍♀️

received_348495219166462Og jeg skal også lige love for, at jeg er gået i gang med det. Jeg tæller kalorier, fordi min lillesøster foreslog, at jeg skulle prøve den en uge, for egentlig at se, hvor meget jeg spiser. Ud over det, så er min gode veninde og jeg endelig begyndt at løbe i vores løbeklub. Vi har længe grint af, at vi havde en løbeklub, hvor vi kun gik, men nu skal jeg love for, at min veninde virkelig har taget udfordringen op. Så har hun så også valgt at trække mig med ind i det 🏃‍♀️

Ud over det, så har jeg også meldt mig ind i Fitness World igen. De havde et tilbud, som jeg ikke kunne stå for – træn for 99,-, så jeg fik meldt mig ind, og jeg var afsted for første gang i går. Det var hårdt, men jeg kan også mærke, at jeg har savnet den dejlige stemning, der bare er i et fitness center. Jeg er udmærket godt klar over, at folk sikkert kigger og hvisker bag min ryg, fordi jeg er større en alle de andre, men jeg har egentlig kun øje for min træning, når jeg er deroppe. Og lad dem bare hviske og kigge, for hvis jeg taber mig meget, kan det være, at de ender med at hviske om, hvor pæn min forandring er blevet?

24. juni 2019

Kære dagbog.
received_594193311103959Det er helt vildt! Jeg tror ikke, at jeg kan få armene ned igen! Der er et forlag, der vil udgive min bog! Det er jo helt vildt 🤗
Jeg skal dog selv lægge 15.000,- i opstartsgebyr, så jeg ved alligevel ikke helt. Det er mange penge. Derfor har jeg heller ikke sagt ja endnu. Men det er alligevel et kæmpe klap på skulderen, at der er nogen, der mener, at min bog er god nok til at blive udgivet 😄
På den anden side, så er det helt mærkeligt endnu engang at være færdig med den. Sidst jeg oplevede det, så tog det faktisk rigtig hårdt på mig, fordi jeg havde været så optaget af at skrive på bogen, at jeg ikke havde haft tid til meget andet. Og det skal bestemt ikke lyde som noget negativt, for jeg elsker at skrive, men pludselig havde jeg bare ikke den her kæmpe opgave, som jeg kunne holde fokus på. I stedet skulle jeg til at finde noget andet, som jeg kunne kaste mig over. Og det skal jeg lige hilse og sige, at det var noget af en opgave. Det samme er lidt tendens nu 😫

 

Fødselsdag for familien
Jeg har før skrevet om, hvordan jeg bruger rigtig meget tid på at mærke efter og overveje, om jeg bruger for meget energi på hverdagsting. Jeg har ikke så meget energi, som alle andre, fordi jeg tager så mange indtryk ind i forhold til andre. Derfor kan en ting som en familie fødselsdag også være noget af en mundfuld! Og det skal jeg også lige love for, at det var 🎉
Jeg havde bestilt

kagemand udefra, sådan at jeg ikke selv skulle stå og bage, og derudover så havde jeg bedt mine forældre og lillesøster om at komme et par timer i forvejen, for at hjælpe mig med alt det praktiske. Det var virkelig en stor hjælp, at de var der, for til sådan noget her, kan mit overblik hurtigt glippe fuldstændig. Jeg kan simpelthen ikke overskue, hvad der skal laves, og hvad der er lavet. Det er også en af mine udfordringer fra min sygdom. Derfor har jeg også stillet mig tilfreds med, at man godt må spørge om hjælp, fordi man ikke behøver at skulle stå for det hele selv 🙏

 

Og med hjælp fra mine forældre, lillesøster, og Rasmus, som også kom og hjalp, så fik jeg også en rigtig hyggelig dag sammen med min familie. Så det var bestemt det hele værd. Men jeg var til gengæld helt smadret, da de alle sammen var kørt 😴
Faktisk var jeg så udkørt, at jeg var ved at overveje selvskade. Mest fordi, at jeg ikke kunne finde ro nogen steder. Jeg tror, at det var en reaktion på, at jeg egentlig havde brugt mig selv lidt for meget under fødselsdagen. Men heldigvis er jeg nået så langt i mit liv, at jeg kan modstå impulserne, når de kommer. Det var bestemt ikke nemt, men tanken om, hvor kede af det, at mine kære ville blive, gjorde, at jeg kunne holde mig fra det. En kæmpe sejr for mig, og et klart tegn på, at det går den rigtige vej 😊

 

Det kan måske lyde nemt, når jeg bare skriver, at jeg kunne holde mig fra det, fordi jeg tænkte på mine kære. For jeg har selv siddet i masser af situationer, hvor det bestemt ikke gjorde nogen forskel, om jeg tænkte på nogen eller ej. Hvis impulserne kom, så handlede jeg også på dem. Men hvordan er det, at man kommer til at punkt, at man bare kan sige til sig selv, at man ikke vil selvskade mere?

 

received_317648919118925Det er virkelig et svært spørgsmål at svare på, men det bedste svar, jeg kan give, nå næsten være, at det virkelig kræver, at man finder helt ind til den inderste kerne af sig selv. Derinde, hvor den stærkeste vilje sidder. Det var den jeg fandt. Men jeg kunne kun finde den, fordi jeg mødte Rasmus. Havde jeg ikke haft ham, så er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde mig fra at selvskade ❤

 

Så det handler virkelig også meget om at finde det, der gør, at man kan, men også har lyst til at modstå de selvskadende impulser. For har man ikke nogen grund til at lade være med at selvskade, så bliver man jo bare ved 🔪

 

Men det har også krævet en masse tålmodighed fra min side og dem omkring mig. For man bliver ikke bare sådan lige selvskade fri. Nej, det er en sej kamp, som man bliver nødt til selv at kæmpe 💪

 

cropped-wildflowers-3571119_1280Det var også en af de ting, jeg længe gjorde forkert. Jeg regnede med, at det var alle mulig andre, der skulle lære mig ikke at selvskade. Der gik rigtig længe inden, at jeg kunne acceptere, at det var min kamp. At det kun var mig, der kunne gøre noget. For den erkendelse er virkelig svær, når man er så langt inde i det her univers. Jeg følte virkelig, at der skulle nogen til at hive mig ud, men jeg fandt til sidst ud af, at jeg kun kunne få hjælp til at komme ud, men at jeg selv skulle hive mig selv ud. Og det lykkedes, ligesom det er lykkedes for så mange andre, så hvis du læser med, og er selvskader, så kan jeg kun sige til dig; ”bliv ved med at kæmpe imod, for en eller anden dag skal du nok nå dine mål! Du er nemlig skide sej!” 🤗❤

 

Fortsat god mandag derude 😘