12. september 2019

Kære dagbog 📖

Boligsituation! Hvordan flytter man sammen med sin kæreste, når man begge to lider af skizofreni, og er det overhovedet en hindring?

window-3042834_1920Rasmus (min kæreste) har været så heldig at få den mest perfekte lejlighed tilbudt. Den er lidt dyr, så det er svært for ham at sidde i den alene. Derfor vil han gerne flytte sammen med mig. Ikke kun af økonomiske grunde, men også fordi, at det giver mening. Jeg kunne ikke være mere enig. Problemet er bare, at jeg er meget ustabil i min sygdom. Det kan gå hen, og slide rigtig meget på vores forhold, hvis ikke vi lærer at tackle det rigtigt. Derfor flytter vi ikke bare lige sådan sammen 🙁

Ramus får lejligheden fra 1. november af, så der er ikke lang tid til. Der skal lige laves nogle småsting i lejligheden, før den er klar til at blive bebolig. Men ellers flytter han ind deromkring. Og helt naturligt vil jeg selvfølgelig meget gerne flytte med, men vi havde en god snak med vores kontaktpersoner, der rådede os til at tage den med ro. Noget, jeg har meget svært ved! Men de har ret. Lige nu er det ikke realistisk, at jeg flytter sammen med Rasmus, lige når han flytter. Men heldigvis er vi dog blevet enige om, at vi stiler efter, at jeg kan flytte ind efter nytår, hvis jeg er blevet mere stabil 🤞

Det er selvfølgelig svært at vænne sig til den tanke, når man er mere end klar til at flytte nu, men jeg respektere, at Rasmus har brug for, at jeg viser ham, at jeg kan klare at bo sammen med ham. For han skal ikke stå med ansvaret for mig. Det er ikke fair, for han er også syg og sårbar!

Men det betyder selvfølgelige ikke, at jeg skal være rask, og begynde på universitet eller sådan noget. Nej, jeg skal bare have skabt mig et netværk, som jeg kan trække på i svære situationer, sådan at Rasmus kan smide ansvaret fra sig, når han ikke kan mere. Forhåbentlig bliver det også sådan, at jeg har en masse ting at gå til, sådan at jeg ikke hænger på Rasmus hele tiden 🤔

businessman-607831_1920Lige nu har jeg ikke noget konkret, som jeg skal i hverdagen, men jeg er sikker på, at det er på vej. Jeg skal nemlig snart til samtale med min sagsbehandler i kommunen, sådan at jeg kan få gang i et eller andet. Ud over det skal jeg til en samtale om måske at blive ambassadør i en forening, der hedder; En af Os. Hvis jeg bliver ambassadør, vil det sige, at jeg skal ud og holde foredrag med dem, om min sygdom. Det er lige præcis det, jeg rigtig gerne vil. Hvis jeg kunne, ville jeg bruge min tid på at skrive bøger, og holde foredrag 🤗💻⌨

I forhold til min bog, så har jeg fået endnu et afslag, men jeg håber stadig.

Men i forhold til flytning, så ved jeg, at der ligger en masse arbejde forude. Jeg føler mig dog meget motiveret for at tage fat i det. For jeg vil virkelig gerne bo sammen med Rasmus, og jeg er sikker på, at det også nok skal lykkes en dag. Vi skal bare tage det i vores tempo, sådan at vi ikke ender med at slå op 😨

Træning
received_2355319808129462Min personlige træner har lavet et program til mig, som er yderst hårdt. Men hvis det er hårdt, så må det betyde, at det virkelig virker. Faktisk har jeg allerede tabt mig to kilo, så noget rigtigt gør jeg da 💪🏋️‍♀️

Rasmus er virkelig god til at støtte op om, at vi skal tage af sted, og han har virkelig fået nogle muskler. Jeg var så glad for, at jeg kunne ro 1000 meter på under 5 minutter, men så kiggede jeg lige over på Rasmus’ skærm, hvor der stod, at han havde roet 1000 meter på 4.19 minutter. Den sved. Men han er selvfølgelig også en mand. En mand, jeg er stolt af 😗💪

 

Hjemme igen
Jeg blev udskrevet i mandags, og siden da har det egentlig gået rigtig godt med at være hjemme. Der er meget stille i huset, fordi der er rigtig mange, der er indlagte eller fysisk syge. Men det er også dejligt med noget ro engang imellem 😊

 

Tak fordi I ville læse med, og forsat god torsdag derude 😁❤

3. september 2019

Kære dagbog 📖

Jeg vil ønske, at jeg kunne skrive, at det hele gik godt, for det er sådan, jeg helst vil have det. Desværre byder livet bare sommetider på nogle nedture også 😢😄

20190903_113614Jeg er stadig indlagt på S8. Det var meningen, at jeg skulle snakke med lægen i dag, men hun er desværre syg, så jeg bliver nødt til at vente. Det er ret hårdt, for jeg er ved at få det rigtig skidt. Jeg er lidt bange for, at jeg er på vej ud i en ny depression 🙁

Men der er dog noget, som jeg gerne vil fremhæve. For jeg er trods alt kommet langt på mange punkter. I de gamle selvskader dage ville jeg nemlig have set lægens sygedag som en afvisning. At hun med andre ord ikke gad mig. Det ville have sat gang i de dårlige tanker, og stemmerne ville for alvor tage over. I hvert fald indtil jeg havde selvskadet 🔪

Heldigvis er jeg nået så langt, at jeg godt kan se, at lægen bare er syg, og at det intet har med mig at gøre. Hun kommer igen på torsdag, og så tager vi den bare derfra. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at selvskade over det. Så jeg er virkelig kommet langt. Så langt at jeg kan tackle nogle problemer helt uden selvskade. Det er virkelig et stort skridt for en som mig, der virkelig var viklet ind i hård selvskade. Men det er kun dejligt ❤

received_680962922383032Depression eller ej?
Jeg er som sagt bange for, at jeg måske er på vej ind i en ny depression. Jeg har allerede haft 5 i forvejen, så jeg ved, hvad det går ud på. Og jeg tror også, at det er det, der virkelig skræmmer mig. Den sidste depression var nemlig så hård, at den næsten tog livet af mig. Det vil jeg selvfølgelig gøre alt for at komme udenom 😨

Det er faktisk også et stort skridt, at jeg kan sige højt, at jeg hellere vil leve end at tage mit eget liv. Det kunne jeg ikke for bare et år siden. Men heldigvis ser tingene lyse ud nu. Jeg har en fantastik kæreste, en god familie, rigtig gode venner, noget at stå op til hver dag. Der er så meget i mit liv, der går den rigtige vej. Det er også derfor, at jeg så nødig vil trækkes tilbage i mørket. Men det er virkelig en kamp. Især når der nu begynder at bliver mørkere og mørkere udenfor 😭

received_640888356404773.jpeg

Jeg er heldigvis blevet sat op på anti-depressiv medicin. Forhåbentligt kan det hjælpe i længeden. Det værste ved det er bare, at jeg skal have det ind i mit system. Det tager normalt 4 uger, hvor min angst og stemmer bliver forværret. Men heldigvis har jeg en masse redskaber med mig den her gang, som jeg ikke havde, sidst jeg steg i medicin 💪

Personlig træner
Der er ting i mit liv, som virkelig er gode for mig. Både som almindeligt menneske, men også som en med skizofreni. Motion er en af de ting, som er godt, lige meget hvad man bøvler med. Derfor vil jeg også gøre, hvad jeg kan for at holde fast i det 💪

received_2576734552554259Heldigvis har jeg både Rasmus til at hive mig afsted, men som jeg også skrev om før, så har jeg også købt et forløb ved en personlig træner. En super sød og sympatisk fyr, der virkelig har styr på motion 🤸‍♂️

Det var første træning med ham i går. Meget skræmmende, fordi jeg var bange for, at han bare ville have mig til at køre på. Det viste sig, at det ville han også, men det var faktisk ikke så slemt, for han var god til at sørge for, at jeg kunne være med. Og så var han faktisk rigtig god til at få mig selv til at presse mig selv. Det var en dejlig følelse, at kroppen slet ikke kunne mere, når jeg tog den sidste gentagelse i et sæt. Det fik mig fuldstændig til at glemme alt om dårlige tanker og depression. Det var kun min krop, som jeg kunne mærke 🏋️‍♀️😥

Den første gang var kun en screening, så træneren vil lave et program ud fra det. Men jeg ser virkelig frem til at få rettet min træning ind, sådan at jeg måske kan tabe mig lidt. Det var i hvert fald ikke noget, der gjorde noget 😉

 

Tak fordi I ville læse med og forsat god dag 😘

30. august 2019

Kære dagbog 📖

received_742531609551553Det har været en hård uge indtil videre. Jeg blev indlagt søndag aften, fordi jeg havde det skidt. Det var næsten helt ude i tvang, fordi jeg var så styret af mine stemmer. Heldigvis endte det med en frivillig indlæggelse, men det var så på en dobbletstue 😐

 

Man har godt nok en skillevæg, så man har en smule privatliv, men det er ikke meget. Især ikke når man er på grænsen til psykotisk. Så har man bare brug for fred og ro. Men der var ikke noget at gøre. Det var den sidste stue på hele psykiatrisk hospital i Skejby. Så endnu en gang fik jeg også lige et skud dårlig samvittighed oveni hatten, over at tage den sidste plads. received_492277874901378Men jeg blev nødt til at tænke på mig selv. Ikke kun for min egen skyld, men også for Rasmus og alle dem, der holder af mig ❤😻

Det kan sommetider være rigtig svært at se ud over sin egen næsetip, når man har det så skidt. Så er det ikke lige alle andres følelser, som man tænker på. Det eneste jeg kan tænke på, er ofte, hvordan jeg kan slippe af med al den spænding, der er inden i mig. Så tænker jeg ikke ligefrem på, om det jeg gør, skader andre. Det er først dagen efter, at jeg kan se, at jeg virkelig har såret personer, der holder af mig 🙁

Det er forfærdeligt, at det skal være sådan, for det kan ende med, at jeg mister dem, der elsker mig. Jeg ved, at Rasmus har det rigtig svært med det, for han elsker mig virkelig, og han er så tæt på det. Så hvorfor kan jeg så ikke bare stoppe? Gid jeg kunne, men det er bare mosteret indeni mig, der ødelægger det hele. Men det er mig, der fodre det, når jeg overanstrenger mig 😈

Jeg forsøger virkelig
Min behandler i Klinik 1 siger det næsten hver gang. Jeg har ingen sygdomserkendelse. Det gør lige ondt at høre hver gang, for jeg arbejder virkelig meget med det, men hun har desværre ret. Jeg har virkelig ingen forståelse for, at jeg er syg 🤒

Hvad?! Vil kernelæseren måske tænke, for har jeg ikke netop skrevet så meget om min sygdom?

Svaret er, at det har jeg gjort, men jeg kan stadig ikke finde ud af at sige til mig selv, at jeg er syg. Jeg kan sagtens sige, at jeg er syg, men helt dybt inde i mig, forstår jeg det ikke. Jeg kan ikke finde ud af at sætte grænser og tage ansvar for mig selv. Jeg bliver ved med at tro, at jeg kan det samme som alle andre 💪😯

Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at sige, at man kan, hvad man vil. Og det kan man også! Men man skal stadig huske at have sig selv med i det. Og det er mit problem. F.eks. ville jeg så gerne på engelsk B, og jeg håbede sådan, at jeg kunne. Derfor kastede jeg mig hovedkluns ud i det. Desværre viste det sig bare at være alt for meget. Derfor har jeg også måtte opgive at læse videre. Et stort nederlag, men jeg forsøger virkelig at vende det til noget godt. For nu har jeg mere tid til foredrag og min næste bog. Men derfor gør det stadig ondt endnu engang at fejle 😢

Personlig træner
Jeg har heldigvis stadig en masse gode ting i mit liv. En af de ting er træning. Jeg elsker, at jeg kan mærke min krop, når jeg virkelig skruer op for belastningen. Det giver så meget, og jeg elsker det, når jeg først er kommet afsted. Det kræver lige lidt at komme afsted, men når jeg først er der, så vil jeg ikke hjem igen 🏋️‍♀️

received_713495035757927Rasmus går stadig sammen med mig. Det er virkelig skønt, at vi har noget, vi kan lave sammen. Og så er det jo også godt for os begge to at få rørt os 🤸‍♂️🤸‍♀️

Det var egentlig Rasmus, der havde en idé om, at han gerne vil have en personlig træner, men det endte i stedet for med, at det blev mig, der fik en. Rasmus følte ikke helt, at han var klar til en træner, og jeg kan ikke finde ud af at sige nej tak, så nu har jeg en personlig træner. Men vi har sat et mål, og jeg tror faktisk, at jeg kan nå det, hvis jeg får støtte til det. Så det var ikke et helt dårligt køb. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang 😄

 

Tak fordi I ville læse med 😘

23. august 2019

Kære dagbog 📖

Det har været lidt af en uge. Jeg havde en fin fredag, hvor jeg blandt andet var med til at snakke med rådmanden for bosteder i Aarhus. Det var en fed oplevelse, og det var virkelig dejligt, at han ville lytte til os 😍

Lørdag var også fin med benhård træning og en aftensmad, der skulle laves. Men så blev det søndag! 😨

Vi var til marked om formiddagen, og jeg fandt to virkelig gode ting. Så egentlig var alt godt, men efter vi kom hjem, gik det bare ned ad bakke. Jeg fik det værre og værre, og der var til sidst ingen vej uden om psykiatrisk skadestue 🙁

Søndag aften
Først fik vi et samtalerum, hvor vi kunne sidde og vente, så vi ikke skulle sidde sammen med alle de andre. Det var virkelig rart. Jeg havde Rasmus med derud. En rigtig god støtte. Jeg husker ikke det hele, fordi jeg havde det så dårligt, men jeg husker, at det var Rasmus, der måtte fortælle, hvordan jeg havde det, for jeg vidste, at jeg ville lyve om det. Jeg husker også, at alle blev ved med at sige, at jeg virkelig måtte have det skidt, mens jeg blev ved med at holde på, at jeg havde det fint 😑

rain-4421893_1920Først blev jeg faktisk tilbudt en plads, men det var på den eneste afdeling, som jeg ikke ville på. Jeg vidste, at dem, der var indlagt dernede, havde det virkelig, virkelig skidt, så der skulle jeg bare ikke ned. Jeg havde endnu ikke fået lov til at snakke med en læge, hvilket virkelig frustrerede mig. Det plejer man altid at skulle, før der bliver truffet beslutninger 😐

Vi ventede lidt længere inden sygeplejersken kom ind igen, og tilbød, at jeg kunne komme på en anden afdeling. Det var den sidste plads på hele Skejby. Ellers skulle jeg til Randers. Og det kunne jeg virkelig ikke overskue, når jeg havde det så dårligt 😣

At det var den sidste plads på hele Skejby gjorde virkelig ondt i mit hjerte. Jeg vidste, at der var flere i kø bag mig. Blandt andet min bedste veninde. Hun havde det mindst lige så dårligt som mig, hvis hun ikke havde det værre. Men der var ikke plads til hende, hvis jeg fik pladsen. Så var der kun Randers tilbage. Kunne jeg virkelig tillade mig at tage hendes plads?

Efter meget overtalelse fra både sygeplejersken og Rasmus, sagde jeg dog endelig ja til pladsen. Rasmus var ærlig over for mig, og sagde, at han ikke kunne holde til, at det skulle være ham, der stod med det hele. Det var også fair, og jeg kunne godt se det. Derfor sagde jeg ja 😢

MEN! Da vi så endelig kom ned til afdelingen, så blev vi bedt om at vente. Der var åbenbart ikke en plads alligevel. Den skulle reserveres til, hvis der kom en, der skulle tvangsindlægges. Så der var ikke andet at gøre end at tage tilbage til modtagelsen, hvor vi kom fra 😥

Under al den tid, hvor vi havde ventet, som efterhånden var 4 timer, havde jeg fået det lidt bedre, og jeg vurderede, at jeg godt kunne blive og være indlagt i modtagelsen. De har fire senge. Det blev så enden af det, men min veninde var så uheldig, at hun endte med at blive sendt til Randers 😨

received_2518746875025455Forkølelse og genovervejsler
Mandag forblev jeg indlagt, men jeg var for alvor blevet forkølet. Derfor valgte jeg at sove hele mandagen. Tirsdag fik jeg det lidt bedre, og vi besluttede, at jeg skulle prøve at være hjemme. Det gik også fint. Det var meningen, at jeg skulle i skole om onsdagen, men om aftenen fik jeg det virkelig skidt, og jeg blev nødt til at tage Quetiapin, sådan at jeg kom til at sove. Men jeg kom også til at sove, for de er så effektive, at man sover 12 – 15 timer. Derfor kunne jeg heller ikke komme i skole om onsdagen. Nu havde jeg efterhånden ikke været i skole i 4 dage, og jeg begyndte at genoverveje, om jeg egentlig skulle fortsætte. Jeg var nemlig ret sikker på, at presset fra skolen var det, der gjorde, at jeg var blevet indlagt 😢

Jeg havde en god snak med min kontaktperson, der tilfældigvis var på arbejde i onsdags. Han mente, at jeg ikke var helt rask i forhold til min forkølelse, så derfor var jeg sikkert sløvet. Desuden var medicinen heller ikke ude af kroppen, så det var ikke det rette tidspunkt at tage så store beslutninger. I stedet skulle jeg sove på det, og se om jeg ikke fik det bedre om torsdagen. Og ganske rigtig, så havde jeg meget mere overskud torsdag, og jeg havde en rigtig god dag både i skole og udenfor skolen 😁

Så det der med at tage beslutninger, når man ikke er på toppen, er noget man godt ved, man ikke skal, men sommetider er det svært at lade være, for hvornår er det egentlig, at man er på toppen?

Rigtig god dag til jer alle 😘

P.S. Hvis I kunne tænke jer at læse mere fra mig, så skriver jeg også blogindlæg til Outsideren.

balloons-3152960_1920

14. august 2019

Kære dagbog 📖

Skolestart! Så kom dagen endelig, hvor jeg skulle starte på VUC på Engelsk B. Jeg har glædet mig som et lille barn, men jeg har også været nervøs. Mest fordi, at alting med betaling og sådan har været lidt af en kamp. Og det viste sig også, at jeg ikke var meldt til. Stress!

For hvis der er noget, jeg kan blive stresset over, så er det, hvis tingene ikke er i orden! Men faktisk var det slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Og jeg tog det også overraskende fint 🤤

Jeg har virkelig lært meget om mig selv de sidste på år, men en ting jeg virkelig har lært mig selv er at hvile i mig selv. Jeg tager mig slet ikke så meget af problemer, som jeg før ville have gjort. Det lykkedes mig da også at få ordnet problemet lige bagefter 😃

Jeg snakkede kort med en enkelt medarbejder, og så var problemet løst. Hvilken dejlig lettende følelse, det var ✌

I gamle dage ville mig stemme have fortalt mig, at jeg ikke måtte ordne det, for så ville den slå nogen ihjel. Den ville være så livagtig, at jeg virkelig ville tro på den. Og i min frygt ville jeg have holdt mig fra at gøre noget aktivt, og bare have håbet på, at skæbnen ville løse det🤞😨

Første dag på VUC
Efter jeg havde kørt Rasmus til bussen til København klokken 7 om morgen, var der lige tid nok til en lille lur mere. Ellers stod den på fællesmorgenmad sammen med personalet og nogle af beboerne. Det var faktisk en rigtig dejlig måde at starte dagen på, sådan at jeg lige havde set folk, og snakket med nogen inden jeg tog afsted 😄

cycle-path-3444914_1920Der var en lang cykeltur foran mig, som jeg virkelig frygtede. Det var op ad Ringgaden broen, som er yderst stejl, men jeg besteg den! Og jeg døde ikke af det.
På skolen kendte jeg ingen, men jeg havde trods alt gået på VUC før, så jeg kendte heldigvis stedet. Desværre lå lokalt på 6 sal. Det betød super mange trapper, med en hård cykeltur i benene. Jeg måtte fake, at jeg virkede interesseret i et skilt, hvor der stod et eller andet på, mens jeg fik pustet ud på 5. sal 😥🔝

 
Men endelig fandt jeg lokalet, og fandt en plads. Det virkede til, at der ikke rigtig var nogen, der kendte hinanden, så vi var alle meget stille. Det passede mig egentlig fint. Læren kom lidt for sent, men hun virkede rigtig sød. Meget seriøs, men virkelig fair også 😊
Hun snakkede meget engelsk, og det var faktisk rart, så vi kunne komme i gang med at øve engelsk. Ellers gik det meste af timen bare med introduktion. Men fordi jeg ikke var tilmeldt kurset, så kunne jeg ikke rigtig være med til det elektroniske 😓💻

Vi havde to timer, som egentlig gik rigtig stærkt, og pludseligt var første skoledag veloverstået. Og jeg havde faktisk energi til hele dagen. Det var virkelig en dejlig følelse at komme ud med 🤗

Resten af dagen
crossfit-534615_1920Lige ved siden VUC ligger Fitness World, så jeg kunne ikke lade være med lige at tage over og lige og træne. Det var faktisk fantastisk at kunne bruge kroppen, når hovedet var lidt dødt. Det er en skøn følelse at kunne komme hjem, og så være træt over det hele i stedet for bare i hovedet f.eks. 😴💪

Desværre ventede endnu en cykeltur op af Ringgaden, nu med træning i benene. Det var virkelig en hård tur, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville klare den, men jeg tog det stille og roligt. Jeg gik halvdelen af vejen, men bare det, at det lykkedes mig at komme hjem, hvilket var det vigtigste 😱

Dagen endte med, at Rasmus skulle hentes, og ellers hyggesnakkede vi med personalet, der faktisk havde god tid til at sidde og snakke. Det er ellers en sjældenhed, fordi der på det sidste har været så meget akut, de har skullet tage sig af. Derfor er det også med at nyde det, når chancen for en hyggelig aften med ro på, så byder sig 😍

Tak fordi I læst med 😗

6. august 2019

Kære dagbog 📖

 
Det er sommetider utroligt, hvor lidt der egentlig skal til, før en ens humør kan skifte fuldstændigt. Det her er ikke bare et træk fra min skizofreni. Nej, det er bare en helt almindelige reaktion.

 
Jeg havde en samtale med en af de ansatte på kollegiet. Samtalen startede egentlig godt nok, men pludselig blev jeg nervøs, og følte mig forkert. Det ledte til, at jeg spurgte om noget, der tændte den ansatte fuldstændig af. Han råbte helt vildt, og var tydeligt sur på mig. Det gjorde, at jeg både blev ked af det, men også sur, fordi jeg følte, at han gik fuldstændig over mine grænser 😔

 

fantasy-4382631_1920.jpg

 
Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer, for det der blev sagt er egentlig ikke det vigtige. Det er mellem ham og mig. Det er mere det, jeg sidder tilbage med nu, der er det vigtige 🙁

 
Trist og opgivende
Samtalen tog nemlig rigtig hårdt på mig. Det var nemlig en ansat, som jeg normalt snakkede meget med. Derfor slog det bare ekstra hårdt, at han pludselig var så sur på mig😢

 
Tidligere har jeg altid lagt mig ned, og ment, at det har været min skyld, hvis nogen har været sure på mig. Det har jeg bestemt ikke tænkt mig at gøre den her gang! Jeg vil have lov til at holde fast i, at han gik over mine grænser, og at jeg ikke vil finde mig i det. Desværre betyder det bare, at det er rigtig svært at slippe følelserne omkring det 😵

 
Jeg har de sidst to dage været helt udkørt og trist. Jeg har slet ikke kunne finde energien til at fortage mig noget som helst. Jeg er helt sikker på, at det er fordi, at jeg har så mange følelser, der ligger og ulmer lige under overfladen😡

 
For i virkeligheden, så burde jeg jo snakke episoden igennem med den ansatte, men det er nok det sidste i verden, jeg har lyst til. Faktisk har min vrede mod ham, fået min vrede mod stedet til at vokse. Jeg er så træt at de forskellige ting, der sker her i huset, og jeg har virkelig svært ved, at jeg bare skal spørge om hjælp, men når jeg endelig spørger, så er den der aldrig, fordi de ansatte har for travlt 😕

 
Men det er ikke fordi, at jeg har lyst til at være så sur. Det er bare svært at lade være, når man er så fyldt op af alle de små ting, og der ikke rigtig er nogen at snakke med.
Min gode veninde flyttede sidste tirsdag, og den anden gode veninde, jeg har her, er næsten aldrig hjemme. Så jeg har egentlig kun Rasmus. Heldigvis har han virkelig været der for mig på det sidste, men jeg ved også, at hans kræfter ikke rækker for evigt 😳

 

motivation-4332998_1280

 

 

Jeg har overvejet at lade mig indlægge, fordi jeg egentlig har det ret skidt. Mine tanker kredser om selvskade konstant, og desværre udvikler tankerne sig også ofte til både selvmordstanker og planer. Det er ikke helt sikkert, at jeg egentlig går ”frit” rundt, men jeg ved ikke, om en indlæggelse vil hjælpe, for hvis jeg en dag virkelig vil tage mit liv, så er der egentlig ikke noget, der kan stoppe mig 😱

 

received_501235844014539VUC og Engelsk B
Det der stresser mig allermest ved alt det her, er, at jeg snart skal starte op på VUC. Jeg er kommet på en venteliste til Engelsk B, som ligger hver dag fra 12 – 14. Et perfekt tidspunkt, men hvis jeg har det sådan her hver dag, så bliver det svært at komme afsted. Og jeg skal afsted, for jeg har lovet min sagsbehandler, at jeg kan. For jeg fik valget, om jeg ville skånes, og jeg valgte selv, at jeg ville tage hård fat fra start. Det ved jeg også, at jeg kan, men jeg ved også, at det bliver rigtig svært, hvis jeg ikke har hjemmefronten i orden 🏡

 

 
Jeg starter heldigvis først på næste onsdag, så der er lidt tid, til at komme mig. Derfor er jeg heller ikke helt panisk endnu, men jeg ville meget gerne, hvis jeg kan få det her bearbejdet, sådan at jeg kan komme videre 😊

21. juli 2019

Kære dagbog 📖

Luften er ikke kold, men det er vandet. Men jeg kan ikke lade være med at tage et skridt mere. Mine busker bliver våde. Jeg er ikke mig selv. Jeg er mine tanker og mine følelser. Fanget af mine stemmer og vrangforestillinger. De vil have, at jeg skal gå længere ud. Hele tiden længere og længere ud 😢

Der er ikke nogen til venstre for mig. Til højre er der nogen der bader, men de er langt væk. Ingen kajakker eller både. Jeg er alene. Men jeg er jo aldrig alene. Mine stemmer er der altid. Og de vil have, at jeg skal dø 😱

Jeg tænker ikke. Ikke engang på min familie, Balder, Clarke eller Rasmus. Jeg fortsætter bare ud i det kølige vand. Det omslutter efterhånden hele min krop. Jeg kan mærke, hvordan det tyngder mig ned. Ned i mørket, for jeg skal hvile for evigt. Jeg bliver ved med at mærke havets fangearme, der klæber sig fast til mine ben, og hiver i mig. Jeg kan ikke lide det, men jeg tør ikke andet end at blive stående 😨

Bølgerne når efterhånden op over mit hoved, og vandet tyngder mig for alvor ned. Jeg kan ikke holde tårrene tilbage. Jeg er så ked af det, men stemmerne vil have det! Jeg er så bange. Bange for at være bange 😵

Pludselig bliver jeg hevet ud af mit hoved og min frygt. Noget så simpelt som en brandmand svømmer forbi mig, men pludselig er jeg ikke bange for noget inden i mig. Nej, jeg er bange for noget, man faktisk kan være bange for. Noget ydre. Det får mig tilbage i min krop. Som et lyn, der slår ned, farer min sjæl tilbage i min krop, der står ude havet, og som er ved at drukne sig selv 🌊🌊

”Rasmus! Rasmus!” Jeg ved ikke, om jeg råber det, eller jeg bare skriger det inden i mit hoved, men det er der eneste jeg kan tænke på. Jeg vil ikke dø, for jeg elsker Rasmus. Det er nu, at jeg skal kæmpe! Det er nu, at jeg skal finde al min styrke frem, og gå ind for at ringe efter hjælp 💪

Det var en hård kamp, for hvert skridt føltes som om, at jeg havde 20 tons vægt på mine skuldre. Men jeg ville ikke dø! Og jeg kom ind på stranden. Gennemblødt og kold. I T-shirt og busker, med skælvende hænder fik jeg ringet til 112 📱🚔

Skyld og skam over at være i vejen fyldte det hele, men vagtchefen ved politiet var så medfølende. Han lovede, at politiet nok skulle hjælpe mig. Og straks stod to engle i blå skjorter ikke langt fra mig. De var kommet for at hjælpe mig fra mine stemmer. Nu var jeg ikke alene i min kamp mere 👮‍♂️

De var så overbærende og medfølende. Jeg lod mig lulle ind i deres trygge varme. De tog ansvaret derfra. De kørte mig til psykiatrisk skadestue, hvor de tog afsked med mig. Og pludselig befandt jeg mig alene igen. Men pludselig var jeg ikke kun alene i min kamp, men også alene med mine tanker og følelser. Og der var specielt en følelse der meldte sig; tristhed 🙁

Hvordan kunne jeg byde Rasmus det her? Når han i forvejen har så svært ved at stole på mig? Og hvad så nu? Har han fået nok? Slår han op med mig, fordi det er for hårdt for ham?

Pludselig havde jeg det ikke bare skidt, fordi jeg var psykotisk. Nu frygtede jeg også af hele mit hjerte, at jeg havde såret Rasmus så meget, at han ikke længere ville mig. Hvordan skulle jeg leve, hvis det var tilfældet 😔

Lægen som jeg snakkede med på modtagelsen var klar i mælet. Jeg skulle på en afdeling. Og det kom jeg også, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg gjorde det for Rasmus’ skyld. For jeg har såret ham. Det er der ingen tvivl om, men han har sagt, at han stadig vil være min kæreste. Derfor bliver jeg bare nødt til at tage imod al den hjælp, jeg kan få, så at sådan noget her ikke sker igen. Derfor har jeg også sagt ja tak til en lidt længere indlæggelse 🏥

Det var et lidt hårdt indlæg, men mit liv går desværre ikke kun op. Der er også nedture, og når det går ned, så går det virkelig ned. Heldigvis skete der ikke noget, og nu håber jeg bare, at jeg kan få det bedre, sådan at Rasmus og jeg kan bygge videre på vores tiltro til hinanden 💑

Tak, fordi I gad læse med, og fortsat god dag 💋❤