Ny psykiatri – de samme dejlige mennesker😊

Det gik rigtig hurtigt, alt for hurtigt. Der gik faktisk ikke mere end et par timer, fra at jeg havde lagt det sidste indlæg ud, til at jeg var på vej ud til Skejby skadestue for at blive syet. Men sådan kan det gå en gang i mellem. Jeg fik det meget pludseligt dårligt, og søgte egentlig også hjælp, men i sidste ende var det hjælpen desværre ikke nok til at stoppe mine stemmer. Jeg var så bange for dem, at jeg forsøgte at dæmme op for, hvad de ville have mig til at gøre, så jeg skar i mig selv. Egentlig ville de nemlig have, at jeg skulle hoppe i havet, og selvom det lyder voldsomt at skære i sig selv, så var det trods alt en mere kontrolleret handling. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville dø af at skære i mig selv, men derimod var chancen stor for, at jeg ville ende med at drukne, hvis jeg hoppede i havet på denne her årstid 😨

Men såret skulle have behandling, så jeg fik samlet mig nok til at tage op på skadestuen. Her blev såret set på, men heldigvis var det ikke alvorligt, så lægen satte bare nogle strips hen over til at holde det i spænd. Så var der styr på det fysiske, men det psykiske var i den grad i “stykker” 🤕

Hele den her uge har været stor flytte uge for psykiatiren, der er flyttet fra Risskov til Supersygehuset i Skejby. I går var det så psykiatirisk modtagelses tur til at flytte. De åbnede allerede klokken ti om morgen ude i Skejby, og lukkede ned klokken tre i Skejby. Derfor var den nye akut psykiatriske skadestue egentlig åbnet op, da jeg sad i skadestuen, men der var en masse forvirring om, hvordan og hvorledes alting skulle gøres, for der var enighed om, at jeg skulle videre i systemet. Det var ikke til min fordel, for det betød, at lægen og sygeplejersken fra somatisk skadestue løb frem og tilbage, mens jeg egentlig bare havde brug for at snakke med nogen 😢

Men som overskriften også giver udtryk for, så er det heldigvis de samme dejlige mennesker, der er flyttet med ude fra psykiatrisk modtagelse. Og til mit held var det et kendt ansigt, der pludselig stak ansigtet ind til en snak, da jeg havde allermest brug for det. Var han ikke kommet forbi, ville jeg formentlig være gået, og være taget ned til vandet, for mine stemme var helt ustyrlige. Men sammen med personalet fra den gamle modtagelse, som jeg efterhånden kender rigtig godt, fik jeg en seng i den nye modtagelsen, og jeg vil måske ikke ligefrem sige, at jeg fik trygge fysiske rammer, for det hele var spritnyt, men de socialrammer var der. Og det betød en verden til forskel 😊

For det var noget af en omvæltning, når man har det rigtig skidt, at skulle et nyt sted hen. Faktisk var jeg ved at gå helt i panik, allerede da jeg cyklede ud til Skejby, for der var så meget nyt, og jeg kendte ikke vejen, og det var samtidig med, at jeg havde to stemmer inden i mit hoved, der skreg alt, hvad de kunne. Så noget kendt kan ofte gøre en rigtig stor forskel. Men når det så er sagt, så er det faktisk nogle flotte bygninger, som de har fået lavet herude. Men jeg må indrømme, at jeg var ret paf, da sygeplejersken viste mig ind på min stue.

Her er det så.

Men det vi gik ind i mindede altså mest om et mødelokale. Der var for det første slet received_1205665742942211ikke nogen seng. Det var ret bizart. Men for det andet, så stod der et bord med fire stole – ellers lignede det egentlig godt nok en stue. Meget alá de nye stuer, som de har fået i somatikken, hvis man bliver indlagt der. Med fjernsyn (der så godt nok ikke virkede) og det hele. Sengen kom så godt nok ret hurtigt, så der var egentlig ikke noget at klage over. Det er selvfølgeligt meget nyt at skulle vænne sig til, men jeg tror nok, det skal komme. Jeg er i hvert fald fortøstningsfuld 😉

Der er så en del andre ting, der også følger med, at modtagelsen er flyttet. En ting, jeg ved, at de fleste fra personalet i hvert fald lige skal vænne sig til, er, at de skal gå i det samme tøj som deres kollegaer i somatikken. Det skal man lige vænne sig til, fordi det ellers altid har heddet sig, at de ansatte i psykiatrien har gået i normalet tøj. Noget der egentlig har været rart, synes jeg, da det har gjort, at jeg ikke har følt det så hospitalsagtigt, men det er selvfølgelige hele idéen bag, at psykiatrien er blevet rykket ud som en del af Supersygehuset 🏥

Noget andet er, at der kun er seks stuer, hvor der på den gamle modtagelse var hele ti stuer. Det gør, at der ikke længere er den store mulighed for at tage nogen ind til “en enkelt overnatning”. Faktisk er det sådan, at man i akut psykiatirsk skadestue har valgt at lave deres eget venteværelse. En beslutning som jeg, og jeg tror også mange andre, er glade for, da tanken om at skulle dele venteværelse med små børn og andre med helt almindelige skader, ikke var noget der tiltalte ret mange psykiatriske patienter. Men det har også betydet, at der er gået en af de seks stuer til det. Og oveni, så bruges en af stuerne også, hvis der er plads til det, som samtalerum, så så har man kun fire stuer. Det er godt nok grotesk, at der skal spares så meget, men det er svært at sætte sig op mod folketinget, når de ikke vil høre det mindste efter 😤

Og som det sidste, så er der nu kommet en regel om, at man egentlig “kun” må være ireceived_323520431585027 skadestuen i fireogtyve timer. Før i tiden har der været mulighed for, at hvis man havde brug for det, så kunne man blive en nat mere, men det er der simpelthen hverken plads eller ressourcer til. Måske meget godt, og måske skidt – nu må vi se. Jeg vil i hvert fald bare rose personalet på den nye akut psykaitriske skadestue, fordi de tog så godt imod mig i går, og fordi, at de, selvom de stod mit i et flyttekaos, stadig fandt plads til at tage sig rigtig godt af patienterne. Det gjorde i hvert fald, at min aften og nat blev til at holde ud 😌

I morges blev jeg sendt videre i systemet, og blev rykket over i endnu et flyttekaos på en af de faste sengeafsnit, men heldigvis kender jeg også rigtig mange fra personalet herovre, så jeg er optimistisk 😊
Tak til jer, der vile læse mit lidt lange indlæg – og rigtig god weekend til jer alle 🙋‍♀️

Så er det snart jul 🎅🎄

Så er der kun 9 dage til at det er d. 1. december – det betyder, at der skal pyntes op 😄 Hvis der er noget, der kan løfte mit humør, så er det at se julepynt – en masse lys og glitter, og så mens “Last Christmas” toner ud af høretelefonerne, så er det bare himlen😉 received_291011068185399
Siden jeg kom hjem i mandags, har jeg brugt de fleste af mine kræfter på at få ryddet op på mit værelse, sådan at jeg kunne få pyntet op til jul. Det trængte efterhånden til en kærlig hånd, da jeg som sagt ikke havde været hjemme i et godt stykke tid. Det endte alligevel med at være 19 dage, jeg var indlagt, så der havde samlet sig diverse støv samlinger 🙆‍♀️

Men “bare” det at skulle gøre rent på mit værelse er en stor udfordring for tiden. Jeg har simpelthen ikke overskuddet eller kræfterne til det, men mit hoved har bare ikke fået det memo. Det svinger pisken fremad, for at jeg skal fortsætte, og så pludselig står jeg i en situation, hvor der står en bjørn ovre ved sengen, og kigger sultent på mig. Så ved jeg dog heldigvis godt, at den er gal, men idéen med al min behandling er jo, at jeg skal stoppe op, før jeg kommer helt derud, hvor min verden bliver en anden. Men som sagt “var mit hoved syg den dag, det blev sagt i klassen”. 🤕

Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at jeg ikke kan andet end at gøre en lille smule rent, og så deltage i fælles aftensmad. For mig er det et enormt nederlag, at jeg er sunket så dybt. Før hen kunne jeg jo stå op klokken 6, tage på gymnaiset, deltage i en fuld dag der, og så tage på arbejde til sent ud på aftenen, uden det gjorde det store. Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at min krop er begyndt at sige fra. At jeg skal lytte til mine egne behov. Det lyder skørt i mit hoved – men hvis jeg vil undgå sultne bjørne i mit værelse, så er det altså en ting, jeg må lære. 🐻

Jeg må med andre ord lære, at det faktisk er et fremskridt, at jeg kan holde til at gøre rent og deltage i fælles aftensmad. Før jeg har før hen været helt dernede, hvor jeg slet ikke kunne holde til bare at se tv. Så det er jo et stort skridt fremad, selvom det føles som 15 tilbage. 🚶‍♀️

received_311501369454285Så det er det, jeg arbejder så meget med – hele tiden at acceptere mine begræsninger, men også samtidig at få dem vendt til fordele. For det er med at se livets positive sider, og ikke sidde fast i de negative sider. Så nu har jeg f.eks. en masse tid til at arbejde på min bog, hvilket jeg nyder rigtig meget. 📇 Og så har jeg også tid til at pynt til jul – det har ikke været hvert år, at jeg har haft det. 🎅😊

 

 

Nogen er bare født med mere kraftfulde batterier😊

received_268001467246079

Hej derude 👩‍💻

– Det er ved at være lang tid siden, at jeg har lagt noget op her på siden sidst, men jeg har haft utrolig meget at se til med medicinomlægning og møder. Oven i alt det arbejder jeg også videre på min bog, så det kan sommetider være svært at få skrevet om det hele. Men jeg håber, at I stadig har lyst til at læse med, og få et lidt større indblik i et liv med skizofreni 👧
Der er sket en hel masse siden sidst, men det er lidt meget at skulle til at hive alt det op, så jeg tror bare, at jeg vil fortsætte fra det, der optager mig lige nu 😄

Jeg er lige kommet hjem fra en længere indlæggelse på P4. Det endte med at være hele 19 dage, selvom jeg gerne ville have været udskrevet efter den første. Men jeg er nu i bund og grund meget glad for, at jeg endte med at blive, for jeg fik nogle rigtig gode bekendtskaber, som jeg slet ikke vil være foruden. Men jeg har altså også bare savnet Hasle Kollegiet! ❤
Det er et helt andet liv, der er her på bostedet, og så er der alle de dejlige mennesker, så det var rart at vænne hjem til. 😍
Men det der med at vænne hjem efter så lang tid væk, kan være noget af en omvæltning. Jeg har altid haft rigtig svært ved at omstille mig fra det ene til det andet, og i går var ingen undtagelse. Derfor endte jeg også ud i at overanstrenge mig alt for meget, da hele mit værelse fik en ordentlig overhaling. Ikke super smart, men på den anden side holdte jeg mig beskæftiget, så jeg ikke faldt tilbage i de gamle selvskadende vaner.Men tankerne og impulserne til at skade mig selv var der.

Men i dag sidder jeg tilbage med et nydeligt værelse og ingen sår, så det må siges at have været en vellykket plan i går. Den ”pris” jeg så må betale i det her tilfælde er, at jeg er enormt træt og dovn i dag. Det tog mig en pose M&M’s og en halv time med min Playstation, før jeg havde kræfter til at sidde op. Men hvis det er ”prisen”, så er det en lille pris for at undgå selvskade. Desværre betyder det så også, at jeg går glip af en samtale med min behandler i APE og et foredrag, som jeg gerne ville høre, men så må det være sådan 🤷‍♀️

Det her med at sætte fokus på mig selv, og lære mine grænser at kende, det er noget meget nyt for mig. Eller sagt på en anden måde, så er det meget nyt, at jeg er begyndt at arbejde med det. For jeg har fået det at vide lige fra jeg startede i OPUS (behandlings tilbud for unge med skizofreni).

”Du er et sårbart menneske, der er nødt til at mærke efter, hvor dine grænser går.”
”Du er nødt til at tage dig selv seriøst, og give dig selv plads.”

Sætninger, jeg har hørt igen og igen, men som jeg ikke har haft selvtilliden til at høre efter. For jeg forstod godt, hvad det var, at alle de dejlige mennesker forsøgte at sige til mig, men jeg kunne bare ikke efterleve det, for jeg havde ikke lov til at efterleve det. Jeg var ikke noget værd! Alle andre kom i første række, og så måtte mine behov ellers pænt gemmes væk. Men sådan er det heldigvis ikke mere!

Nej, jeg har fundet så meget selvtillid💪, at jeg faktisk kan lytte efter, hvad jeg har

received_705979873117635

brug for. For jeg har behov, der er anderledes end alle andre. Jeg har ikke så meget overskud, og det må jeg simpelthen lære. Jeg kan ikke have gang i noget hver dag i ugen. Eller det kan jeg måske godt, men så ender jeg inde på skadestuen efter et selvmordsforsøg. Så sørger min krop simpelthen for at sige fra på sin egen måde. Og det er altså en alvorlig måde! Så jeg har lært at lytte efter før, og mærke, når jeg har brug for en pause. Og det er bestemt ikke fordi, jeg er god til det, men jeg også lige begyndt på det, så forhåbentlig kommer det. Men i dag er en øvelse; jeg må fravælge noget, som jeg egentlig gerne vil, for at passe på mig selv. Et svært valg, men et nødvendigt valg.

 

Og egentlig er det vel ikke så anderledes end alle andres liv, den eneste forskel er bare, at der ikke skal ret meget til, før jeg skal passe på mig selv. Mine batterier, hvis man kan bruge den terminologi, er ikke så kraftfulde som alle andres – de skal lade oftere, fordi de hurtigere løber tør for strøm.🔋🔌

Det var lige en længere smøre om energi – men på den anden side, så er det helt klart det, der fylder mest for mig lige nu, så derfor syntes jeg, at det var værd at nævne 😉

Den officielle selvmordsforbyggelses dag – bryd stigmatiseringen!

Det er i dag den officielle dag for selvmordsforebyggelse i hele verden, og temaet for denne dag er, at man forsøger at nedbryde tabuet om selvmord.

received_330043584218732Jeg har selv forsøgt at begå selvmord masser af gange, og det var bestemt ikke, fordi at man talte med mig om selvmord, at jeg fik lyst til at begå selvmord – tværtimod, så var det fordi, at jeg ikke snakkede nok med nogen om det.

Det er så enormt vigtigt, at vi begynder at snakke om emnet, for jo mere vi snakker om det, jo får folk, der har det svært, at vide, at der er muligheder for at få hjælp. Der er så mange muligheder, som man kan søge; psykiatrisk hospital, rådgivningstelefoner, livslinjen (70 201 201), læger, venner, familie. Det er bare med at søge dem, for der står masser af mennesker klar til at hjælpe. Så mange mennesker, der hellere vil hjælpe en, mens man er i live. Alle har en betydning, og selvmordstanker er en tilstand, der går over, så det er med at få hjælp til at holde denne tilstand ud – og det kan lade sig gøre! Jeg er ikke selv et lysende eksempel på det, for jeg er selv midt i det, men der er så mange andre lykkelige historier, så jeg har troen på, at det kan lykkes at komme over denne tilstand! Hold ud og søg hjælp!

Jeg har skrevet et blogindlæg på Outsideren om dette emne, og om hvad mine egne oplevelser har været med det. Desuden kører DR en dokumentar serie, omkring det at ville dø med Anders Lund Madsen.

 

En hverdag med plads til livet..

Jeg startede denne blog, fordi jeg gerne ville have mere åbenhed om psykisk sygdom.20171212_171944 Jeg har et håb om, at hvis vi bare kan komme til at snakke om det, så virker det måske ikke så skræmmende, og til sidst er det måske endda ikke et tabu mere. En af de måder, jeg håber at kunne bygge en bro over kløften mellem ”det normale” og det psykiske syge, er ved at give et indblik i min hverdag – en hverdag, hvor psykisk sygdom fylder rigtig meget.

For jeg kan ikke komme udenom, at jeg lider af skizofreni. Selvom jeg har rigtig svært ved at acceptere den, så er den en meget stor del af min hverdag. Det er den i den forstand, at den begrænser mig på mange punkter. Det er meget svært for mig, at min sygdom skal fylde så meget i hverdagen, men faktisk gør min ”frustration” over min sygdom den værre, end den egentlig er. Det er ligesom at sige, at man ikke må tænke på den lyserøde kanin – tænker man så ikke kun på den lyserøde kanin? Det lyder så nemt bare at sige, at tricket er, at man bare skal lære at leve med sin sygdom, og de begrænsninger, som den kan byde på, men hold nu op, hvor er det svært! Især for mit vedkommende, fordi jeg lige nu ikke kan koncentrere mig meget mere end en til to timer om dagen.


Jeg vil meget gerne bruge min dag på ”noget” i stedet for bare at sove (og hvis jeg er heldig, spille Playstation) hele dagen. Så det sker næsten hver dag, at jeg får presset min koncentration for meget, fordi jeg ikke kan lade være med at lave alt for meget i løbet af dagen, og om aften må jeg så betale med selvskadende tanker, stemmer, selvmordstanker, og andre psykotiske symptomer, som farer rundt i mit hoved.

Jeg kan godt høre, at det lyder meget voldsomt, og det er det vel egentlig også, men når man lærer at leve med tanker om at tage sit eget liv, hver dag, så er de ikke så farlige mere. (Hvilket nok gør dem endnu farligere). Så er det ligeså naturligt at tale om, som hvad man skal lave den næste dag.

20180823_171909
Når selvmordstankerne tager over.. Sørgeligt, men en opsang om at slappe af! 




Men jeg bliver simpelthen nødt til at slappe mere af. Mine behandlere og læger siger det samme. Jeg bliver hele tiden nødt til at opveje, om jeg har overskud til forskellige ting i løbet af dagen. Ellers kender jeg konsekvensen. Det er vel egentlig ikke så fjernt fra alle andres hverdag. Man har et vist niveau af energi, og når man har brugt det, så kan man ikke mere. Jeg har bare ikke så meget, så en stor del af min hverdag, går med at overveje, hvad jeg kan og ikke kan holde til.

Konsekvensen i form af psykotiske symptomer og selvmordstanker, er formentlig værre end konsekvensen for andre, der har brugt deres energi, men i bund og grund er hverdagene ikke så forskellige. Mange har måske den opfattelse af folk, der lider af skizofreni, at de hører stemmer og ser syner konstant, og burde være indlagt, sådan at de ikke er til fare for nogen. Men det er heldigvis meget langt fra tilfældet.

Rigtig mange er nemlig velmedicinerede, hvilket vil sige, at de psykotiske symptomer, depressive symptomer, angst og humørs svingninger, som jeg ellers normalt har oplevet konstant, er holdt nede. Jeg er efterhånden også så heldig, at være velmedicineret, så jeg faktisk næsten fungerer helt ”normalt”. Selvfølgelig med undtagelse af, at et for stort pres i hverdagen, kan bryde medicinens tag i symptomerne. Så som sagt er det vigtigste for mig at få blancret min hverdag, sådan at jeg kan holde medicinens låg på mine symptomer.

Men det der med ikke at udsætte sig selv for for meget pres, det er så lige det. For hvem vil ikke gerne nå det hele på en gang? Jeg vil i hvert fald ufatteligt gerne nå både at skrive en bog, få en uddannelse og et job, inden jeg er 30. Det er ret urealistiske, men det er bare lige det med at acceptere det. For jeg vil heller ikke vende den om, og bare sidde og trille tommelfingre, så det gælder om at finde mit leje. Men det er ikke nemt, når vi har et samfund, hvor man kun bliver vurderet på præstationer! Så er det let at falde i fælden, og presse sig selv for meget.


20180823_170738

Men for nu har jeg taget udfordringen op, der hedderskrivekunstskolen. Selve kurset er en lidt for stor mundfuld, men jeg har fået lov til at starte blidt, hvilket er lige, hvad jeg har brug for. Forhåbentlig kan jeg komme op deltage ligeså meget som de andre, men lige nu forsøger jeg at tage den stille og roligt, og i stedet hækle en masse (afslapning). For sommetider har man bare brug for at sætte sig ned, og måske hækle, eller hvad man nu slapper af med, og tage sig den ro, man har brug for! Om man så er syg eller ej 🙂 🙂

 

 

Man skal have mulighed for at snakke med nogen, når man har det skidt!😢

Sikke en grum historie 😱 Men hvor er det bare sejt, at han taler åbent om det, i stedet for at gå med det selv! 💪

Jeg har selv været i sådan en slags situation, og jeg ved på egne  krop, hvor vigtigt det er, at man kan tale med nogen om det – derfor skal man ikke gå og frygte at man skal gemme sig! #Ikkemeretabu

The Journey Begins – Velkommen til min nye blog :D

Hej og Velkommen til 😀

Først og fremmest – Thanks for joining me! Jeg glæder mig til at dele en masse (forhåbentlig) interessante og relevante ting om psykisk sygdom.

For dem, der ikke kender mig, så er mit navn Mia, og jeg er 25 år gammel. Jeg bor i Aarhus, og jeg er ligeså lige begyndt på et skrivekunst kursus, som jeg ser meget frem til.

Jeg fik i 2015 en diagnose, der lød på skizofreni, men jeg har bøvlet med min psyke hele mit liv, hvilket også har gjort, at jeg har lært nogenlunde at leve med den. Den er dog stadig i stand til at spænde ben for mig, da jeg f.eks. lige nu er indlagt på psykiskatrisk hospital. Men den spænder også ben for mig på en anden måde, og det er blandt andet derfor, at jeg har oprettet den her side. Der findes nemlig et stort og tungt slør, der består af forskellige fordomme og tabuer omkring psykisk sygdom. Dem vil jeg meget gerne være med til at nedbryde! Jeg håber I derude vil hjælpe mig med det, ved at sprede budskabet og være med til at skabe en dialog om emnet: Psykisk sygdom. Det kan være, at det gør psykisk sygdom mindre skræmmende.

wildflowers-3571119_1280

Det er altså mit formål, og jeg håber at nå det, ved dels at dele blogindlæg med jer og resten af verden, om hvordan mit liv ser ud med psykisk sygdom, sådan at det er nemmere at få indblik i, hvad der egentlig sker i sådan et liv. (For det er nemlig slet ikke så fjernt fra andres liv 😉 ) Men jeg vil også fosøge at komme med indlæg, der handler om specifikke problemstillinger, og indlæg som (forhåbentlig) kan virke styrkende for andre. Så lidt af det hele, men jeg skal nok forsøge at lade være med at komme alt for langt væk fra emnet, og poste alt for mange katte billeder 😉

Men jeg håber, at I har lyst til at læse videre, og måske endda begynde at følge mig, og hvis I skulle brænde inde med nogle spørgsmål, er I mere end velkomne til at spørge mig (for det meste i det her indlæg, men også gerne i alle de andre indlæg ;)).

Psykisk sygdom skal ikke være et tabu! – Mia Keller Jensen

20180810_170328