Husk at se på det positive også…

Der er sket rigtig meget alvorligt hen over de sidste to uger. En overdosis, et selvmordsforsøg og tre indlæggelser. Det lyder bestemt ikke godt, og det værste er, at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal stoppe den her stime. Men heldigvis har jeg stadig min behandler fra Klinik 1 lidt endnu. Hun forstår virkelig at nå ind til mig.
”Måske skal du slet ikke se på alt det dårlige? Jeg tror ikke, at du får det bedre, hvis du hele tiden hænger dig i det!” Var hendes råd.

Men hvordan gør man lige det, når man har det helt vildt skidt? Jo – man prøver vel bare?
Det hjælper at se fremad
Jeg har valgt, at jeg vil stemple det her, som en nedtur, selvom det måske lyder som lidt af en nedtur. Ikke desto mindre vil jeg forsøge ikke at træde for meget i det, og egentlig bare fokusere på at huske alt det gode, der skete for mig inden jeg fik en nedtur. For det er den tilstand, jeg skal tilbage til. Og det kan jeg også, hvis jeg virkelig vil!

Min drøm
”Du får helt julelys i øjnene, når du taler om det, Mia. Hold nu fast i det, og lad det stå ude i horisonten, når du får det skidt. Husk på, hvorfor du bliver nødt til at søge hjælp, i stedet for at lade stemmerne vinde!” Sagde min behandler også til mig.
Rasmus har fået en lejlighed, som han skal flytte ind i på lørdag. Det er meningen, at vi i fremtiden skal flytte sammen, når jeg er blevet stabil nok. Det er den drøm, der giver mig julelys i øjnene. En fremtid med Rasmus. Jeg kan virkelig gå helt i selvsving, når jeg fortæller om, hvordan det kommer til at være (forhåbentlig). Og det er også derfor, at det er så vigtigt, at jeg kommer videre fra det her. For jeg bliver nødt til at ”tage mig sammen”, og vise Rasmus, at han ikke behøver at frygte, at jeg tager mit eget liv, hver gang han ikke er sammen med mig. Og det er kun fair!

Så hvis jeg virkelig vil det her, så bliver jeg virkelig nødt til at finde en anden måde at håndtere mine problemer på.

Hvordan kommer man videre fra sådan en nedtur?
Jeg har desværre ikke det endegyldige svar. Jeg har dog en masse strategier, der kan aflede mig, når jeg har det skidt, så dem skal jeg helt sikkert have hevet frem igen. Desuden skal jeg også virkelig passe på mig selv, for jeg er i en sårbar periode. Så det gælder om at få holdt de pauser, der er brug for i løbet af dagen. Selvom det er enormt svært.

En anden ting, som jeg har forsømt lidt på det sidste, men som jeg ved vil gavne mig, er, hvis jeg kommer i gang med at træne igen. Desværre er mit forløb ved min personlige træner, som jeg ellers har været rigtig glad for, slut. Jeg har dog heldigvis en god støtte i personalet fra Hasle Kollegiet, som er virkelig søde til at tage med, men også i Rasmus. Så jeg håber, at jeg stadig kan finde motivationen til at komme afsted.

Så alt i alt er det vel noget med vende min situation på hovedet, og i stedet for at dvæle ved alt det negative, så prøve at finde det positive i det hele, og arbejde videre med det.

Alt er tåget omkring hende. Hun kaster en hånd ud i håb om at finde noget. Bare et eller andet, der kan ende det.

Hun hører stemmen i hendes hoved. Den er mere end virkelig. Det er den, der fylder alt. Måske er det allerede for sent? Har den al magten?

Hun ser ikke på æsken, for hun ved, hvad det er for nogle piller. Hun kan kende formen og farven. Dør hun af dem? Tja, hvis hun gør, så er hun i det mindste fri.

Hun sluger tre. Blister pakken er et helvede, men det lykkes hende at få hele arket pakket ud. Det er en stor håndfuld, og selvom stemmen har overtaget, så ved hun godt, at hun med sikkerhed vil dø af den dosis.

cure-1006810_1920

En tåre glider ned af hendes kind, men hun mærker den ikke. Hun er ikke til stede i sin krop mere. Stemmen har skubbet hende ud af hendes egen krop. Hun kan intet gøre for at kæmpe imod. Men er det hende, der vil tage pillerne for at slippe af med stemmen, eller er det stemmen, der vil have hende til at tage dem?

Hun sluger endnu en pille. Hvad der holder hende tilbage ved hun ikke. Måske hun et eller andet sted håber, at han kommer ind og tager pillerne fra hende? For hun vil jo egentlig ikke dø.

Hun registrerer ikke, at døren bliver åbnet, men hun ser ham godt, da han sidder ved siden af hende. Han sætter sig på hug ved siden af hende. Hun kan mærke ham. Han er virkelig.

Han snakker til hende, men hun svarer ham ikke. Det gør stemmen. Den vil narre ham, sådan han går igen. Men han bliver.

Han snakker med hende længe. Alt for længe. Hvad med de piller, hun allerede har slugt? Men han er klog. Han ved det allerede. Han ved hun skjuler de sidste piller i sin hånd. Han vil have, at hun skal aflevere dem. Det gør hun uden at tænke over det. Hun vil ikke skændes med ham. Han vil jo bare hjælpe.

 

Han får resten af hendes medicin. De går sammen op med det i det aflåste skab. Men en kollega hiver fat i ham, inden han får det låst inde.

Hun venter ikke et sekund, men flår næsten indpakningen af fem piller mere. Nu vil hun dø! Nej, stemmen vil have, at hun skal dø! Men er stemmen ikke hende? Hun ved det ikke. Hun ved ingenting.

depression-1250870_1920

Han kommer tilbage, og de låser medicinen ind. Hun vil ikke sige noget, men han ved godt. Og han ved, at det er farligt nu. Nu skal der handles, hvis hun ikke skal dø af det. Men hun vil ikke. Hun må ikke for stemmen!

Men det er som om, at pillerne har fået sin virkning. Stemmen aftager mere og mere. Hun kommer til sig selv. Men hun vågner op til en frygtlig virkelighed. Hvis hun ikke handler vil hun dø. Det trigger stemmen igen. Men nu kan hun kæmpe. Nu vil hun kæmpe, for ellers dør hun. Men stemmen er stærk. Psykosen er stærk.

Heldigvis handler han. Han får hende til at pakke en taske, sådan hun kan komme afsted. Hun vælger at lytte til ham, og bare lade sig glide med. Det er nemmere end at kæmpe imod stemmen.

Hun kommer med en taxa. Her dør stemmen. Den erstattes af en vrangforestilling om, at chaufføren vil dræbe hende. Han arbejder sammen med mændene i væggen.

Hun slipper ud af taxaen i live, og frygten for at dø holder hende kørende. Hun er rædselsslangen for at dø. Men hun overlever. Også uden mén.

Hun finder ro for sin psykose, fordi trætheden overmaner hende. Klokken er efterhånden tolv om natten, og hun får lov til at sove under opsyn. Kampen er endnu engang vundet. Nu venter arbejdet med at finde ud af, hvordan det kan undgås til næste gang, men for nu skal hun bare sove, velvidende at hun vil vågne igen.

“Det snakker vi ikke om!”

Hvorfor gør jeg det? Hvorfor hader jeg alle omkring mig? Kan jeg da for helvede ikke se, at de elsker mig? At jeg sårer dem så meget, hvis jeg tager et skridt mere? Men mine stemmer! De råber sådan. De hader mig. Jeg hader mig selv. Det bliver aldrig bedre.

 
Hun har lyst til at græde, men der kommer ingen tåre. Hun er tom, men alligevel så fyldt af alle tankerne. Hun ser ind mod stranden for at sikre sig, at ingen er på vej ud efter hende. Der er ingen. Hun er alene. Det er nu, at det skal være, så hun tager et skridt mere. Et skridt mere ud i det april kolde fjord vand.

waves-1867285_1280.jpg

Hvordan kunne jeg gøre det? Hvordan kunne jeg sende det snap til Line? Hun er jo sikkert virkelig bekymret. Hvad nu, hvis hun føler, at det er hendes skyld? Det kan jeg da ikke tillade mig at lægge over på hende. Men hvad skal jeg ellers gøre?

Vandet omfavner hendes skuldre. Det giver hende en ro at mærke vandet omkring hendes krop. Hun hopper stille et skridt videre, og må tage et svømmetag, for at fortsætte længere ud. Ud i intetheden. Ud i døden. Det er derude, hun skal være.

Hvad nu, hvis ham kajaksejleren ser mig? Vil han hjælpe mig? Skal jeg få ham til at hjælpe mig? Vil jeg egentlig det her? Nej, mine stemmer vil det. Derfor skal jeg. Det skal jeg da, ikke?

Hun svømmer straks lidt væk, da hun ser kajaksejleren. Hun ser ikke på ham, men ser bare ud på fjorden. Den er smuk. Man kan se bunden af fjorden, fordi vandet er så klart. Hun ser sin egen krop. Hun har stadig sine sko og tøj på.

Han må sku’ da for helvede kunne se, at jeg har tøj på! At jeg har brug for hjælp. Åh, hvor jeg håber, at han vil hjælpe mig. Hvorfor er der ingen, der vil hjælpe mig? Hvad med Line? Kan hun finde ud af, hvor jeg er? Har hun ringet til politiet? Eller far og mor?

Kajaksejleren sejler hurtig forbi, og det gør de to andre kajaksejlere også. De ser hende godt, men de vil ikke hjælpe hende. Hun kigge på dem, da de sejler forbi. Hendes blik er desperat, men de ser det ikke. Hun vender sig, og ser ned på bunden. Det er nu! Hun trækker vejret ind, og dykker ned under overfalden. Nu er det nu!

Ro! Jeg kan ikke høre mine stemmer mere. Jeg er så bange. Gør det ondt at dø? Det ser ikke sjovt ud at drukne. Vil jeg overhovedet det her? Det bliver jeg nødt til. Jeg kan ikke vende om nu.

Hun flyder op mod overfladen, men hun holder stadig hovedet under vand. Endelig kommer tårrene, som blander sig med vandet omkring hendes hoved. Det gør ondt i lungerne, og det snurrer rundt i hovedet. Det er nu, at hun skal dø. Hun er klar…

Jeg føler ingenting. Alt er sort omkring mig. Jeg er klar til at dø. Jeg dør faktisk nu.

air-bubbles-3790915_1280.jpg

Hun trækker febrilsk hovedet op af vandet. Hun kan ikke holde vejret længere. Hun ser panisk rundt omkring, men hun ved ikke, hvad hun søger. Hun får øje på Aarhus, der står flot ind mod land. Synet får hende til at slappe af. Det er et godt syn at dø til.

 

Hun forsøgte længe at drukne sig selv, men hun blev til sidst reddet op af en forbi sejlende båd. Hun blev kørt med udrykning til Nørrebrogade sygehus. Her blev hun taget godt hånd om. Hun var meget kold, og det var lige før, at hun var død af kulde. Hun fik varmen igen, og hun levede videre den dag.

 

Det er måske nok hård læsning, men det giver mig så meget at kunne få lov til at dele min oplevelse. Det gør den mindre farlig for mig, at jeg kan snakke om den. Og sådan er det også for andre, der har forsøgt selvmord, eller har tankerne. De har brug for at snakke om det, og derfor er det så vigtigt, at vi ikke gør selvmord til et tabu. Vi bliver nød til at kunne snakke om det. ”Det koster at lade være!”

Depression med lille d?

Hvis man griber ind nu, kan man så nå at tage det værste af depressionen? Er det overhovedet en depression, eller er det bare “dårlige” dage? Skal jeg til at stige i medicin igen? Vil jeg overleve det?

sad-505857_1920Jeg har rigtig mange spørgsmål til min behandler, men heldigvis skal jeg snakke med hende i morgen. Jeg håber virkelig, at hun kan hjælpe mig, for jeg føler mig virkelig sat skakmat i mit eget liv!

Selvfølgelig har jeg valg i mit liv, men jeg føler bare, at det ikke er op til mig at tage dem. Der er så mange behandlere, kontaktspersoner, læger og instituationer, der er inde over mit liv. Jeg skal det ene og det andet – sommetider er det svært at holde styr på, hvad jeg egentlig skal. Og så kommer den her lille dæmon krybende langs væggene også. Den har ikke helt angrebet endnu, men den tyngder allerede!

Jeg har prøvet at være deprimeret med stort D før – hele fem gange! Så jeg ved, at man kan komme igennem. Jeg desværre bare også, hvor hårdt det er at komme igennem. Og det er som om, at for hver depression jeg har haft, så er jeg kommet tættere og tættere på mit endeligt. Noget jeg frygter, for nu har jeg endelig fundet livsgnisten.

received_787393761689087Jeg har Rasmus – vi skal flytte sammen snart. Jeg har min træning, som går over al forventning. Jeg har gode venner, som jeg virkelig holder af at være sammen med. Jeg er sågar begyndt til håndbold igen. JEG ER VIRKELIG OPRIGTIG GLAD FOR LIVET! Derfor orker jeg bare heller ikke at skulle slåes hjem i ludo endnu engang! Det tager så lang tid at bygge det hele op igen.

Og hvad med Rasmus? Kan vores forhold klare en depression? Kan vi virkelig gøre så stor en ting, som at flytte sammen, selvom jeg er deprimeret? Det gør mig så bange at tænke på! Og det gør mig bare mere ked af det – den onde spiral!

Så jeg ved godt, at det handler om at lave ting, jeg kan lide. Men hvad gør jeg, når intet gør mig helt glad mere? Ikke engang ros fra min træner gør mig glad mere. Og jeg hader mig selv for det, men hvad skal jeg gøre – jeg kan ikke trylle.

received_768314056931504Betyder det så tilbage i sofaen med en skål slik og total inaktivitet? Det går ellers lige så godt for mit vægttab! Jeg kan ikke give op nu. Sommetider får man bare lyst til at skrige; “hvorfor! Hvorfor?”

Men heldigvis kryber dæmonen ved væggene endnu – det er stadig en depression med et lille d. Det følelse bare lidt som sidste gang, men det er ikke sikkert, at det bliver sådan. Derfor håber jeg virkelig også, at min behandler og jeg sammen kan finde noget, der kan løfte mig op igen.

 

 

13. oktober 2019

Kære dagbog 📖

Mit humør går virkelig op og ned. Det er noget lort! Jeg føler virkelig, at jeg har brug for at snakke med min behandler i Klink 1 om det, men hun svarer mig ikke. Jeg er nemlig så ekstremt bange for, at det måske er en depression, som jeg er ved at udvikle 😨

christmas-3805334_1280Hvorfor en depression?
Jeg får ret meget medicin for, at mit humør ikke skal lave alt for store udsving. Heldigvis virker det også for det meste. Det er kun, hvis jeg har været ekstremt presset, ligesom jeg f.eks. var i torsdags, hvor jeg havde et hårdt program.
Men hvorfor tror jeg så, at det er en depression, når jeg bare var presset torsdag?

Det er egentlig fordi, at jeg har en tendens til at blive meget trist og modløs om aftenen, at jeg er bekymret. For der er ikke bare tale om en enkelt aften, men det er til gengæld hver aften. Og jeg ved fra tidligere depressioner, at jeg har det svært, når det bliver mørkt, så det kan næsten ikke stå tydeligere skrevet 😧

Selvfølgelig kan frygten være med til at skabe en placebo følelse. Med det mener jeg, at jeg ved at fokusere så meget på, at jeg måske er deprimeret, faktisk kan skabe følelsen af at være deprimeret. Derfor er det også så vigtigt, at jeg får snakket med min behandler, sådan at jeg kan få be- eller afkræftet min frygt. Forhåbentligt afkræftet, for jeg føler virkelig ikke, at jeg kan overskue en ny depression 😣

Jeg har efterhånden haft en depression de sidste seks vintre. Jeg kunne virkelig godt trænge til en jul, hvor jeg faktisk var glad!

20190120_180254De små ting i hverdagen
Jeg har lagt rigtig mange billeder ud af træning på min Instagram for tiden. Måske endda lidt for meget 😂

Men det er simpelthen fordi, at min træning betyder så meget for mig. Jeg er så glad for, at jeg har fået en personlig træner, selvom jeg måtte betale dyrt for det. Han har virkelig været med til at motivere mig, men han har også lært mig, hvordan jeg udnytter min krops muskler bedst. Jeg er virkelig blevet stærkere, og jeg nyder i fuld drag, når jeg kan komme en vægtskive mere på stangen. Jeg er nok lidt af et konkurrencemenneske 😉

Jeg har også Rasmus, som gladelig tager med hver gang. Vi træner ikke det samme, men bare det at have en, der trækker mig afsted og modsat, det betyder alverden. Og træningen gør virkelig godt for os begge. Den giver energi og overskud 😄

Ud over træning bruger jeg meget af min tid på Rasmus. Han er ved at være godt stresset over, at han snart skal flytte, så det kræver sommetider, at en af os, kan holde hovedet koldt. Men jeg har også en del tid til mig selv. Og så længe det ikke er om aftenen, så går det også rigtig fint med at bruge den 😋

received_3074353982637731Jeg plejer at bruge meget tid på at skrive og hækle. Jeg føler lidt, at jeg forsømmer resten af mit værelse, fordi det altid er de to ting, jeg griber til. F.eks. har jeg et puslespil, som jeg gik i gang med for over et halvt år siden, men det står stadig halvt færdigt🤔

Men jeg nyder virkelig at hækle. Det kræver ikke meget overskud, så jeg plejer at sætte mig i min lænestol som det første om morgen, og så bare fyre op for noget julemusik (det er snart december), og så hækle til jeg vågner 😴

Screenshot_20191013-132951Når jeg så er vågen, kan jeg gå over til at skrive. Lige nu er jeg ved at skrive på en ny bog, da min anden bog stadig er ved forlaget. Så jeg skal lave noget, mens jeg venter. Men at hækle og skrive, er noget af det, der giver mig energi og overskud sammen med træning. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fast i det. Også når det bliver rigtig svært!

Tak fordi I ville læse med – forsat god søndag 😘❤

6. oktober 2019

Kære dagbog 📖

En smadret krop, men et smilende sind. Jeg var til håndboldkamp med mit gamle hold i Grynderup i går. En kamp, som jeg havde set meget frem til, og som jeg havde store forventninger til 😁

received_10203811515519558Lige siden jeg fik en personlig træner, har målet blandt andet været at tabe mig, men mere vigtigt, så har det været, at jeg blev stærkere. Og det er jeg blevet. Jeg havde kræfter til at holde modspillerne i forsvaret. I angrebet kneb det stadig lidt med at koordinere min skud og mine bevægelser, men forhåbentligt kommer det snart 🤾‍♀️

Men det var virkelig en fantastisk følelse at være tilbage på håndboldbanen. Og ikke bare det! At være tilbage i et fællesskab. Et raskt fælleskab, hvor man ikke taler indlæggelse og selvskade. Nej, men hvor hverdagsproblemer som børn og mænd stod på dagsorden. Det gav bare et kick uden lige, som fik mig til at længes efter mere af den slags ❤

20170620_110054Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide psykiatrien, for det kan jeg! Men sommetider er det bare tiltrængt at snakke om andre ting. Og bare det at være sammen med mennesker, som har energi og overskud, smitter af. Ligesom jeg sagtens kan mærke, at en trist stemning på kollegiet trækker al energi ud af mig, så fik jeg simpelthen så meget energi i går 😄

Men det var også svært! For jeg er så indfanget i psykiatrien med al dens selvskade, psykoser og depressioner. Så hvordan er det lige, at man er sammen med nogen så simple som min familie? Jeg syntes faktisk selv, at det gik ret godt, men jeg kunne sagtens mærke, at det var svært. Specielt i starten, hvor man lige skulle rette sig ind.

Træning
Det går super godt med min træning. Som jeg skrev på instgram i ugen, så fandt jeg ud af, at jeg egentlig var meget stærkere, end jeg troede. Og jeg elsker at træne. Det er selvfølgelig hårdt sådan en dag som i dag, hvor jeg er godt smadret efter håndbold i går, men Rasmus og jeg har besluttet, at vi skal træne! Og når jeg først er kommet i gang, så er det slet ikke så slemt endda 💪🤸‍♀️

Det giver både en følelse af at være normal at træne, fordi man er i ”normale” omgivelser, men det giver også en masse overskud. Selvfølgelig er man træt i kroppen efter en træning, men det er som om, at hovedet er blevet renset, mens man har trænet. Så det er et fantastik led i min behandling, selvom den ingenting har med psykiatriskregi at gøre. Man kan måske sige det sådan, at det er Rasmus og min helt egen opskrift på overskud, og den virker! Jeg (vi) kan kun anbefale den til andre, der også døjer med et tungt sind 😁

received_744264699329981Bolig situation
November nærmer sig. Nu er det snart, at Rasmus får lejligheden. Jeg kan godt mærke på ham, at han glæder sig, men jeg ved ikke, om jeg glæder mig mere på hans vegne? Jeg kan bare ikke gøre for det, men jeg glæder mig bare sådan til at få et helle sted. Jeg er dog fuldt ud med på, at det er Rasmus’ lejlighed indtil jeg flytter ind, og det respekterer jeg. Det er bare dejligt at vide, at vi kan skabe en lille boble, der ikke handler om psykiatri, når vi er sammen ved ham 🙂

Det er stadig planen, at jeg skal flytte ind sammen med ham efter nytår. Det glæder jeg mig helt vildt til. Det er ekstremt svært at vente, men jeg forsøger at dæmpe min iver. Rasmus gav mig nogle ”opgaver”, som jeg skal øve mig på, før vi kan flytte sammen. Ting som, at jeg skal kunne håndtere mine dårlige perioder uden at hænge på ham. Med det mener han, at han ikke skal være min behandler. At jeg skal kunne forsøge at berolige mig selv, men hvis det ikke går, så skal jeg selv kunne tage kontakt til hjælpen, som ikke er ham. Selvfølgelig vil han gerne støtte mig, men jeg skal selv lære at klare det. Og det går indtil videre faktisk rigtig godt. Jeg øver mig hver dag på det, for selvom jeg gerne vil kunne sige, at jeg ikke har selvskadende tanker eller selvmordstanker, så er det stadig en daglig kamp for mig. Dog ikke en svær kamp, for jeg er meget mere i kontrol med mig selv, end jeg før har været, men det er stadig en kamp. Heldigvis har jeg så også nogle måneder til at få helt styr på det. Jeg er meget fortrøstningsfuld 😄

Mange tak fordi I ville læse med, og rigtig god søndag til jer ❤😁

30. September 2019

Kære dagbog 📖

Der sker meget på kollegiet for tiden. Ironisk nok, så har der aldrig rigtig været så stille, som der er nu. Der er ingen ambulancer, ingen politi, ingen vagtlæger og ingen selvskade. Men der sker alligevel meget.

Min kontaktperson stopper, fordi han har fået nyt job. En af de andre fra personalegruppen stopper, fordi hun går på pension. Vores leder stopper også, fordi hun går på pension. Derudover er der rigtig mange, der står og skal flytte. Så lige nu står vi lidt i stampe, fordi der ikke rigtig er sket noget nyt endnu, men fordi vi ved, at det kommer til at ske 😑

businesswoman-2817567_1920Ansættelsessamtaler
Der skal selvfølgelig ansættes nogle nye til de to af stillingerne, der bliver ledige. En ny medarbejder og en ny leder. Det betyder også, at der skulle holdes ansættelsessamtaler. Jeg havde for lang tid siden meldt mig til at være med til lederens ansættelsessamtale, men fordi jeg ikke kan finde ud af at sige nej, så endte det også med, at jeg om med i udvalget til den nye medarbejder. Det betød tre dage på en uge med samtaler. Det var en hård uge, for jeg havde også en masse andre ting, der skulle passes 😥

Det var første gang, at jeg var med til en ansættelsessamtale, så jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. Derfor var det også ret skræmmende, især fordi det var lederens ansættelsessamtale, som vi skulle til først. Det er trods alt en vigtig stilling, så jeg ville nødig gøre noget forkert 😳

Til trods for, at det var en lederstilling, så var stemningen faktisk rigtig god. Der var plads til alle vores spørgsmål, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne spørge om noget forkert. Jeg fik faktisk også følelsen af, at mine spørgsmål var helt i orden. Det gav et kæmpe selvtidsboost 😄

Jeg har tavshedspligt, så jeg kan ikke udtale mig så detaljeret om det, der skete til samtalen. Jeg havde dog en følelse af, at jeg havde fået en masse viden omkring ansættelsessamtaler med mig 🙂

Til den medarbejdersamtalen var det lidt noget andet. Jeg kunne også tage noget erfaring med mig fra samtalerne der, men jeg føler alligevel ikke, at jeg havde den samme frihed som ved ledersamtalerne. Men det endte med, at vi fik ansat to folk, som jeg glæder mig til at se på kollegiet i fremtiden 😊

received_384833839076460Alkohol og skizofreni
I fredags tog min veninde og jeg en spontan druk aften. En super hyggelig aften, hvor vi fik en del indenbords. Det er altid svært med alkohol og psykisk sygdom, for alkoholen forstærker følelser. Men jeg vil nu ikke undvære det for noget, for det kan virkelig også forstærke de gode følelser. Jeg plejer altid at have gode aftener, hvor jeg virkelig kan slå mig løs. Men jeg vil dog ikke opfordre folk med psykisk sygdom til at drikke. Det er en svær balancegang, som man skal kende sig selv for at have styr på. Så det er noget med at mærke efter, hvis man gerne vil drikke. Men når det er sagt, så nyder jeg bare, at jeg kan have disse stunder, hvor jeg kan slå mig løs 🎉

received_545789912829174Træning
Det går super godt med træning. Det er nok det, jeg holder allermest fast i. Rasmus er stadig med, hvilket er virkelig dejligt. Og det er ikke kun mig, der har fået muskler. Det har han virkelig også 💪

Det går stærkt med at opbygge muskler for mig, men vægten har længe stået lidt stille. Derfor har min personlige træner opfordret mig til at begynde at gå minimum 8000 skridt om dagen, og 16000 skridt to dage om ugen. Det og så skulle jeg ændre mine kostvaner. Desværre var det jeg hørte, at jeg skulle spise mindre og motionere mere. Så det er det, jeg gør. Jeg håber bare ikke, at jeg ender med slet ikke at spise noget, og i stedet træne for meget. Jeg håber, at min træner vi hive fat i mig, hvis jeg taber mig for hurtigt, for jeg ved, at jeg hurtigt kan komme til at sluge mig selv ind i en anoreksilignende verden 😨

Tak fordi I ville læse med, og fortsat god mandag til jer derude! ❤

12. september 2019

Kære dagbog 📖

Boligsituation! Hvordan flytter man sammen med sin kæreste, når man begge to lider af skizofreni, og er det overhovedet en hindring?

window-3042834_1920Rasmus (min kæreste) har været så heldig at få den mest perfekte lejlighed tilbudt. Den er lidt dyr, så det er svært for ham at sidde i den alene. Derfor vil han gerne flytte sammen med mig. Ikke kun af økonomiske grunde, men også fordi, at det giver mening. Jeg kunne ikke være mere enig. Problemet er bare, at jeg er meget ustabil i min sygdom. Det kan gå hen, og slide rigtig meget på vores forhold, hvis ikke vi lærer at tackle det rigtigt. Derfor flytter vi ikke bare lige sådan sammen 🙁

Ramus får lejligheden fra 1. november af, så der er ikke lang tid til. Der skal lige laves nogle småsting i lejligheden, før den er klar til at blive bebolig. Men ellers flytter han ind deromkring. Og helt naturligt vil jeg selvfølgelig meget gerne flytte med, men vi havde en god snak med vores kontaktpersoner, der rådede os til at tage den med ro. Noget, jeg har meget svært ved! Men de har ret. Lige nu er det ikke realistisk, at jeg flytter sammen med Rasmus, lige når han flytter. Men heldigvis er vi dog blevet enige om, at vi stiler efter, at jeg kan flytte ind efter nytår, hvis jeg er blevet mere stabil 🤞

Det er selvfølgelig svært at vænne sig til den tanke, når man er mere end klar til at flytte nu, men jeg respektere, at Rasmus har brug for, at jeg viser ham, at jeg kan klare at bo sammen med ham. For han skal ikke stå med ansvaret for mig. Det er ikke fair, for han er også syg og sårbar!

Men det betyder selvfølgelige ikke, at jeg skal være rask, og begynde på universitet eller sådan noget. Nej, jeg skal bare have skabt mig et netværk, som jeg kan trække på i svære situationer, sådan at Rasmus kan smide ansvaret fra sig, når han ikke kan mere. Forhåbentlig bliver det også sådan, at jeg har en masse ting at gå til, sådan at jeg ikke hænger på Rasmus hele tiden 🤔

businessman-607831_1920Lige nu har jeg ikke noget konkret, som jeg skal i hverdagen, men jeg er sikker på, at det er på vej. Jeg skal nemlig snart til samtale med min sagsbehandler i kommunen, sådan at jeg kan få gang i et eller andet. Ud over det skal jeg til en samtale om måske at blive ambassadør i en forening, der hedder; En af Os. Hvis jeg bliver ambassadør, vil det sige, at jeg skal ud og holde foredrag med dem, om min sygdom. Det er lige præcis det, jeg rigtig gerne vil. Hvis jeg kunne, ville jeg bruge min tid på at skrive bøger, og holde foredrag 🤗💻⌨

I forhold til min bog, så har jeg fået endnu et afslag, men jeg håber stadig.

Men i forhold til flytning, så ved jeg, at der ligger en masse arbejde forude. Jeg føler mig dog meget motiveret for at tage fat i det. For jeg vil virkelig gerne bo sammen med Rasmus, og jeg er sikker på, at det også nok skal lykkes en dag. Vi skal bare tage det i vores tempo, sådan at vi ikke ender med at slå op 😨

Træning
received_2355319808129462Min personlige træner har lavet et program til mig, som er yderst hårdt. Men hvis det er hårdt, så må det betyde, at det virkelig virker. Faktisk har jeg allerede tabt mig to kilo, så noget rigtigt gør jeg da 💪🏋️‍♀️

Rasmus er virkelig god til at støtte op om, at vi skal tage af sted, og han har virkelig fået nogle muskler. Jeg var så glad for, at jeg kunne ro 1000 meter på under 5 minutter, men så kiggede jeg lige over på Rasmus’ skærm, hvor der stod, at han havde roet 1000 meter på 4.19 minutter. Den sved. Men han er selvfølgelig også en mand. En mand, jeg er stolt af 😗💪

 

Hjemme igen
Jeg blev udskrevet i mandags, og siden da har det egentlig gået rigtig godt med at være hjemme. Der er meget stille i huset, fordi der er rigtig mange, der er indlagte eller fysisk syge. Men det er også dejligt med noget ro engang imellem 😊

 

Tak fordi I ville læse med, og forsat god torsdag derude 😁❤

3. september 2019

Kære dagbog 📖

Jeg vil ønske, at jeg kunne skrive, at det hele gik godt, for det er sådan, jeg helst vil have det. Desværre byder livet bare sommetider på nogle nedture også 😢😄

20190903_113614Jeg er stadig indlagt på S8. Det var meningen, at jeg skulle snakke med lægen i dag, men hun er desværre syg, så jeg bliver nødt til at vente. Det er ret hårdt, for jeg er ved at få det rigtig skidt. Jeg er lidt bange for, at jeg er på vej ud i en ny depression 🙁

Men der er dog noget, som jeg gerne vil fremhæve. For jeg er trods alt kommet langt på mange punkter. I de gamle selvskader dage ville jeg nemlig have set lægens sygedag som en afvisning. At hun med andre ord ikke gad mig. Det ville have sat gang i de dårlige tanker, og stemmerne ville for alvor tage over. I hvert fald indtil jeg havde selvskadet 🔪

Heldigvis er jeg nået så langt, at jeg godt kan se, at lægen bare er syg, og at det intet har med mig at gøre. Hun kommer igen på torsdag, og så tager vi den bare derfra. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at selvskade over det. Så jeg er virkelig kommet langt. Så langt at jeg kan tackle nogle problemer helt uden selvskade. Det er virkelig et stort skridt for en som mig, der virkelig var viklet ind i hård selvskade. Men det er kun dejligt ❤

received_680962922383032Depression eller ej?
Jeg er som sagt bange for, at jeg måske er på vej ind i en ny depression. Jeg har allerede haft 5 i forvejen, så jeg ved, hvad det går ud på. Og jeg tror også, at det er det, der virkelig skræmmer mig. Den sidste depression var nemlig så hård, at den næsten tog livet af mig. Det vil jeg selvfølgelig gøre alt for at komme udenom 😨

Det er faktisk også et stort skridt, at jeg kan sige højt, at jeg hellere vil leve end at tage mit eget liv. Det kunne jeg ikke for bare et år siden. Men heldigvis ser tingene lyse ud nu. Jeg har en fantastik kæreste, en god familie, rigtig gode venner, noget at stå op til hver dag. Der er så meget i mit liv, der går den rigtige vej. Det er også derfor, at jeg så nødig vil trækkes tilbage i mørket. Men det er virkelig en kamp. Især når der nu begynder at bliver mørkere og mørkere udenfor 😭

received_640888356404773.jpeg

Jeg er heldigvis blevet sat op på anti-depressiv medicin. Forhåbentligt kan det hjælpe i længeden. Det værste ved det er bare, at jeg skal have det ind i mit system. Det tager normalt 4 uger, hvor min angst og stemmer bliver forværret. Men heldigvis har jeg en masse redskaber med mig den her gang, som jeg ikke havde, sidst jeg steg i medicin 💪

Personlig træner
Der er ting i mit liv, som virkelig er gode for mig. Både som almindeligt menneske, men også som en med skizofreni. Motion er en af de ting, som er godt, lige meget hvad man bøvler med. Derfor vil jeg også gøre, hvad jeg kan for at holde fast i det 💪

received_2576734552554259Heldigvis har jeg både Rasmus til at hive mig afsted, men som jeg også skrev om før, så har jeg også købt et forløb ved en personlig træner. En super sød og sympatisk fyr, der virkelig har styr på motion 🤸‍♂️

Det var første træning med ham i går. Meget skræmmende, fordi jeg var bange for, at han bare ville have mig til at køre på. Det viste sig, at det ville han også, men det var faktisk ikke så slemt, for han var god til at sørge for, at jeg kunne være med. Og så var han faktisk rigtig god til at få mig selv til at presse mig selv. Det var en dejlig følelse, at kroppen slet ikke kunne mere, når jeg tog den sidste gentagelse i et sæt. Det fik mig fuldstændig til at glemme alt om dårlige tanker og depression. Det var kun min krop, som jeg kunne mærke 🏋️‍♀️😥

Den første gang var kun en screening, så træneren vil lave et program ud fra det. Men jeg ser virkelig frem til at få rettet min træning ind, sådan at jeg måske kan tabe mig lidt. Det var i hvert fald ikke noget, der gjorde noget 😉

 

Tak fordi I ville læse med og forsat god dag 😘

30. august 2019

Kære dagbog 📖

received_742531609551553Det har været en hård uge indtil videre. Jeg blev indlagt søndag aften, fordi jeg havde det skidt. Det var næsten helt ude i tvang, fordi jeg var så styret af mine stemmer. Heldigvis endte det med en frivillig indlæggelse, men det var så på en dobbletstue 😐

 

Man har godt nok en skillevæg, så man har en smule privatliv, men det er ikke meget. Især ikke når man er på grænsen til psykotisk. Så har man bare brug for fred og ro. Men der var ikke noget at gøre. Det var den sidste stue på hele psykiatrisk hospital i Skejby. Så endnu en gang fik jeg også lige et skud dårlig samvittighed oveni hatten, over at tage den sidste plads. received_492277874901378Men jeg blev nødt til at tænke på mig selv. Ikke kun for min egen skyld, men også for Rasmus og alle dem, der holder af mig ❤😻

Det kan sommetider være rigtig svært at se ud over sin egen næsetip, når man har det så skidt. Så er det ikke lige alle andres følelser, som man tænker på. Det eneste jeg kan tænke på, er ofte, hvordan jeg kan slippe af med al den spænding, der er inden i mig. Så tænker jeg ikke ligefrem på, om det jeg gør, skader andre. Det er først dagen efter, at jeg kan se, at jeg virkelig har såret personer, der holder af mig 🙁

Det er forfærdeligt, at det skal være sådan, for det kan ende med, at jeg mister dem, der elsker mig. Jeg ved, at Rasmus har det rigtig svært med det, for han elsker mig virkelig, og han er så tæt på det. Så hvorfor kan jeg så ikke bare stoppe? Gid jeg kunne, men det er bare mosteret indeni mig, der ødelægger det hele. Men det er mig, der fodre det, når jeg overanstrenger mig 😈

Jeg forsøger virkelig
Min behandler i Klinik 1 siger det næsten hver gang. Jeg har ingen sygdomserkendelse. Det gør lige ondt at høre hver gang, for jeg arbejder virkelig meget med det, men hun har desværre ret. Jeg har virkelig ingen forståelse for, at jeg er syg 🤒

Hvad?! Vil kernelæseren måske tænke, for har jeg ikke netop skrevet så meget om min sygdom?

Svaret er, at det har jeg gjort, men jeg kan stadig ikke finde ud af at sige til mig selv, at jeg er syg. Jeg kan sagtens sige, at jeg er syg, men helt dybt inde i mig, forstår jeg det ikke. Jeg kan ikke finde ud af at sætte grænser og tage ansvar for mig selv. Jeg bliver ved med at tro, at jeg kan det samme som alle andre 💪😯

Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at sige, at man kan, hvad man vil. Og det kan man også! Men man skal stadig huske at have sig selv med i det. Og det er mit problem. F.eks. ville jeg så gerne på engelsk B, og jeg håbede sådan, at jeg kunne. Derfor kastede jeg mig hovedkluns ud i det. Desværre viste det sig bare at være alt for meget. Derfor har jeg også måtte opgive at læse videre. Et stort nederlag, men jeg forsøger virkelig at vende det til noget godt. For nu har jeg mere tid til foredrag og min næste bog. Men derfor gør det stadig ondt endnu engang at fejle 😢

Personlig træner
Jeg har heldigvis stadig en masse gode ting i mit liv. En af de ting er træning. Jeg elsker, at jeg kan mærke min krop, når jeg virkelig skruer op for belastningen. Det giver så meget, og jeg elsker det, når jeg først er kommet afsted. Det kræver lige lidt at komme afsted, men når jeg først er der, så vil jeg ikke hjem igen 🏋️‍♀️

received_713495035757927Rasmus går stadig sammen med mig. Det er virkelig skønt, at vi har noget, vi kan lave sammen. Og så er det jo også godt for os begge to at få rørt os 🤸‍♂️🤸‍♀️

Det var egentlig Rasmus, der havde en idé om, at han gerne vil have en personlig træner, men det endte i stedet for med, at det blev mig, der fik en. Rasmus følte ikke helt, at han var klar til en træner, og jeg kan ikke finde ud af at sige nej tak, så nu har jeg en personlig træner. Men vi har sat et mål, og jeg tror faktisk, at jeg kan nå det, hvis jeg får støtte til det. Så det var ikke et helt dårligt køb. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang 😄

 

Tak fordi I ville læse med 😘